– Den østrigske sociolog Zygmunt Bauman har sagt, at vi mennesker har et overskud af frygt, som vi skal have afleveret, og det tror jeg er sandt. Den måde, vi er sammen på, fremmer udstødelsen. De, der falder uden for normaliteten, bliver opfattet som en anklage mod samfundet, siger han.

I Korshæren forsøger man derfor at bevare næstekærligheden. Som princip er alle velkomne, men det betyder ikke, at næstekærligheden er uendelig.

– Vor Herre er grænseløs. Vi andre kan ikke være det. Vi er meget rummelige, men der er vægge og loft i Korshæren. Det er den enkelte situation, der afgør, hvor grænsen går. For eksempel tolererer vi ikke vold.

Men rammerne er vide, og det har der været hårdt brug for de seneste år. Besparelser på behandlingsområdet har medført, at Kirkens Korshær nu tager sig af rigtig mange psykisk syge mennesker.

– Vi har altid været lappeskrædder og skraldespand, men vi bliver nødt at råbe op, når kommunerne nærmest bliver lettede over, at vi er der, fordi de så har et sted at sende de syge hen. Er det rimeligt, at en dybt psykotisk person skal bo i en varmestue, spørger Bjarne Lenau Henriksen.

Korshærschefen formår om nogen at levere en velartikuleret samfundskritik. Han bryder sig ikke om kassetænkning og kategorisering.

– Kirkens Korshær er blevet kaldt en serviceleverandør og en velfærdsproducent, og de, der kommer i vores varmestuer, er blevet kaldt velfærdskonsumenter. I dag er vi ”en markant aktør på den socialpolitiske arena”, siger Lenau i et sarkastisk tonefald.

– Og når nogen siger, vi i Kirkens Korshær holder bespisninger, lyder det,som om vi propper sauerkraut ned i halsen på folk, men det er ikke tilfældet. Vi spiser et måltid sammen.

Kirkens Korshær må ikke lade sig fange. Vi vil ikke bespise folk, og vil ikke være velfærdsproducenter eller serviceleverandør, fastslår han.

Langtidsfattige, fattigdomsfælden og velfærds- æstetik er i Bjarne Lenau Henriksens eget vokabularium.

Han oplever, at flere af de dårligst stillede bliver fanget i en situation, de ikke kan komme ud af. De er gået i fattigdomsfælden. Velfærds- æstetik er det, der pågår på blandt andet Vesterbro i København, hvor man forsøger at fjerne hjemløse til fordel for mere pænhed.

– Folk vil gerne have storbyens puls, men de vil ikke have det, der følger med. Men hvad skal vi så gøre med de hjemløse og med narkomanerne? Vi kan ikke sende dem til Sprogø, for der er Storebæltsbroen, og vi må heller ikke slå dem ihjel.

Meget er samfundets skyld, men folkekirken har også et ansvar for at lave et ordentligt stykke diakonalt arbejde, mener korshærschefen.

– Vi mangler den danske folkekirke. Som kirke skal den være meget mere aktiv. Det er det, kirken kan. Diakonien er en indbygget del af kirkens væsen, siger Bjarne Lenau Henriksen og banker insisterende i bordet. Han har sagt det før.

På mandag fylder han så 60 år, men det får ham ikke til at føle sig pensionslysten.

– Jeg har ikke planlagt, hvornår jeg stopper, men hvis helbredet, fantasien og forstanden fungerer, vil jeg gerne blive ved, til jeg er 65 år, siger han.

Måske er han også en lille smule bange for at give slip på det livssted, hvor han har været så længe.

– Det, der bekymrer mig, er, hvis Korshæren bliver for offentlig. Hvis evangeliet mister pusten på grund af offentlig omklamring. Hvis vi driver tandløs, komfortabel diakoni. Oprøret må ikke forsvinde. Vi skal hele tiden være på den svages side, siger Bjarne Lenau Henriksen.

schelde@kristeligt-dagblad.dk