15. september 2008
Udenrigsminister Per Stig Møller vil ikke afvise, at Danmark bliver væk fra FN’s omstridte racismekonference
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) trækker en streg i sandet for Danmarks deltagelse i FN’s omstridte racismekonference – Durban 2-konferencen.
– Hvis de arabiske lande vil majorisere vores ytringsfrihed væk, så giver det ingen mening at deltage, og så bliver vi væk. Det siger udenrigsministeren i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Men da konferencen først finder sted i april 2009, er det ifølge udenrigsministeren endnu for tidligt at beslutte sig.
Danmark og EU-landene er fra flere sider blevet opfordret til at boykotte konferencen, efter at en gruppe lande anført af OIC, Organisationen af Islamiske Lande, vil sætte lighedstegn mellem religionskritik og racisme.
Det har blandet andet fået SF’s formand Villy Søvndal til at opfordre udenrigsministeren til at blive væk.
Flere end 400 intellektuelle fra flere vestlige lande har underskrevet en opfordring til at boykotte konferencen.
I stedet for allerede nu at sige, at man bliver væk, bør EU tage sig sammen og stille modforslag, siger Per Stig Møller.
– Hvis konferencen overhovedet skal handle om religion, må EU stille forslag om beskyttelse af mindretalsreligioner. I stedet for at få indskrænket ytringsfriheden, kunne man udvide trosfriheden, siger udenrigsministeren, og peger på, at blandt andet kristne mindretal i muslimske lande og det mellemøstlige bahaii-trossamfund ville kunne få glæde af det.
Per Stig Møller mener dybest set, at brugen af ordet racisme udvandes, hvis man begynder at bruge det sammen med religion. Arbejdet bør derfor sættes ind på at få konferencen ind på hovedsporet.
/ritzau/