Pakistansk selvransagelse efter bombe

Lige siden bomben har beskyldningerne rettet sig mod USA. Mange pakistanere mener, at angrebet kom som en direkte effekt af krigen i stammeområderne, hvor amerikanerne har bombet i flere uger. Lederen i den engelsk-sprogede avis Dawn kan godt forstå pakistanernes frustration:

– Siden den 6.august har Pakistan kæmpet mod militante i Bajaur. Men endnu ingen i dette land er klar over, hvem vi kæmper mod og hvorfor. Og værre, det står ikke klart, hvem der er hovedansvarlig for disse kampe: Regeringen, militæret eller begge? Er det derfor nogen overraskelse, at folket er forvirret og splittet i dette spørgsmål, når de ikke ved, hvem vi kæmper mod?

Det er netop indstillingen til landets militante, der deler befolkningen. Alle aviser har afsat plads til debatten om, hvordan Pakistan kommer videre efter bomben.

Asif Pathan skriver fra den urolige by Quetta i Baluchistan:

– Det er tid til at begynde at tænke på en fuldstændig elimination af Taleban fra vores samfund. Hæren skulle have fuld opbakning fra politikerne og få frie hænder til at tackle terroristerne. Regeringen skulle søge international hjælp til at få styr på uhyret.

På den anden side står Faisal K. Burki fra Peshawar.

– Militærets indgriben i stammeområderne er lige præcis problemet. Vi må stoppe disse operationer, hæren skal ud af området omgående. Lad politikerne og den lokale jirga løse problemet med Taleban. Luftangrebene fra både USA og Pakistan gør intet godt. Tværtimod skaber de nye rekrutter til Taleban, skriver han.

Ali Shah fra Rawalpindi vil gribe helt ind om ondets rod. Det gør man bedst ved at se på den rolle, som religiøse lærde, imamer og andre prædikanter spiller.

– Indtil i dag har jeg ikke set nogen imamer fordømme terrorisme. Jeg undrer mig over, hvorfor religiøse partiledere og mullaher afstår fra at give offentligheden deres oplysende tanker om terrorisme og selvmordsbombere, skriver han.

Andre er fortørnede over politikerne, der bliver kritiseret for kun at tænke på sig selv.

– Indenrigsministeren siger, at nationen skulle være glad for, at Iftaar-cum-middagen(med landets politiske topledelse, red.) på Marriott blev aflyst, den dag bomben sprang, så landets politiske ledelse blev reddet. Dermed mener han, at demokratisk valgte politikeres liv er mere helligt end de hjælpeløse sjæles liv, der enten blev brændt eller knust til døde, skriver Raziat Fatima og fortsætter:

– Det er på tide, at vores ledere begynder at interessere sig for den almindelige mand, til hvem de skylder mere, end de overhovedet forestiller sig.

Men det har politikerne ifølge debattør Yasir Amanat fra Islamabad øjensynligt ikke forstået.

– Først aflyste præsident Zardari sit officielle besøg til Kina, vores allierede, og tog i stedet til Storbritannien. Og nu i denne tid, hvor Marriott er blevet bombet, og flere end 50 mennesker er blevet dræbt, er hr. Zardari taget til USA.

Imens breder dommedagsstemningen sig blandt befolkningen. Farhan Ul Haq fra Lahore får det sidste ord:

– De fattige og uskyldige er faldet i hænderne på de hjernevaskede militante. Vores land har kurs mod at blive det næste Afghanistan og for at føje til vores miserable tilstand og pessimisme, kan vi slet ikke se mod fremtiden. Der er ingen vej ud. Er der?

udland@kristeligt-dagblad.dk