Når den døde kommer til orde

Sådan lyder et uddrag fra Caritas Hendringe Ebbings levnedsløb fra 1700-tallet, der også beskriver hendes første nadver, dåben, og hvordan hun blev medlem af Brødremenigheden.

Noget anderledes ser det ud i de nyere levnedsløb, der også typisk er lidt kortere end de gamle levnedsløb på tre-fire sider. I Anna Petrea Schmidts livsbeskrivelse fra 2001 er det familien og arbejdet, der fremhæves af børnene, som har skrevet levnedsløbet.

"I 1942 flyttede familien til Christiansfeld igen. Far begyndte som brøndborer, og mor passede træskoforretning og solgte gas i Kongensgade 11. Så kom sønnen. I 1947 blev Jens Christian født. Mor var altid i gang, begyndte først at sove til middag, efter hun var fyldt 80 år. I 50'erne begyndte mor at pakke honningkager hos Herman Schmolke. Et arbejde, hun var meget glad for. Hun tjente sine egne penge, fik sin egen bankbog".

Beskrivelserne er, som alle andre levnedsbeskrivelser, blevet læst op til begravelsen som en del af det særlige begravelsesritual i kirken.

– Ved begravelsen er kisten ikke inde i kirken. Der er en højtidelighed i kirken med salmer og skriftlæsning, og så bliver levnedsløbet læst op af præsten. Det er bedst, hvis man selv skriver levnedsløbet, som man opfordres til at begynde at skrive på fra 60-årsalderen. Men det er de færreste, der får skrevet det færdigt, og så gør børnene det som regel. Der er også nogle tilfælde, hvor de slet ikke får det skrevet. Så er det også børnene, der skriver det, forklarer Brødremenighedens præst.

Han fortæller, at der ikke er nogen skabelon for indholdet i levnedsløbene. Man må skrive, hvad man vil. Men i princippet er det en beskrivelse af, hvordan Herren har ført en gennem livet.

Efter at levnedsløbet er blevet læst højt til begravelsesceremonien, er der en prædiken, hvor man ikke nævner den afdøde, som man gør i folkekirken.

– Det er, fordi den afdøde kommer til orde i levnedsbeskrivelsen. Og så skyldes det, at der i Brødremenigheden er en tanke om, at en del af menigheden er her på jorden og en del hjemme i Himlen. Dem, der er døde, de er hjemme hos Gud og bliver derfor ikke nævnt i prædikenen, og deres kiste er heller ikke inde i kirken.

Jørgen Bøytler fortæller, at en traditionel lighedstanke i menigheden ligger til grund for selve ritualet med at læse levnedsløbet højt. Alle har i princippet samme ytringsfrihed i Brødremenigheden, og derfor er det også vigtigt, at det er den afdøde, der selv får lov til at beskrive sit liv med egne ord.

– At den afdøde kommer til orde over for menigheden er en bevidstgørelse omkring det enkelte menneskes værdi. I Brødremenigheden er præsten ikke ophøjet, og derfor er det heller ikke præsten, der står og siger sin mening om den afdøde. Det er i princippet den afdøde selv, der får sagt det, der skal siges, siger Jørgen Bøytler.

Han mener, at det har en vigtig betydning for familien og de pårørende, når levnedsløbet læses højt ved begravelsen, fordi de på den måde gennemlever den afdødes fortælling om sig selv.

– Jeg tror, det giver noget samhørighed, for hvis der er børn eller en ægtefælle, så er de som regel nævnt i levnedsløbet. Og så tror jeg, det er et godt element i det at komme igennem sorgen og savnet, fordi den afdøde bliver nærværende. Ofte går der en periode forud med sygdom, og det er tit det, man bedst husker, når begravelsen finder sted. Men når levnedsløbet bliver læst op, får man som pårørende lejlighed til at mindes det positive liv, der var før sygdommen, siger han.

Efter den afdødes livsbeskrivelse er blevet læst højt og højtidelig- heden i kirken er afsluttet, går de pårørende ud til kisten, der bliver kørt frem foran kirken. Der venter Brødremenighedens basunorkester, som danner fortroppen i begravelsesfølget, der har kurs mod menighedens kirkegård, Gudsageren. I den anden ende af byen og for enden af en smuk lindeallé kan man skimte kirkegården, der er en af Danmarks mest særprægede. Her ligger mændene begravet til venstre og kvinderne til højre – en opdeling, der afspejler kirkerummet, hvor mænd og kvinder førhen sad i hver sin side af kirken.

På Gudsageren bliver kisten sænket i jorden, hvorefter de efterladte beder og synger nogle salmer til lyden af basun og trompeter.

– På vej dertil spiller basunkoret sørgemusik, som symboliserer sorg over døden. Når kisten er sænket ned i jorden, så skifter tonen i musikken og bliver mere glad, fordi det nu handler om håbet om opstandelse, siger Jørgen Bøytler og peger på en af gravstenene.

Det er den første gravsten fra 1773. Alle de 2012 gravsten er nummererede og anbragt i den rækkefølge, medlemmerne af Brødremenigheden er døde. Mange af gravstenene er endda så gamle, at skriften på stenene er visket helt væk af regn og blæst, og nogle enkelte er så medtagne, at de er halvt opløste. Alligevel sløjfes gravene ikke, som man gør på almindelige kirkegårde, når gravpladser forfalder.

Gravstene, der ligger i lige rækker som perler på en snor, vidner også om samme lighedsprincip, som levnedsløbene fortæller. Alle gravstenene er helt ens, ligger ned og indeholder kun navn, fødselssted, dødssted og eventuel et bibelcitat eller et citat fra en salme.

– Uanset hvad man var her i livet, så er man lige på kirkegården. Om man var stor murermester eller fattig bager, eller om man i dag er direktør eller kontanthjælpsmodtager, så får man samme gravsten, og ens titel nævnes ikke, siger Jørgen Bøytler og stopper ved en af gravstenene, hvor en gammel biskop ligger begravet. Ved siden af ham ligger en forhenværende skoleinspektør. Men det er kun præstens viden, der fortæller historien om deres tidligere beskæftigelse. En viden, som ofte kun er gemt i levnedsløbene på kirkearkivets hylder.

U d over lighedsprincippet er fæl- lesskabet mellem menighedens medlemmer meget vigtigt. Derfor finder man ikke et eneste familie-gravsted på Gudsageren.

– Man har typisk familiegravsteder, fordi man opfatter familien som det vigtigste fællesskab. Det gør man også i Brødremenigheden, men menigheden er også et meget vigtigt fællesskab. Derfor ligger man begravet ved siden af søstre eller brødre. Det er ét stort familiegravsted, siger Jørgen Bøytler og understreger, at fællesskabet i menigheden nok var stærkere før i tiden.

Fællesskabsfølelsen blandt menighedsmedlemmerne fra gamle dage kommer også tydeligt til udtryk i levnedsløbene fra 1700- og 1800-tallet, som her i levnedsløbet over Jacob Lorenz Engemans liv, der sluttede i 1828.

"Siden hans bekendtskab med Brødre Menigheden plejede han forbindelsen med denne. Hos sine børn levede han ret fornøjet, og havde kun et ønske, at komme i nærmere bekendtskab med Brødre Menigheden ... Nu besluttede han kort og godt at rejse til Christiansfeld, og ved godt helbred nåede han hertil den 21. maj i dette år, meget glad over, at hans store ønske var gået i opfyldelse, her at kunne tilbringe sit livs aften, for engang også at blive begravet her".

Ønsket om at blive begravet på Brødremenighedens kirkegård blev indfriet, fordi Jacob Lorenz Engeman blev optaget i Brødremenigheden. Det er nemlig kun medlemmer af menigheden, der kan blive begravet side om side på den noget særprægede kirkegård, som i gennemsnit har to begravelser om året. Ligeledes er det kun medlemmer af menigheden, der får deres livsminder bevaret i kirkearkivet. Selvom levnedsløbene på hylderne er gamle og slidte, så er der ingen risiko for, at de ligesom gravstenene smuldrer væk, som årene går. For minderne bevares ikke blot i kirkearkivet i Christiansfeld. Fortællingerne om de mange brødre og søstre bevares nu som mikrofilm på Landsarkivet for Sønderjylland.

schnabel@kristeligt-dagblad.dkFakta

Brødremenigheden i Christiansfeld

**Brødremenigheden består i dag af 345 medlemmer, hvoraf 131 bor i Christiansfeld. Man kan enten blive døbt ind i Brødremenigheden, fordi ens forældre er medlemmer, eller man kan søge om optagelse i menigheden, der er en evangelisk-luthersk frimenighed.

**Christiansfeld har i alt har 3500 beboere og har bestået siden 1773, hvor den blev grundlagt som en brødremenighed.

**I dag er der omkring 762.000 medlemmer af Brødremenigheden på verdensplan.

**Brødremenigheden rækker i sin oprindelse tilbage til 1415. Det år blev den tjekkiske magister og teolog Jan Hus brændt på bålet i Konstans. Hans tanker havde dog fundet bred genklang hos befolkningen, inden han døde. I løbet af de følgende år voksede tilhængerskaren så meget, at den katolske kirke følte sin position som enerådende kirke truet. Det udløste en regulær krigsførelse mod tilhængere af Jan Hus' tanker, og flere flygtede til andre fyrstedømmer med friere religionsforhold. En gruppe slog sig ned på et område i Sachsen, der tilhørte grev Nicolaus Ludwig Zinzendorf. I 1722 skabte greven brødrekolonien Herrnhut. Herrnhutterne anlagde siden hen menighedsbyer i mange lande og blev en international missionerende kirke.

kristendom.dk

**Læs mere om Brødremenigheden på internetadressen www.kristendom.dk/kirker