Teologien skal gøres mere attraktiv

Jeg foreslår, at det styrende princip for teologiuddannelsernes struktur i fremtiden bliver frihed og fleksibilitet. Frihed skal forstås som en udstrakt mulighed for gennem valg mellem forskellige kurser og moduler at sammensætte sin uddannelse. Egne valg skal baseres på frihed og ansvar over for det særlige præg, en studerende ønsker at give sin uddannelse.

Dermed betyder frihed også, at vi skal turde opgive kontrol. Det er jo allerede i dag sådan, at personlighed og interesser spiller betydeligt ind på, hvad man faktisk lærer og kan efter et endt studium. Et grundlag er naturligvis lagt gennem pensum og eksamen, men de virkelige færdigheder og kompetencer er langt mere individuelle og sammensatte. Det vil vi tage alvorligt og give mulighed for at vælge blandt nye emner og aspekter af teologien.

NYE EMNER OG valgmuligheder kan være religionspædagogik, religionspsykologi, religionssociologi, kommunikation og medier, organisation og ledelse, miljø og etik eller entrepreneur-ship. Det vil også være relevant at se på praktikmulighederne, så vi knytter tættere bånd mellem uddannelse, arbejdsmarked og efter- og videreuddannelse.

En del af disse emner er vi på Aarhus Universitet godt rustet til at udvikle efter fusionen med blandt andet Handelshøjskolen i Århus og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. På samme måde er det oplagt at se på muligheden for at udvikle praktikmoduler i dialog med Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster og Pastoralseminariet.

Vi vil også gerne skabe nye kombinationer af en teologisk bacheloruddannelse med andre kandidatuddannelser. Og modsat skal den teologiske kandidatuddannelse også optage studerende på et andet grundlag end den traditionelle bacheloruddannelse. Heri ligger fleksibiliteten.

Det betyder en uddannelsesstruktur, der er sammenlignelig med for eksempel naturvidenskab og humaniora. Samtidig skal vi naturligvis ikke miste blikket for, at teologien har et stærkt praksisfelt i professionsorienteringen i forhold til den folkekirkelige virkelighed. Det vil heller ikke ske. Tværtimod vider vi professionsperspektivet ud, når teologi og teologisk viden bliver sat i kredsløb i helt nye kombinationer. Jeg foreslår derfor, at man skal kunne tage for eksempel en bacheloruddannelse i teologi og religionsvidenskab, i teologi og psykologi eller i teologi og historie. Mulighederne er virkelig mangfoldige. Samtidig vil man med en bacheloruddannelse i for eksempel psykologi kunne optages på en særlig, teologisk kandidatlinje.

Hvor vil sådan en kandidat kunne regne med at få arbejde? Som præst? Det bestemmer menighedsråd og biskopper jo, men det kan jeg sagtens forestille mig. Det kan endda blive en rigtig god præst, som vil have en selvfølgelig rolle at spille i et stifts bidrag til krise- og katastrofeberedskab, hvis vi tager en med den psykologi-kombination, jeg nævnte før. Modellen ligger i virkeligheden ikke så langt fra tidligere tiders ”akademikerparagraf”, hvor man også gav mulighed for, at personer med en anden baggrund end det traditionelle teologistudium fik adgang til præsteembeder. Med det nye forslag vil vi skabe rammer og struktur for noget lignende i en moderniseret udgave.

DET NYTÆNKENDE ELEMENT i undervisningen vil blive en væsentligt øget inddragelse af emne- og problembasering, hvor centrale teologiske emner, problemstillinger og spørgsmål skal danne rygrad for uddannelsen og hele tiden være i fokus.

Vi har i dag en opbygning af studiet, der i store træk går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, og hvor videnskabsområder skaber strukturen. Sådan et videnskabsområde er for eksempel nytestamentlig eksegese. Vi påtænker på nye måder at aktivere indsigterne fra den nytestamentlige forskning i tværgående forløb. Et kursus vil således kunne tage afsæt i frelsestanken i Det Nye Testamente, se den udfoldet under Reformationen og se den som et hedt emne i nutidig folkekirkelig debat om frelse og fortabelse. Her vil der være brug for eksegeter, kirkehistorikere og systematikere i samme undervisningslokale, forenet om et emne. Dåb kun være et andet eksempel. Eller kristologi.

Pointen er, at et centralt teologisk emne eller problem skal strukturere kurserne og dermed skabe helhed mellem de traditionelle videnskabsområder.

På den måde vil vi skabe en klar forbindelse mellem de studerendes inter-esse- og spørgehorisont og uddannelsernes indhold og form. Vi vil samtidig have undervisningsformer, der lægger vægt på, at de studerende selvstændigt kan bearbejde en teologisk problemstilling og aktivt kan kommunikere det, de har lært og ved.

Hvad så med en af de varme kartofler: sprogene hebraisk, græsk og latin – og tysk skulle man måske nævne i samme ombæring? Mit forslag er, at græsk gøres obligatorisk, mens hebraisk og latin bliver valgfrie. Det er en situation på linje med teologien ved andre internationale universiteter, og den er fornuftig. Græsk udgør et vigtigt redskab for forståelse af kristendommens normative tekster og har en klar relevans for virket som præst. De andre sprog skal vi have som valgmuligheder, for de er nødvendige for en række teologiske specialiseringer og for forskeruddannelse inden for områder, hvor disse sprog er uomgængelige.

Universitetet har et særligt ansvar for at udfordre veletablerede sandheder. De forslag, jeg er kommet med om teologiuddannelserne i Århus, kan ses inden for det ansvar. Jeg ved også, at bølgerne ofte går højt, når den slags sager diskuteres. Mange synspunkter og skarpe meninger hører sig til. Nu har vi foreslået en ny retning. Den er anderledes end den gamle, men sådan må det være.

Vi har mange dygtige og produktive, ja, flittige teologiske forskere her ved fakultetet. Forslaget til nye rammer og indhold, som jeg har skitseret, skal tjene til at få forskernes viden i spil i nye kombinationer. Det fortjener de og den. Derfor glæder jeg mig også til en konstruktiv dialog om fremtidens teologi.

Carsten Riis er dekan på Det Teologiske Fakultet i Århus