17. september 2008
Stort fald i antallet af nye studerende på teologiske uddannelser i Århus og København medfører besparelser – dog ikke af den dramatiske slags i første omgang
Selvom der på blot et enkelt år er kommet en tredjedel færre nye teologistuderende på fakulteterne i Århus og København, forventer dekanerne på de to fakulteter ikke, at udviklingen kommer til at føre til deciderede fyringer.
På Aarhus Universitet vurderer dekan Carsten Riis, at Det Teologiske Fakultet skal spare op imod en million kroner på grund af færre nye studerende.
– I og med at vores samlede budget er på godt 60 millioner kroner, er det ikke direkte katastrofalt. Vi regner med at kunne forhindre deciderede fyringer gennem naturlig afgang blandt vores mange ansatte, siger Carsten Riis, der dog tilføjer:
– Men det er naturligvis en udvikling, der kun fungerer på kort sigt. Det er ikke en politik, der er holdbar i længden, siger han.
Steffen Kjeldgaard-Pedersen, der er dekan på teologi på Københavns Universitet, ønsker ikke at sætte tal på eventuelle besparelser, før forhandlingerne om næste års budget, der ligger på omkring 40 millioner kroner, er overstået.
– Men vi er overhovedet ikke nået dertil, at vi skal til at nedlægge stillinger, understreger Steffen Kjeldgaard-Pedersen.
Han påpeger, at der trods færre nye studerende stadig er lige så mange, der gennemfører teologistudiet og består deres eksamener som tidligere. Det skyldes ifølge Kjeldgaard-Pedersen, at universitetet tidligere har døjet med et stort frafald på mere end 60 procent blandt nye studerende.
– Vi vil kunne klare en stor nedgang af studerende, så længe de, der er der, gennemfører. Men det er da indlysende, at hvis vi bliver ved med at få færre studerende ind, kan vi få problemer. Så vi er da bekymrede over udviklingen, siger han.
revsbech@kristeligt-dagblad.dk