Johannes Møllehave |
19. september 2008
Jegkøbte forleden Hans Brix' udgave af alt, hvad Aarestup har skrevet, i fem bind. Hvilket røverkøb! Jeg opdagede, hvor smukt Aarestrup havde skrevet om andre danske digtere
Af Johannes Møllehave
præst og forfatter
Emil Aarestrup er født i året 1800. Han blev forældreløs, da han var syv år Familien hjalp ham, og han valgte siden at studere medicin. I 1827 var han færdiguddannet med højeste karakter, og samme år giftede han sig med sin kusine, Caroline Frederikke Aagaard. Han fik embede på Lolland, hvor han praktiserede i 22 år – 11 år i Nysted og 11 år i Sakskøbing. Han fik 12 børn med Caroline, og når han kørte rundt i sit distrikt, havde han en notesbog med. Jeg husker bare et enkelt notat:
Husk, at det italieneren kalder "la vita", kalder vi livet. Det kan på begge sprog både være vores liv og kvindens talje (hun er smækker om livet). Det hedder også en livmor. Herfra begynder fosteret rejsen. Jeg tænker mig han har været en både forpligtet og flittig læge og en stor erotiker. Det er ikke tilfældigt, at det slår ham, når han tænker på ordet liv, at tænke på en kvindes talje. Et af hans berømte smådigte viser lægen på husbesøg – det trelinjede digt hedder "en neuropin". Pointen skal helst stå i tredje og sidste linje:
Hans hånd om pigens hånd, hvor pulsen banker.
Hans blik er fæstede til loftets planker.
Men under tæppet finder du hans tanker.
Eller :
En femtenårs! En lang og smidig unge!
Hvor luftig hendes gang! Hvor knibsk fodskiftet!
Og i sin trodsighed hun rækker tunge !
Eller :
"Min kærlighed er evig!"
råbte Clara,
imens hun vandede sin
potteplante.
Vandkanen råbte: "Jeg er
Niagara."
Aarestup skrev til sin skrivebordsskuffe. En nytårsnat fik han besøg af Christian Winther, som bad ham læse digtene højt efter en god middag og en del champagne. Winther var himmelhenrykt og foreslog en udgivelse. Den blev realiseret, da Aarestrup var 37, men næsten ikke solgt.
Min ven Poul Paludan udgav for otte år siden en lille vigtig bog om Brandes og Aaarestrup (jeg lærte Paludan at kende, da vi begge underviste på Europaskolen i Bruxelles). Bogen er udsendt på Christian Ejlers Forlag. Brandes skriver i sit essay fra 1867, at det var heldigt for dansk lyrik, at Aarestrup var uddannet læge og naturvidenskabsmand. Det gav Aarestrup en mere realistisk tilgang til tilværelsen end samtidens romantiske digtere, Chr. Winther og Adam Oehlenschläger med flere.
Jeg købte forleden Hans Brix' udgave af alt, hvad Aarestup har skrevet, i fem smukke bind. Hvilket røverkøb! Jeg opdagede, hvor smukt Aarestrup havde skrevet om andre danske digtere.
For eksempel skriver han om Jens Baggesen:
Du lyrisk smidige og giftig
stærke.
Du rimets musikalske
klapperslange.
Hvem skulle ej din
trylleskønhed mærke?
Han kan selv være en lyrisk klapperslange, Aarestrup! Brandes havde et sikkert blik for det overrumplende, farlige, pludselige og geniale i Aarestrups lyrik. Brandes siger, at Poul Møller og Aarestrup er det modsatte af Oehlenschläger. De er begge djærve og sindige naturer. Jeg tilføjer: Poul Martin Møller skrev "Strøtanker" og fik aldrig skrevet "En dansk students eventyr" færdig. Men Brandes tilføjer, at de begge har en sikker sans for det danske lune:
"Aarestrup var aldrig kommet længere end til den første, skønne kyst, hvor han kunne finde en skyggefuld lund, kranse sig med roser og med øjet følge smukke pigers dans. Hans gudinde var Venus – hvor Møllers var Minerva. Poul Møller var en frejdig, men ubehjælpsom og grublende person, en teoretiker, en filosof. Aarestrup var en livsglad, sanselig og udadvendt ånd. Ingen af dem havde mod eller tilbøjelighed til at frembringe store værker."
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad