Hvordan synes du selv det går?

– Selvom elever bliver bedt om at vurdere sig selv, er der ingen tvivl om, at skolen i flere tilfælde mener, at den rigtige vurdering kommer fra en test og en lærer. Det må være belastende for en elev at få at vide, at man vurderer sig selv forkert, siger Kristine Kousholt, som bruger betegnelsen dobbeltevaluering om det fænomen, at eleverne ikke kun bliver vurderet på deres faglighed, men men også på deres evner til at vurdere denne.

– Som skoleelev er man underlagt et krav om at kunne finde det udviklingspotentiale, som skal være der. Hvis man i en evaluering bare siger, man er god til et fag, er det problematisk. Og selvom man er fagligt svag, kan man få pluspoint, hvis man kan sætte ord på denne svaghed, forklarer Kristine Kousholt.

Hun konstaterer, at folkeskolens mange evalueringer kan opdeles i de interne, hvor skolen bestemmer spillereglerne, og som består af skolens evaluering af sig selv ud fra egne kriterier og mål, og de eksterne, hvor evalueringen sættes i forhold til nogle bestemte krav fra Undervisningsministeriet, OECD eller en eksakt test.

– Hvor skolen gerne anvender den første slags, fordi den anses for mere internt brugbar, kan den anden slags virke angstprovokerende, siger Kristine Kousholt.

Peter Dahler-Larsen, professor i evaluering ved Syddansk Universitet, ser derimod nogle begrænsninger i den interne evaluering og et stort problem i skoleverdenens modvilje mod at lade sig evaluere udefra.

Dermed begår folkeskolen på mange måder den samme evalueringsfejl, som pigen i 7. klasse fra indledningen begik: Skolen sammenligner med sig selv og ikke med andre.

– Evalueringens formål er grundlæggende at sparke til de vante forestillinger og kontrollere, om systemerne virker bedst muligt. Det handler om at stille spørgsmål, som kan afføde klare svar, så man får nogle data op til overfladen, der ikke kan bortforklares, siger han og tilføjer:

– I forhold til deres betydning og talrighed er lærerne den gruppe i samfundet, som er dårligst rustet til evaluering. Det er kommet bag på mange lærere, at de skal dokumentere, hvad de gør, fordi de ser sig som repræsentanter for noget meget større end testresultater, nemlig hele det danske demokratiske fællesskab. Jeg har selv været ude for mange lærere, som afviser tanken om ekstern evaluering med erklæringer som: "Man kan fange fuglen, men ikke dens flugt".

Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, reagerer på denne kritik ved at aflægge fuld tilståelse, skønt han hellere sammenligner med Klods Hans end med fuglens flugt. På spørgsmålet om, hvorvidt folkeskolen har en tendens til at møde krav om ekstern evaluering med intern selvudvikling, svarer han:

– Det håber jeg. Det værste, der kan ske, er, hvis folkeskolen stiller sig tilfreds med at levere nogle gode testresultater. For det ville være en indsnævring af skolen til kun en lille del af det, der er vores opgave. Det vil være tåbeligt af os, at uddanne Klods Hans' storebrødre, som havde en masse kundskaber, men ikke var gode til at bruge dem sammen med andre. Dem gider prinsessen jo ikke have.

Anders Bondo Christensen tilføjer, at folkeskolen efter hans opfattelse ikke bare spiller med på erhvervslivets selvudviklings-trend, men tværtimod forsøger at opdrage børnene til at kunne indgå i et fællesskab.

Men ifølge Peter Dahler-Larsen er såvel evaluering som selvudvikling oppe i tiden, fordi det er metoder, som tilbyder et holdepunkt for den enkelte i en tid, hvor værdier og normer er blevet meget flydende begreber. Derfor kan heller ikke skolen undslå sig.

– Der er ikke længere nogen fast opskrift på, hvad der er det gode og rigtige liv. Vi kan ikke blive enige om at slå op i Bibelen eller andre steder. Derfor har vi heller ikke længere dyder. De er erstattet af det enkelte menneskes selvudviklingsevne og vilje til at forbedre sig, forklarer Peter Dahler-Larsen.

Han henviser til den polsk-britiske sociolog Zygmunt Baumann, som mener, at i en tid med flydende normer må moral og etik være et ansvar, hver enkelt tager på sig, og netop ved at lade os evaluere kan vi bevise, at vi er ansvarlige.

– Vi kan ikke løbe fra, at vi selv har ansvaret. De sidste i verdenshistorien, der kunne forsøge sig med at give skylden videre til et større system, var krigsforbryderne ved Nürnberg-processen i 1945. Den proces slog én gang foralle fast, at dén undskyldning ikke duer. Du er ansvarlig, erklærer Peter Dahler-Larsen.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk