De kristne i Tyrkiet må fortsat leve som andenklasses borgere blandt den overvældende muslimske majoritet i det officielt verdslige land. Det er meget svært for kirkerne at besidde ejendom, der er store restriktioner for uddannelse af kristne præster, og i løbet af de sidste to år har det tyrkiske politi registreret 30 overfald på kristne institutioner. Til trods for at Tyrkiet som ansøgerland til EU har forpligtet sig til at opfylde de såkaldte Københavns-kriterier, der blandt meget andet skal sikre alle borgere trosfrihed, tøver de tyrkiske myndigheder med at føre principperne ud i livet.
Det er i alt fald konklusionen hos en tysk delegation, der for nylig besøgte Tyrkiet. Lederen af den katolske kirkes ”regeringskontor” i Berlin, pastor Karl Jüsten, ledsagede sammen med sit protestantiske modstykke, pastor Stephan Reimers, i slutningen af august en gruppe på ni medlemmer af Forbundsdagen på et besøg til Ankara, Istanbul og Tarsus, hvor Paulus blev født for 2000 år siden. Og delegationens konklusion var klar. Hvis Tyrkiet for alvor ønsker at blive betragtet som en seriøs kandidat til medlemskab af EU, må landet garantere trosfriheden ikke bare på individuelt plan, men også kollektivt, sagde Karl Jüsten til det tyske katolske nyhedsbureau KNA.
Et af de alvorligste problemer er, at Tyrkiet ikke anerkender nogen af de kristne kirker som ”juridisk person”, hvad der alvorligt svækker deres retssikkerhed særligt i spørgsmål om ejendomsret. Den tyrkiske regering lukkede den ortodokse kirkes kendteste præsteseminarium i Tyrkiet, Halki Seminariet, i 1971, og trods talrige internationale opfordringer til at genåbne det er dette endnu ikke sket.
I 1997 fik den ortodokse kirke også frataget råderetten over et børnehjem på øen Buyukada. Efter forgæves at have appelleret sagen gennem det tyrkiske retssystem henvendte patriarkatet sig til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der for få måneder siden afgjorde sagen til fordel for patriarkatet og pålagde den tyrkiske regering at returnere ejendommen eller betale erstatning, uden at det dog er sket.
Modstanden mod tyrkisk EU-medlemskab er udbredt i mange EU-lande, og Tyrkiets behandling af sine religiøse mindretal bliver ofte taget frem, når modstanderne peger på kulturelle og politiske hindringer for tyrkisk EU-medlemskab. Ikke desto mindre er æresoverhovedet for verdens 300 millioner ortodokse kristne, patriark Bartholomæus I, der af historiske grunde er bosat i Istanbul, en varm fortaler for tyrkisk EU-medlemskab netop i håbet om at forbedre forholdene for de kristne. På tilsvarende vis støttede pave Benedikt XVI under sit besøg i Tyrkiet i 2006 også tyrkisk EU-medlemskab og lagde dermed de forbehold, han tidligere havde haft som kardinal, på hylden. Også mange verdslige kommentatorer har fremhævet, at Tyrkiet som bindeled mellem Asien og Europa har fantastiske forudsætninger for at danne rammen om et harmonisk møde mellem forskellige kulturer og religioner.
Men måske er tyrkerne slet ikke interesseret i et EU-medlemskab? Ifølge Eurobarometer, som er EU-Kommissionens eget opinionsinstitut, var kun 43 % af tyrkerne positivt indstillet over for EU i 2006. Hvis tilslutningen ikke stiger – og det er der ikke noget, der tyder på i øjeblikket – så er det ikke godt nyt for landets kristne mindretal.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.
Mest læste Danmark
