Iran vil indføre dødsstraf for frafald

Irans parlament vedtager lovforslag, der skal gøre dødsstraf til den obligatoriske straf for konversion fra islam til andre religioner

Et lovforslag skal gøre frafald fra islam til en kriminel handling, som skal straffes med døden. -
Et lovforslag skal gøre frafald fra islam til en kriminel handling, som skal straffes med døden. -.

Sammen med internationale menneskerettighedsorganisationer følger Irans kristne og landets store bahai-samfund nervøst udviklingen omkring et lovforslag, der skal gøre frafald fra islam til en kriminel handling, som skal straffes med døden.

Den 9. september vedtog et overvældende flertal i parlamentet loven, der nu venter på endelig godkendelse fra Vogternes Råd, landets øverste myndighed. Lovforslaget opfordrer også til dødsstraf for handlinger som prostitution, korruption og etablering af hjemmesider på internettet, der "fremmer" prostitution, korruption og frafald fra islam.

Iran har straffet frafald eller konversion fra islam med dødsstraf tidligere, men denne gang skal lovforslaget gøre dødsstrafen til den obligatoriske form for straf.

Det er dybt bekymrende at høre det iranske parlament debattere et lovforslag, der kan resultere i dødsstraf for enhver, der ønsker at vælge sin egen trosretning. Især på et tidspunkt som dette, hvor der kun er gået få dage, efter Matin Azad og Ahmed Ali Basirat er blevet anklaget for frafald ved et domstol i byen Shiraz, siger Alexa Papadouris, der er direktør for organisationen Christian Solidarity Worldwide.

Matin Azad og Ahmed Ali Basirat blev arresteret i maj og anklaget for at have konverteret til kristendommen. I øjeblikket afventer de deres dom. Ifølge nyhedsbureauet Compass News er yderligere fem iranske kristne blevet arresteret i løbet af august på samme grundlag.

Alt i alt har Iran et meget dårligt omdømme, hvad angår menneskerettigheder og præstestyrets forhold til de religiøse mindretal.

USA's regering giver Iran værst tænkelige karakter for religionsfrihed og overgreb mod religiøse mindretal. Hos organisationen Open Doors, der hvert år offentliggør en liste over de lande, hvor forfølgelse af kristne er værst, kommer Iran ind på en tredjeplads.

På vegne af EU sendte Frankrigs udenrigsministerium i sidste uge en meget skarp henvendelse til de iranske myndigheder, hvori "tilbagevendende forfølgelser af religiøse mindretal" omtales som et problem, der har en "stærkt bekymrende" virkning i EU.

De iranske myndigheder har indtil videre reageret med at fjerne omtalen af lovforslaget fra parlamentets hjemmeside, men tilsyneladende ikke af den politiske dagsorden. Lovforslaget skaber ikke kun kritik i kristne kredse. Det store bahai-samfund, der er forbudt i Iran og derfor ikke officielt eksisterer, frygter, at loven vil blive brugt til at optrappe forfølgelsen af Irans bahai'er, der opfattes som en ulovlig forgrening af shia-islam.

Det kan ikke understreges nok, hvor alvorlig en overtrædelse denne lov er af international lov. Den er også en krænkelse af den grundlæggende religiøse frihed og trosfrihed, siger Kit Bigelow fra National Spiritual Assembly of the Baha'is (Den nationale åndelige sammenslutning af bahaier) i USA.

allan@kristeligt-dagblad.dk

Et lovforslag skal gøre frafald fra islam til en kriminel handling, som skal straffes med døden. -
Et lovforslag skal gøre frafald fra islam til en kriminel handling, som skal straffes med døden. -