Når drømmen er en bedre verden

– Så er det dig, siger Pedro på spansk og lader med fagter irakiske Diyar forstå, at han skal synge en sang fra sit hjemland.

Diyar nynner søgende en orientalsk melodi, og lidt efter falder Pablo ind på guitaren. Pludselig må den søvndrukne morgenstilhed vige for lyden af borde, der er blevet til trommer, og hænder, der er blevet til slagtøj. Nattens mørke tanker om den savnede familie og den usikre fremtid må vige for larmen, legen og latteren.

De har haft lektier for til i dag, de uledsagede unge og teaterinstruktørerne. De skulle tegne deres drømme. Drømmene ligger i en blå plastikkasse midt i lokalet. Den første drøm er Oriels. Den består af rent vand, bjerge, floder, blomster og mennesker, der omfavner hinanden. Pedros drøm ligner Oriels.

– Så længe der er liv, er der håb, siger han, inden han lægger tegningerne i favnen på klasselæreren, Sonnich Chr. Boesen Sonnichsen.

Den næste drøm, der bliver hevet op af kassen, forestiller Sonnich selv. Drømmen er Ahmads, for han vil gerne være lærer.

– Ja, så du kan undervise børn i Afghanistan, nikker Manuel.

– Nej, ikke i Afghanistan, ryster Ahmed på hovedet, i Gribskov.

Diyar har tegnet Kurdistan. Landet er fyldt med små huse med tv-antenner og høje bjerge.

– Her er Basra, og her er Bagdad, peger han og giver drømmestafetten videre.

De næste tegninger forestiller en verden uden forskel på hvide og sorte og en verden fyldt med lykkelige mennesker.

Så bliver det tid til næste øvelse – at finde ting udenfor, som repræsenterer livet, naturen og luften. Drengenes teenagekåde råb giver genlyd, mens de samler grene, svampe og blomster i det fugtige græs. En af dem tager en død stær med tilbage til klasselokalet.

– Hvor var denne blomst? spørger Manuel retorisk, mens han løfter en rose op.

– Den sad på en busk. Jeg gav jer den opgave at samle elementer fra naturen og livet, men vi gik alle derud og slog liv ihjel. Vi skal lære at værne om liv. Det er selve den proces, man kalder livet. Vi skal lære at have ånd. Uden ånd ville vi være robotter, men vi er mennesker. Og vi er alle fra den samme jord, siger Manuel.

gold@kristeligt-dagblad.dk