Der går en prås op for mig

Af Johannes Nørregaard Frandsen

Der går en prås op for mig i de mange gode mails og breve, jeg får fra læserne om ord og vendinger. Jeg er utrolig glad for interessen og beklager, jeg ikke når at få dem alle behandlet. For eksempel har et brev fra Tage Dørup Jensen i Løkken ligget længe. Han spørger til ordet prås og vendingen: Der går en prås op for os.

Prås henviser til lys, som Dørup Jensen også anfører. Det findes i tælleprås, der er et forældet ord, som betød et lys, støbt af fåretalg (fåretælg), og som blev støbt efter fåreslagtningerne i almuelandbruget.

Prås er imidlertid mere komplekst. Det findes i ældre dansk også som verbum for skumme eller sprøjte. Ordet synes både som verbum og substantiv at have rødder i det nordfrisiske eller slesvig-holstenske praas. Verbet praase ser ud til især at have levet i folketale i egnene omkring det vestlige Limfjorden, Hanherred, Salling og Thy, for man kan finde det hos Jeppe Aakjær: Det praased og pladred dæmpet fra den gamles Malkestrippe, mens Johan Skjoldborg om hingsten siger, den staldede en lille praasende Sø. Knuth Becker: Sæben skummer og praaser op i Skrubbens stive Børster, mens Johs. Buchholz skriver: Grammofonen praasede Negermusik … ud af Tragten.

Limfjordsdigterne har altså et aktivt forhold til ordet og bruger det for bruser, skummer eller sprøjter. Når det netop er Limfjordsdigterne fra omkring 1900, der kender ordet, har det formentlig at gøre med det forhold, at deres hjemegne historisk havde kontakt med Holsten og Nordfrisland gennem den omfattende studehandel. Så ordet praaser er utvivlsomt del af den kulturelle udveksling mellem de danske bønder og de holstenske aftagere af fede stude, der garanteret har staldet mangen praasende sø undervejs.