”Mænd, kvinder, unge, gamle, selv okserne, fårene og æslerne, alle faldt de for sværdet”.

Det er passager som denne, som udgør ”en politisk fare”, som Meyer skriver.

– Historisk set har jøderne ikke ret meget at bebrejde sig selv, blandt andet fordi vi altid har været en minoritet. Og vi har altid troet, at vi var immuniserede mod fanatismen. Men i dag ser vi, at vore religiøse tekster tages til indtægt af ekstremister både i og uden for Israel, for eksempel i konflikten med palæstinenserne, siger David Meyer.

Også Toraens bud i Anden Mosebog om at ”udviske Amaleks minde” og ”bekrige Amalek fra århundrede til århundrede” er et af jødernes smertelige vers med sin opfordring til at dræbe Israels fjender. Og disse bud om voldelig kamp får en ekstra dimension med beretningen om Abrahams vilje til at ofre sin søn, som kan fortolkes som en forher-ligelse af den blinde tro helt ud i voldens ekstreme absurdi-tet.

Men der er netop tale om en tekst, der kræver fortolkning, aldrig om et renlivet, klokkeklart bud, påpeger David Meyer, som påviser, at der også er teologisk grundlag for at hævde, Gud med historien om Abraham vil vise, at den blinde lydighed er forkert. David Meyer taler om ”overtrædelsens teologi”, hvor mennesket i jødedommen indgår i en alliance med Gud og derfor har et etisk ansvar for sine egne handlinger og ikke blot kan henvise til ”Guds vilje”.

Samme indfaldsvinkel har Soheib Bencheikh, når det gælder Koranens smertelige vers.

”Man skal vare sig for at hævde i tide og utide, at ”Koranen siger sådan og sådan”. Koranen siger aldrig noget”, skriver Soheib Bencheikh.

Koranens problematiske vers findes især i de såkaldte Medina-vers, som lægger jøder og kristne for had. Medina-versene beskriver et samfund i krig, og Soheib Bencheikh sammenligner med Josvas Bog, der også handler om en på én gang territorial og religiøs strid.

”Nøglen til at forstå denne rivalitet mellem jødedommen og kristendommen på den ene side og den unge islamiske religions sejrsvilje på den anden ligger i en historisk indgang. I begyndelsen lever muslimerne fredeligt med jøderne i Medina. Det er først, da jøderne og de kristne nægter at alliere sig med Muhammed, at de omgærdes med mistro. Ved at vise disse historiske realiteter viser man også Koranens timelige dimension”, skriver Bencheikh, som her rører ved et af dogmerne i islam:

Hvis Koranen er Guds ord dikteret direkte til Muhammed, kan den ikke være genstand for fortolkning. Er den derimod et spejl af historiske forhold, er det nødvendigt at fortolke teksten, for at den kan bruges på nutidens virkelighed.

Bencheikh modstiller desuden Koranen med hadith, beretningerne om profetens levned, og den islamiske lov, fiqh, som er nedskrevet af mennesker og derfor ikke er Guds ord.

Når de muslimske lovkyndige påbyder at dræbe den, der forlader islam, holder Bencheikh dem op mod vers i Koranen, der forbyder religiøs tvang.

På samme måde skelner David Meyer mellem Toraen, som er guddommeligt inspireret, og Talmud, som er rabbinernes fortolkninger. Mens Toraen strengt forbyder at røve en ikke-jøde, indeholder Talmud en definition af ”næsten” udelukkende som jøde. Og tillader dermed at røve en ikke-jøde.

Kristendommen har den fordel, at de bibelske tekster ikke kan udlægges som Guds ordrette budskab til mennesket og derfor til enhver tid er åbne for fortolkning. Hvilket ikke har forhindret kristendommen i at udvikle en klart antisemitisk strømning baseret på beskyldningen mod jøderne om at være Kristi mordere.

Især Johannesevangeliets kapitel 8 er problematisk, og en af de nøgler, som ifølge Yves Simoens, professor i bibelsk eksegese, kan låse op for en bedre forståelse, er en kritisk læsning af udtrykket ”jøder”.

– I nogle tilfælde bruges termen ”jøde” om indbyggerne i Judæa. I andre er det menneskeheden i almindelighed, der henvises til, som for eksempel filosoffen René Girard har peget på, siger Yves Simoens.

Men samtidig skal Johannesevangeliet placeres i en historisk sammenhæng, ligesom Bibelen skal læses som et litterært værk.

– Vi benytter alle tre i vid udstrækning de samme redskaber til at fortolke og analysere de problematiske tekster. Og vi bliver aldrig færdige, heller ikke i den kristne tradition. Blandt andet fordi fraværet af kritisk læsning også er med til at styrke fordommene mod religionerne, siger Yves Simoens.

– Vi ser, at Johannesevangeliet nu igen af visse ekstremister bruges som argument for, at kristendommen skulle være antisemitisk i sit væsen. Og vi ser det samme i forhold til islam, hvor islams kritikere også læner sig op ad en bogstavelig læsning af Koranen for at legitimere deres modvilje, siger Yves Simoens.

kirke@kristeligt-dagblad.dk