Teologer skal have redskaberne i orden

Siden – i Oplysningstiden i 1700-tallet – kom det til en historisk-kritisk argumentation for dette studium, hvor det gjaldt om med alle midler at afdække den oprindelige mening, det vil sige, hvad de menneskelige forfattere havde skrevet bundet af deres tids forestillingsverden.

I denne periode udskiller kirkehistorien sig som en selvstændig disciplin. Her beskrev man kirkens ydre politiske historie og udviklingen af dens lærebygning samt deres eventuelle samspil. Samtidig betød det historiske studium af Bibelen, at man blev bevidst om afstanden mellem Bibelens forkyndelse og den teologi eller dogmatik, som udfoldedes i nutiden. Systematisk teologi, som det kaldes, var ikke længere alene en systematisering af Bibelens tale om troens indhold. Det blev desuden en samtale med samtidig filosofi og verdensopfattelse.

Teologi har altså sin faste forankring i den overlevering, som den i sidste instans udgår fra, nemlig de bibelske skrifter. Men den beskæftiger sig også med den historie, som de bibelske skrifters budskab har været med til at afstedkomme.

Endelig er den forpligtet på samtalen med enhver samtids virkeligheds- og verdensopfattelse. Da nu ingen seriøs samtale kan føres uden dybtgående kendskab til forudsætningerne for ens egne positioner, er det nærmest en selvfølge, at teologer skal have kendskab til disse forudsætninger.

Teologiens væsen og sammensætning ligger således fast. På den anden side er det karakteristisk for protestantisk teologi, at den i princippet – i praksis har det tit set anderledes ud – aldrig har lidt af berøringsangst i forholdet til andre dele af det såkaldte åndsliv, det vil sige filosofi og andre humanistiske studier.

Og nogle af de mest kritiske røster over for en ukritisk teologi er kommet inde fra, fra teologien selv. Således rummer teologien som fag en nærmest utrolig spændvidde. Man har kunnet være enige om, hvad udgangspunktet var, men rygende uenige om hvordan det skulle fortolkes i samtidens situation.

Dansk teologi har her to ”kirkefædre”, hvis grundlæggende anskuelser er i udtalt modstrid med hinanden. Ikke desto mindre har de begge ydet bidrag, der stadig er særdeles aktuelle.

Således pegede Grundtvig med sin såkaldte mageløse opdagelse på, at Bibelen ikke er himmelfalden, men at dens bøger for Det Nye Testamentes vedkommende er skabt og samlet af kirken. Grundtvigs ”kirkelige anskuelse” fremhæver således kirken og dens historie som den eneste farbare vej tilbage til Bibelen.

Kierkegaard på sin side understregede eftertrykkeligt, at ingen videnskabelig undersøgelse af Bibelen kan skaffe os viden om det guddommelige. Bibelvidenskaben bringer os altså ikke stadig nærmere til Sandheden med stort ”S”. Den kan i bedste fald blive troens anledning, aldrig dens årsag.

Teologiens enhed består således ikke i en enighed om alting. Den består i de forskellige discipliners fælles forpligtelse på at begribe og udlægge Bibelen i nutidens situation i respekt for den historie, der har udfoldet sig i mellemtiden. Således skal den befinde sig i en samtale både med den hidtidige fortolkning og med den forståelse af virkeligheden, som vi i øvrigt lever vort liv ud fra, og nogle gange også med ”fremmede” forståelser med rod i de såkaldte fremmede religioner.

Menigheder har således lov og ret til at forvente, at deres præster i kraft af en videnskabelig uddannelse har et førstehåndskendskab til Bibelen på grundsprogene, samt til kirkehistorien og den systematiske teologi, der foruden af dogmatik består af etik og religionsfilosofi samt praktisk teologi. Netop det tilgodeses ved den nuværende sammensætning af teologiens fag.

Universitetsteologi bliver ikke moderne ved at inddrage andre videnskaber som psykologi, politologi, retorik eller kommunikation. Det er områder, som teologen kan kaste sig over, hvis hun eller han mener at have brug for det. Universitetsteologi er moderne ved hele tiden at følge med i og selv bidrage til sine fags udvikling såvel i vidensmæssig som i metodemæssig henseende. Og det har teologien ved vore universiteter gjort, og det tilmed undertiden i en sådan grad, at man indimellem kan få det indtryk, at tilgangen, metoden, er blevet det overordnede. Men det kan i sådanne sager være svært at holde tungen lige i munden.

For at være i forreste linje er det nødvendigt at have redskaberne i orden. Det vil være et alvorligt tab ikke at kunne læse Det Gamle Testamente på hebraisk – og dermed være afskåret fra at kunne følge en videnskabelig drøftelse af betydningen af de tekster, der nu også indgår som fast led i folkekirkens gudstjeneste.

Ikke et ondt ord om oversættelser. Her kan vi faktisk ikke få nok. Jo flere oversættelser, desto klarere bliver det, at enhver oversættelse er udtryk for et valg, som måske lige så godt kunne være truffet anderledes. Men teologen bør for Bibelens vedkommende ikke være i oversætternes hænder.

Som teologer skal præster være udstyret med en stadig ajourført faglighed – ganske som vi heller ikke kan være tilfredse med læger, der ikke magter eller orker at følge med i deres fag. Det er dog i dag en udfordring, at oldtidssprogene hebraisk, græsk og latin hører med til en sådan faglighed, og at det samme med den tradition, vi står i, også gælder tysk.

Det er en ulykke for bevidstheden om vore rødder, at latin og tysk praktisk taget ikke længere findes i gymnasieskolen. Det er herligt at kunne engelsk. Men det er ikke herligt, hvis engelsk får monopol som eneste fremmedsprog.

Vi får ikke bedre teologer ved at sænke snoren og opgive det ene eller andet sprog. Det er og bliver en amputation. Og da tidsrammen for teologistudiet i forvejen er presset, forbedres situationen i hvert fald ikke ved, at man for at være med på noderne forsøger at indføre nye fag.

For det kan kun ske på bekostning af dem, der er der. De lave optagelsestal på teologistudierne i København og Århus, som der er skrevet så meget om, er forhåbentlig et forbigående fænomen. Under alle omstændigheder gavner man ikke teologistudiet og kommende præster ved at svække den faglige profil. Snarere tværtimod.

Mogens Müller er dr.theol. og professor i teologi og prodekan på Det Teologiske Faktultet ved Københavns Universitet