Når talen er om snak, eller når snakken går om tale

Det ligger i dagligsproget, at der er forskel på ordet snak og ordet tale. Enhver dansker oplever ordet snak som noget løsagtigere end ordet tale. Man kan for eksempel sige ”ja du snakker!” eller ”snakken går”, snakken er mere automatik end talen. Man siger for eksempel ’jeg skal hjem og skrive på min tale’ derimod ikke ’jeg skal hjem og skrive på min snak’. Alene derfor er forskellen på de to ord så tydelig, at en blind mand kan følge den med sin stok. Snak glemmer man eller ryster på hovedet af, medmindre det viser sig, at der var noget om snakken.

Man siger ”vi snakkes ved”. Jeg har endda hørt den forkortede udgave ”vi snakkes”.

Snak smager også bogstavrims-agtigt lidt af en sludder for en sladder. (Måske ved De, at ord, der begynder med sn, fremkalder en vis væmmelse: snog og slange, snot og slim, snold og slam). For resten, hvem er bedst tjent med at få en sludder for en sladder? Den, der får sladderen, eller den, der får sludderen? Man taler om løs snak. (snak løs!) Forbinder man ikke tit snak med sladder?

En af mine nære venner sagde om en fælles bekendt: ”Jeg ved en hel masse om ham. Men jeg siger det ikke. For han ved også en hel masse om mig”.

Så når talen er om snak, håber jeg, at læseren er enig med mig og mit sprogøre i, at snak er sekundær i forhold til tale.

Kender De for eksempel fra Deres erfaringer, at det er alvor, når ens ægtefælle siger ”det her er vi nødt til at tale om” eller ”sæt dig ned, der er noget, jeg må tale med dig om”. Kender De de irriterende mennesker, der afbryder en, når man taler? Jeg kender en, og jeg sværger ved min mors søn, at han står mig nær, som slet ikke kan lade være.