Helligånd og hættetrøjer

– Unge synes ikke længere, at det er underligt at gå til gudstjeneste. Hvor man som ung før i tiden skulle snige sig ind i kirken, så er det blevet en del af de unges identitetsprojekt, siger Per Ramsdal, der har været ungdomspræst i Brorsons Kirke, siden Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, for snart 10 år siden gav grønt lys til en kirke på de unges præmisser.

– Ungdomskirken har fra begyndelsen været et eksperimentarium for nye gudstjenesteformer. Vi har inviteret ungdomskulturen og de unge ind i kirken, for enhver generation skal være med til at forme gudstjenesten, siger Per Ramsdal.

Tanken om at slippe tøjlerne og lade de unge boltre sig i kirkerummet kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på nogle præster og menighedsrådsmedlemmer. Men medinddragelsen er for Per Ramsdal en central pointe, hvis kirken vil bygge bro til sognets unge.

– Giv slip og lad de unge få lov. De er vilde med at få et ansvar og en kirke at boltre sig i. Og jeg har aldrig oplevet, at de er gået over stregen. Tværtimod så tænker de unge med i, hvordan man formidler budskabet, siger han.

Røgmaskinen udånder for i aften og sender en sidste hvid røg ud, der skjuler de unges fødder. Ungdomspræsten er ikke bange for, at rap, røg og lys kvæler budskabet. For ham understøtter ungdomskulturens skiftende udtryksformer budskabet og gør de unge mere lydhøre for indholdet i gudstjenesten.

Ungdomskirkens største fjende er ifølge Per Ramsdal den selv. Faren er, at kirken bliver for selvfed og gror fast i det, den allerede har opfundet.

– Det er vores opgave at blive ved med at udvikle os sammen med de unge. Vi skal lytte til dem og have nye folk ind hele tiden. For uden de unge, ingen menighed og dermed ingen kirke, siger Per Ramsdal

På vej ud ad kirkedøren bipper mobiltelefonen i lommen med den sidste hilsen fra præsten. "Herren velsigne dig og bevare dig. Kom godt hjem".

kirke@kristeligt-dagblad.dk