Tomas Revsbech |
26. september 2008
Teologistudiet på Aarhus Universitet vil ændre uddannelsen radikalt. Hebræisk og latin nedprioriteres til fordel for fag som ledelse og formidling
I næsten 500 år har de klassiske fag hebræisk og latin været en obligatorisk bestanddel af teologiuddannelserne i Danmark. Nu skal det være slut, i hvert fald på Aarhus Universitet, hvis det står til fakultetets dekan, Carsten Riis.
I et nyt forslag, der bliver præsenteret i dekanens beretning til Det Teologiske Fakultets årsfest på Aarhus Universitet i dag, lægger Carsten Riis nemlig op til en markant ændring af den teologiske uddannelse, der gør de klassiske sprog latin og hebræisk valgfrie for i stedet at åbne op for en mere fleksibel uddannelse, hvor den teologistuderende kan tage kurser i fag som religionspsykologi, religionssociologi, kommunikation, ledelse samt miljø og etik.
– Som det er nu, har vi ikke nok studerende til at uddanne det antal klassiske teologer, der efterspørges. Og da vi ikke kan løse problemet ved at hente indere, tyskere eller polakker til landet, ligesom inden for andre brancher, må vi se på, hvad vi selv kan gøre for at ændre på situationen, siger Carsten Riis.
Selvom ændringsforslagene kommer fra dekanens egen hånd, er der tale om andet og mere end fromme ønsker. Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har dekanens forslag overordnet set opbakning fra lærerne på studiet, ligesom de allerede i onsdags blev fremlagt for et udvalg under Kirkeministeriet, der ud over repræsentanter fra ministeriet også består af blandt andet Præsteforeningen, Landsforeningen af Menighedsråd samt flere af landets biskopper.
– Nu er forslaget ude, og nu kan vi kun vente på, hvad reaktionerne bliver. Men jeg ser frem til den forestående dialog og diskussion med både præster, biskopper, Videnskabsministeriet og alle andre interessenter, siger Carsten Riis.
Hvorvidt forslagene kan blive til virkelighed eller ej afhænger af, om de forskellige institutioner i folkekirken, Videnskabsministeriet og på Det Teologiske Fakultet i København vender tommelfingeren op eller ned. Både Landsforeningen af Menighedsråd og Præsteforeningen er umiddelbart positive over for forslagene, mens studieleder på teologiuddannelsen på Københavns Universitet er mere skeptisk.
– Vi tror ikke, at der kommer flere teologistuderende, fordi man forandrer fagets indhold eller udtynder det, som vi mener, at det sker i dette tilfælde. Vi kan helt sikkert gøre mere for at tilrettelægge uddannelsen bedre end i dag. Men vi mener, at det først og fremmest handler om at blive bedre til at kommunikere og gøre opmærksom på uddannelsen, end vi er i dag, siger studieleder Kirsten Busch Nielsen.
revsbech@kristeligt-dagblad.dk