Teater kan bruges til mere end underholdning. Det kan gøre mennesker med hårde livsvilkår bevidste om deres styrker, rettigheder og pligter. Kristeligt Dagblad var med, da 12 unge asyl-søgere, som er alene i Danmark, brugte en dag på at arbejde med deres drømme
De slentrer ind med morgenhår, klip-klappere og forsovede generte smil. 12 drenge mellem 15 og 17 år er mødt op i klasseværelset på asylcentret Gribskov. Tre lærere breder armene ud for at give dem et hjerteligt morgenknus og ønske dem glædelig ramadan. De fleste er fra Afghanistan og Irak. Eller Kurdistan, som de helst vil kalde det.
Nogle af dem har været her i mange måneder, to af dem er brødre og ankom fra Marokko i søndags. De taler dari, kurdisk, arabisk, farsi eller punjabi. Lidt engelsk og nogle lidt dansk. Men ikke nok til at vide, at de officielt går under betegnelsen ”uledsagede børn og unge”. For de er alle kommet alene til Danmark. Nogle af dem har set deres familie dø, andre blev væk fra forældre og søskende under flugten, og andre igen er blevet sendt afsted i håbet om at give dem et bedre liv. Nu venter de på opholdstilladelse eller udvisning.
Denne morgen får de uledsagede unge besøg fra den anden side af jordkloden. Pedro Pablo Mendez, Manuel Urtecho og Oriel Urtecho er kunstnere fra Nicaragua. Til daglig bruger de musik og teater i deres sociale arbejde med unge fra de fattige kvarterer i den nicaraguanske by Leon. Men de næste to uger skal de tilbringe i Danmark, hvor de er blevet inviteret af udviklingsorganisationen Mellemamerika Komiteen. De skal vise, at det såkaldte debatteater kan bruges i hele verden til at forbedre en flig af samfundet.
Pedros fingre bevæger sig flygtigt hen over guitarstrengene. Han fylder klasselokalet med spanske sanggloser. Drengene ser beundrende på nicaraguaneren med Che Guevara-kasketten, råber begejstret og bryder ud i klapsalver.
– Så er det dig, siger Pedro på spansk og lader med fagter irakiske Diyar forstå, at han skal synge en sang fra sit hjemland.
Diyar nynner søgende en orientalsk melodi, og lidt efter falder Pablo ind på guitaren. Pludselig må den søvndrukne morgenstilhed vige for lyden af borde, der er blevet til trommer, og hænder, der er blevet til slagtøj. Nattens mørke tanker om den savnede familie og den usikre fremtid må vige for larmen, legen og latteren.
De har haft lektier for til i dag, de uledsagede unge og teaterinstruktørerne. De skulle tegne deres drømme. Drømmene ligger i en blå plastikkasse midt i lokalet. Den første drøm er Oriels. Den består af rent vand, bjerge, floder, blomster og mennesker, der omfavner hinanden. Pedros drøm ligner Oriels.
– Så længe der er liv, er der håb, siger han, inden han lægger tegningerne i favnen på klasselæreren, Sonnich Chr. Boesen Sonnichsen.
Den næste drøm, der bliver hevet op af kassen, forestiller Sonnich selv. Drømmen er Ahmads, for han vil gerne være lærer.
– Ja, så du kan undervise børn i Afghanistan, nikker Manuel.
– Nej, ikke i Afghanistan, ryster Ahmed på hovedet, i Gribskov.
Diyar har tegnet Kurdistan. Landet er fyldt med små huse med tv-antenner og høje bjerge.
– Her er Basra, og her er Bagdad, peger han og giver drømmestafetten videre.
De næste tegninger forestiller en verden uden forskel på hvide og sorte og en verden fyldt med lykkelige mennesker.
Så bliver det tid til næste øvelse – at finde ting udenfor, som repræsenterer livet, naturen og luften. Drengenes teenagekåde råb giver genlyd, mens de samler grene, svampe og blomster i det fugtige græs. En af dem tager en død stær med tilbage til klasselokalet.
– Hvor var denne blomst? spørger Manuel retorisk, mens han løfter en rose op.
– Den sad på en busk. Jeg gav jer den opgave at samle elementer fra naturen og livet, men vi gik alle derud og slog liv ihjel. Vi skal lære at værne om liv. Det er selve den proces, man kalder livet. Vi skal lære at have ånd. Uden ånd ville vi være robotter, men vi er mennesker. Og vi er alle fra den samme jord, siger Manuel.
gold@kristeligt-dagblad.dk