16. februar 2009
Nogle bemærkninger til betænkningen om præsteuddannelsen.

Det har været ret opløftende at læse dele af betænkningen, for der er tendenser til ændringer, som falder i min smag.

Lad mig først fortælle lidt om min fortid, for de fleste indlæg i debatten om teologuddannelsen har været skrevet af universitetsfolk. Jeg har også haft en del indlæg på Kristeligt Dagblads hjemmesider, men der har faktisk ingen reaktioner været på dem. Diskussionen, hvis der har været nogen, har mere gået mellem de to universiteters lærde. Når jeg har blandet mig er det som ”forbruger” af præster, og som en deltager af det frivillige menighedsarbejde.

Som barn deltog jeg i søndagsskolen, hvor lægmænd var ”lærere”. Senere blev jeg undervist af lægfolk som var lærere i folkeskole og i mellemskolen. Samtidig deltog jeg i spejderarbejde og ungdomsarbejde, hvor det også var lægfolk, som fortalte om evangeliet. På lærerseminariet var det teologer, som forestod undervisningen, og lægmænd holdt morgenandagt. Selv har jeg som lægmand holdt mange andagter mv. i spejderarbejdet og menighedsarbejdet gennem tiden. Således kan man se, at mange lægmænd har stået for udbredelsen af det kristne evangelium. Selvfølgelig har der så været mange præster at lytte til i kirkerne, men de er altså ikke ene om arbejdet, og bør vel heller ikke være det.

Ja, det burde måske i langt højere grad være menighederne / menighedsrådene, som var aktive sammen med præsterne. Der er brug for et udbygget samarbejde. Der viser sig så et ledelses- og strukturproblem, for man – måske præstestanden - mener jo, at det er præsterne, som har sandheden om himmeriget. Nogle censorer ved lærereksamenen – har jeg fået fortalt – skulle have stillet en eksaminand spørgsmålet:” Hvem har nøglerne til Himmeriget”? Svaret skulle være, at det er Peter, som fik dem af Jesus. Sådan ser det også ud til, at den katolske kirke opfatter det.

Vi har ikke en ”præstekirke”, men der har alligevel været lagt megen ”myndighed” ud til præsterne. Det er præster, som skal forvalte en masse gøremål i forbindelse med gudstjenesterne. Der er dog tydelige tegn på forbedringer. Kordegne eller andre lægfolk kan dele brød ud, og læse tekster osv. Der kunne gøres en del mere, så menigheden bliver mere ansvarlig for, hvad der foregår, så den ikke bare ”passivt” sætter sig til rette for at nyde ”forestillingen”.

For at skabe fornyelse kræves et praktisk kendskab til livet i menighederne. Det bør kommende præster undervises grundigt i før deres sluteksamen. Det vil sikkert kræve en del tid, så de omtalte 7 – 9 års uddannelsestid ikke kan strækkes mere. Derfor må der fjernes noget stof, som ikke er umiddelbart relevant for præster. Her tænker jeg på de gamle sprog.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi på universiteterne skal have de allerbedst sprogligt uddannede til at være forskere i de bibelske skrifter, og de skal forpligtes til at lave forståelige og tilgængelige rapporter og bøger om de studier og forklaringer de finder frem til, så alle lægmænd og kommende præster kan gøre brug heraf.

Præster behøver efter min mening ikke at være theologer. Det har praksis vist. De mange omtalte frivillige har sikkert læst mange bøger og skrifter om de kristelige emner. De er forkyndere – ikke forskere. Hvis man vil fastholde, at præster skal være teologer, så forkaster man samtidigt al den kristelige undervisning og forkyndelse, som ikke teologerne har foretaget i årevis, og så er der ikke megen kirke tilbage. Teologer kan ikke klare opgaverne alene.

Jeg ville have haft lidt mere sympati for betænkningen, hvis det havde været bekymringen for præsteuddannelsen, og ikke for det drastisk store fald i tilgangen til teologifaget. Det er mit gæt, at der kun er brug for et ret begrænset antal højt eller meget højt theologiske uddannede personer, som kan stå for den nødvendige grundforskning og formidling. Der er selvfølgelig mange andre områder, hvor religion (andre religioner) og samfundsforhold kan bruge højt kvalificerede personer, men det er ikke sikkert, at de behøver at kunne læse på grundsprogene. Der er ingen grund til at bevare disse uddannelser for at bevare lærerstillingerne.

Betænkningen opremser en række forhold, som anses for mulige forhindringer for dem, som ønsker at være teologer og måske præster.

- eleverne møder ikke fagene i gymnasiet
- store krav til selvstændighed
- usikker beskæftigelse
- hårde sprogkrav
- sen introduktion til præstegerningen
- længden af uddannelsen : (3 + 2) + 1 ekstra er 6 år, men reelt op til 9 år

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at det at være præst er langt mere fysisk og psykisk krævende, end at være alene eller i en lille gruppe om selv store sproglige udfordringer på forskerplan. Det er derfor, at præsters uddannelse skal tage direkte udgangspunkt i de praktiske forhold i sognene og ikke i teoretiske sproglige områder.

Det er dette forhold, som jeg stærkt vil pege på. Vore præster skal kunne være dynamoerne i menighedsarbejdet. De er ikke forskere.

Derfor skal de også på pligtig efteruddannelse, og myndighederne skal være forpligtet til at skaffe penge til denne uddannelse. Provsten kommer i denne forbindelse alt for stærkt ind i billedet. Det skulle være menighedsrådet, som skal have myndighed. Det skal i øvrigt på langt flere områder, så folk vil synes, at der er noget at blive valgt for.

Inden for en overskuelig fremtid må man se i øjnene, at folkekirken bliver adskilt fra staten. Det vil sikkert ske gradvis. Dermed bliver det også tydeligere, at det er folkekirkens opgave at uddanne præster. Det bliver så statens universiteter, som uddanner teologer. I dette tilfælde er der jo på ingen måde tale om, at de studerende skal have et personligt trosforhold til det teologiske stof. Det må man forvente, at folk som ønsker at blive præst har. Derfor vil folkekirkens præsteuddannelse have et direkte sigte på gerningen. Det synes også, at betænkningen har flere tiltag, som vil styrke denne udvikling. Det skal bare være meget tydeligere.

Provster og biskopper nævnes en del i betænkningen, og jeg kunne være bange for, at det vil blive en alt for stærk organisation, hvor menighedsrådsmedlemmerne får svært ved at komme til orde – og bestemme. Her dukker det gamle ”præstestyre” op igen. Teologerne bør vejlede ud fra deres uddannelse i kristendom, men det skal ikke være dem, som træffer beslutningerne. Præster og teologer er i øvrigt ofte meget uenige om teologiske spørgsmål. Det nok være mest gavnligt at lade uenighederne være åbenlyse i stedet for at tale ”ex cathedra”.

Præsterne har brug for et fællesskab, men jeg tror, at det vil være bedst, hvis det blev et menighedsfællesskab og ikke et præstefællesskab. Sognet er fundamentet i folkekirken, og det er det, som præsterne skal være en drivende kraft i.

Søren Hansen