U-landene vender den anden kind til klimaet

Selvom det i mange tilfælde er selve indbyggernes eksistens, der står på spil, har Ole Mertz ikke oplevet nogen vrede eller bebrejdelse mod de rige lande, hvis årtier lange storforbrug af olie og kul formodes at være en væsentlig del af årsagen til klimaforandringerne. Groft sagt står omkring den femtedel af jordens befolkning, som bor i de industrialiserede, rige lande, for 70 procent af den samlede menneskeskabte udledning af CO2, kuldioxid.

– I Stillehavet reagerer man ikke med vrede, men prøver at finde løsninger. Måske er befolkningen bare for venlig og høflig. Men det hænger nok mest sammen med, at det er mennesker, der er vant til at overleve under meget barske vilkår. De er vant til cykloner og tsunamier. Nogle gange så voldsomme, at der bliver flyttet rundt på landjorden. De ved, at de bor et skrøbeligt sted, og hvis de må flytte, så er det det, siger Ole Mertz.

Også i Vietnam fylder bekymringen for klimaændringerne. Landet ligger forholdsvis lavt og kan forvente mange flere oversvømmelser end i dag. Dertil kommer flere tyfoner, højere temperaturer og ændringer i nedbøren. FN’s klimarapporter vurderer, at der er en risiko for, at landets bruttonationalprodukt om vil falde med 10-20 procent inden for de næste 50 år.

Det har gjort vietnameserne opmærksomme på problemet, samtidig med at de er meget usikre på, hvordan konsekvenserne vil vise sig i praksis.

– Når man ser, hvor usikre vi er i Danmark, og hvor meget vi diskuterer, hvad det er, der sker, så er der vel ikke noget at sige til, at debatten er meget mere spredt og usikker i Vietnam. Der har man jo slet ikke kapacitet til at forstå og analysere udviklingen, siger Jacob Fjalland, forskningsassistent ved Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med klimaforandringer og u-lande.

Han har et særligt kendskab til Vietnam. Her synes indbyggerne også at være mere optaget af at drøfte, hvordan de kan forberede sig på klimaændringerne, end af at placere skylden for udviklingen.

– Der er ingen bitterhed eller tale om skyld. Vietnameserne er meget pragmatiske. For dem gælder det om at finde ud af, hvordan de kommer videre. Jeg har talt med mange vietnamesere om klimaforandringerne, og jeg har aldrig hørt en anklagende tone, siger Jacob Fjalland.

Afrika bliver vejrmæssigt mindre påvirket af den globale temperaturstigning end det sydøstlige Asien, men fordi de er så fattige, risikerer afrikanerne alligevel at blive dem, der mærker klimaforandringerne mest. Hvis man i forvejen kæmper for at overleve, er det svært at tilpasse sig noget som helst, og slet ikke alvorlige ændringer i vejrforholdene. Det kræver en rimelig velstand at skabe løsninger – og den velstand mangler Afrika.

– Fattigdommen gør de afrikanske lande sårbare. Jo fattigere et land er, desto flere mennesker lever af landbrug, som typisk er det erhverv, der er mest afhængigt af vejret, siger Kirsten Halsnæs, forskningsspecialist ved Risø DTU med speciale i konsekvenserne af klimaændringer for u-lande.

Kirsten Halsnæs har tre gange været med- og hovedforfatter på delrapporter fra FN’s klimapanel, IPCC.

Hun peger på, at i for eksempel Uganda arbejder 85 procent af befolkningen i landbruget, og 40 procent af landets bruttonationalprodukt stammer derfra. Derfor har det store konsekvenser, hvis det bliver mere usikkert og vanskeligt at dyrke jorden.

Når Kirsten Halsnæs møder lokale kollegaer under rejser i Afrika, sker det, at de begynder med at brokke sig over den urimelige situation, de rige vestlige lande har fået dem ud i. Men det ender som regel altid med, at de er mest optaget af at finde udveje for de kommende vanskeligheder.

– Vi kan da godt sidde og tale om ”stakkels os”, men de fleste er så pragmatiske, at de hellere vil i gang med at løse problemerne, siger hun.

Ifølge Stig Jensen, adjunkt ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet, er det kendetegnende for de fleste afrikanere – som asiaterne – at de accepterer klimaændringerne som endnu en uundgåelig kendsgerning og prøvelse.

– Ude på landet forholder man sig ikke til skyld. Der er klimaforandringerne et faktum. Bøndernes livsbetingelser ændrer sig, og det forsøger de så at overleve. De ser ikke ændringerne som en del af en global klimaudvikling, siger Stig Jensen, der har forsket i u-landenes forhold til klimaforandringer.

Han henviser til, at afrikanerne har mødt variationer i klimaet før og traditionelt har taget udfordringen op ved at dyrke mange forskellige afgrøder. Slog den ene fejl, lykkedes den anden eller tredje forhåbentlig. På den måde har man spredt risikoen, og det har i mange tilfælde sikret, at der var mad nok.

Helt så enkelt er det ikke længere. I forbindelse med koloniseringen blev småbønderne tilskyndet til at dyrke færre forskellige afgrøder – en udvikling, der er fortsat efter afkoloniseringen – og det har gjort dem mere sårbare over for udsvingene i klimaet. Dermed er generationers erfaring for, hvilke afgrøder, der er gode under bestemte klimatiske forhold, gået tabt.

– En række af de oprindelige afgrøder er blevet presset ud, og nu, hvor man har brug for dem, er de vanskelige at opspore igen, siger Stig Jensen.

Hvor de fattige småbønder ikke forbinder deres seneste genvordigheder med et højt energiforbrug blandt lande uden for Afrika, er der et meget større fokus på de rige landes ansvar blandt Afrikas unge intellektuelle, fremhæver Stig Jensen. Deres opfattelse er nærmest, at det er de rige landes skyld, det hele. Det var dem, der koloniserede Afrika; dem, der har udbyttet dem med skæve handelsaftaler – og nu også er årsag til en global opvarmning, som rammer de fattigste lande hårdest.

– I syd bliver klimadebatten indlejret i en række andre diskussioner om udbytningen. Der er sket en heftig polarisering mellem nord og syd i de senere år, og klimaforandringerne er vand på den mølle. De bliver indtænkt i den store fortælling om forholdet mellem nord og syd, siger han.

Stig Jensen pointerer, at klimadebatten på den måde er helt anderledes i Afrika end i Europa og den øvrige vestlige verden.

– I Afrika har folk enten travlt med at overleve eller travlt med at være ofre. Problemet ved det er, at der ikke er overskud til at udvikle offensive strategier for, hvad man skal stille op. Al energien går med at finde en syndebuk. Og fordi det hele foregår på paroleniveauet, er det svært at komme ind i en ligeværdig diskussion af forholdsreglerne. Debatten om klimaet er slet ikke nuanceret, og den forholder sig ikke til konkrete facts, siger han.

– Derfor bliver det igen os, der fortæller dem, hvad de har brug for. Der er intet af det såkaldte ”ejerskab”. Igen er det nord, der har en masse gode idéer og drysser sine almisser ud til projekter her og der.

Kjeld Rasmussen, lektor ved Institut for Geografi ved Københavns Universitet, har især arbejdet i Senegal i Vestafrika. Han peger på, at det er de færreste i Afrika, der ved ret meget om klimaforandringerne og de snørklede mekanismer bag dem.

– Ude i landsbyerne registrerer man bare, at forholdene ændrer sig. Der er så mange andre ting, der presser sig på. De stigende priser på mad, for eksempel At der langt hen ad vejen er en sammenhæng, kan være svært at gennemskue, når man sidder i en landsby i Vestafrika uden den store skolegang bag sig, siger han.

Men selv langt op i det administrative hierarki har folk intet kendskab til, hvad klimaændringerne indebærer. Derfor er regeringernes holdninger også præget af mangel på viden. Politisk forsøger man først og fremmest at se, om man kan få del i de penge, som i disse år bliver uddelt af de rige lande til projekter, som gavner klimaet.

Kjeld Rasmussen genkender den vrede, Stig Jensen taler om blandt de veluddannede. Men i den brede befolkning findes den ikke.

– Den er i hvert fald ikke fremtrædende i Vestafrika. Man kan også sige, at hvis befolkningerne endelig skulle være vrede, er der masser at vælge imellem i forvejen. Men politisk bliver det brugt – og vil blive brugt fremover – som et argument for, at de rige lande skal hjælpe Afrika med at betale for alle de udgifter, klimaændringerne medfører, siger han.

Udviklingsorganisationen CARE arbejder især meget med landbrug og miljø og har derfor konsekvenserne af klimaets forandringer tæt inde på livet.

I den danske organisation oplever Morten Fauerby Thomsen, programkoordinator på klimaområdet, også, at problemerne særligt blandt de intellektuelle er endnu en sten i skoen i forholdet mellem rige og fattige lande. Han hæfter sig dog ved, at det ikke får Afrika til at sidde på hænderne.

– Det interessante er, at Afrika også på det her område gerne selv vil være en del af løsningen. Der er ingen tvivl om, at man oplever, at det er uretfærdigt, at klimaændringerne rammer Afrika hårdest, selvom det er det kontinent, der bidrager mindst til problemet – og at man ønsker, at de rige lande skal betale det, det koster at råde bod på generne. Men Afrika ønsker selv at præge indsatsen, siger han.

Morten Fauerby Thomsen er dog som de øvrige også opmærksom på, at det samtidig er stærkt begrænset, hvilken kapacitet u-landene har til at gå ind i diskussionerne.

Sammenlignet med de vestlige lande er det umådeligt begrænset, hvor mange embedsmænd der har indsigt i problemerne, og hvor mange penge landene har til forskning i klima.

– Man kan bare tage det seneste klimamøde i Ghana i slutningen af august. Der har cirka været fem personer i delegationen fra Ghana – og 30 fra Danmark. Det er da et kæmpe dilemma, at lande, som står over for kæmpestore problemer med klimaet, ikke har ressourcer til at finde ud af, hvordan de skal løse dem, understreger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk