Hans Raun Iversen |
30. september 2008
Der er intet, der ikke kan røres i teologistudiet. Det meste er lavet om gennem de 40 år, jeg har været med, og jeg tager gerne en runde mere
Præsterne Demant og Vejl-gaard mener, at jeg skulle have skrevet min mening om, hvordan jeg gerne vil være med til at reformere den teologiske uddannelse. Det har jeg gjort mange gange. Den 18. september var jeg bedt om at lave en præcis analyse af et vigtigt kirkeligt emne. Det er en anden opgave. Jeg valgte at skrive om kerneproblemet i rekruttering af teologistuderende.
Konklusionen, som Demant og Vejlgaard i deres indlæg i avisen den 24. september vist knap har fattet, var og er, at folkekirken som alverdens andre kirker må tage ansvar for at sende unge mennesker til kirkelig og teologisk uddannelse, så der er medarbejdere at ansætte i fremtiden. Provsterne kunne for eksempel ved MUS-samtalerne forhøre sig, om præsterne i det mindste en gang hvert tiende år har sendt en tidligere konfirmand eller anden fra sognet til kirkelig uddannelse. Og folkekirken må herefter invitere de studerende til at indgå i kirkens arbejde på meningsfyldte og lærerige måder. Kan man ikke tænke sig til, hvordan det kan gøres, kan man se på, hvad man gør i alverdens andre kirker.
Det er at rette bager for smed, når Demant og Vejl-gaard – som så mange andre – lader, som om det er studieplanerne på de teologiske udannelser, der afgør inter-essen for teologistudiet. Der er intet belæg for den påstand. Desværre, for ellers havde det jo været let for fakulteterne at skaffe sig masser af studerende! Hvad Demant og Vejlgaard har på hjerte, har ikke med rekrutteringsproblemerne at gøre. De tror, at deres idéer ville give bedre teologer og præster. Muligvis, men de ville da ikke i sig selv sikre så meget som blot én studerende mere.
For mig er det intet, der ikke kan røres i teologistudiet. Det meste er lavet om gennem de 40 år, jeg har været med, og jeg tager gerne en runde mere. Jeg bryder mig blot ikke om, at man retter bager for smed, og lige så lidt synes jeg om markskrigeri og hovsaløsninger. Det har vi nok af – faktisk kostes vi på universiteterne, som i flere andre dele af samfundet, hele tiden rundt som følge af hovedløse reformer.
Demant og Vejlgaard vil have samtidskundskab, fællesskabsengagement og formidlingsevne. Det vil jeg også, og jeg mener i fuld alvor, at vi leverer det ganske godt i teologistudiet i København. Vi kan sagtens nedprioritere det historiske eller det sproglige, men det vil ikke i sig selv styrke de teologiske og akademiske kvaliteter, som Demant og Vejlgaard efterlyser. Ingen ville have gavn af et teologisk studium, der blot er en øvelse i how to do it.
For det første kan ingen lære de studerende, hvad de i praksis skal gøre om 5-10 år i en helt anden situation. For det andet er samtidsanalysen i meget høj grad kommet i centrum i alle fag. Der er ikke meget historie for historiens skyld, men samtidsbevidste studier af historien for nutidens skyld. Hvor det blot for 25 år siden var de store teologiske tanker og historiske magtforhold, der studeredes mest, er det er dag kristendommen som kommunikation, der er i centrum i alle fag – i hvert fald som teologien praktiseres i København.
Fri os for hovsaløsninger – for eksempel blot at smide hebraisk og latin ud af studiet, så længe vi ikke er sikre på, hvad vi mister – endsige på, hvad vi vil sætte i stedet. Er den kirkelige interesse for ændringer i teologistudiets indhold og opbygning seriøs, så lad os få en kommission med et klart kommissorium. Så kan vi – på et informeret grundlag og eftertænksomt – diskutere tæt og konkret, hvordan studiet skal se ud i fremtiden.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad