Indtil 1943 havde der siden besættelsen den 9. april 1940 gentagne gange været rygter om, at nu var det alvor, men der skete ikke noget. Først i slutningen af september, efter at den danske regering var trådt tilbage, og der var blevet brudt med samarbejdspolitikken, blev det en realitet. Den 28. september 1943 om aftenen fik den senere overrabbiner Marcus Melchior besked via den danske regering fra den tyske marinesagkyndige, G.F. Duckwitz, om, at danske jøder ville blive afhentet den 1. og 2. oktober

Du gamle, du fria over Skagerak

Bernhard Posner, cand.jur. og konsulent i immaterialret, født 1935, kom til Danmark sammen med sin familie i november 1939 fra Darmstadt i Tyskland.

- Vi fik en midlertidig opholdstilladelse og søgte og fik immigrationsvisum til USA. Jeg har stadig lægeerklæringen fra dengang om, at jeg ikke er "feeble minded" (svag i ånden, red.). Men det blev aldrig til noget, og selvom vi var statsløse, lykkedes det os alligevel at trække den helt til oktober '43, uden at der skete noget. Men vi havde hele tiden kufferterne pakket.

- Det eneste stykke legetøj, jeg fik lov at tage med, var en sølvgrå flyvemaskine, der kunne trækkes op og fræse hen over gulvet. Den havde jeg haft med fra Darmstadt i 1939, og jeg husker det, fordi mens vi ventede på at komme over grænsen ved Kruså, var den gået i stykker. Jeg gik derfor hen til en SS-soldat og bad ham om at reparere den, hvilket han gjorde.

- Vi kom sent over, først i slutningen af oktober. Min far tog over først, for som tidligere fange i KZ-lejren Buchenwalde var han særlig udsat. Resten af familien blev spredt, og jeg blev anbragt hos en totalt ukendt familie på Nørrebro, som må have lidt forfærdeligt under mit tyranni med mine hjemmelærte jødiske spiselove. Her havde mine forældre glemt at instruere mig om at slappe lidt af.

- Senere blev min søster og jeg flyttet til Glostrup hos en af mine ikke-jødiske lærere fra den jødiske drengeskole, inden vi – altså min mor og mine to søskende og jeg - samt min tante og onkel og deres to børn plus en anden familie endte med at tage toget til Holbæk. Toget var fyldt med tyske soldater, der ikke værdigede os så meget som et blik.

- I Holbæk gik vi om bord i et lille fiskerfartøj, et af dem med tårn og denne pragtfulde lyd, tøf-tøf, som sejlede os ud i Isefjorden til en større kutter, som fiskeren havde tjent til ved transporterne. Det hånede hans mandskab ham en del for.

- Det var en sejlads på en 10-11 timer i en god kraftig efterårsstorm. Jeg var søsyg og kastede op, men dog ikke mere, end jeg insisterede på at underholde alle de andre, der også var søsyge, med den svenske og den finske nationalsang. Jeg vil vove at påstå, at jeg opretholdt moralen ved at gøre det.

- Min mor, der altid jamrede, jamrede sig guddommeligt ved den lejlighed. Da vi kom ind i svensk territorialfarvand, kom vi op på dækket og kunne se Höganäs. Derinde gik en soldat fra den svenske hær, som var udstyret præcis som den tyske, hvilket selvfølgelig fik min mor til at jamre endnu mere. Men da vi kom i land, sagde soldaten: "Välkomna til Sverige". Min far stod der også og tog imod os.

Via præste- og bispegårde

Som en af de første vidste tidligere minister og folketingsmedlem Arne Melchior, at det var alvor. Hans far, den tidligere overrabbiner Marcus Melchior, blev om aftenen tirsdag den 28. oktober advaret af danske politikere om, at jødeforfølgelserne satte ind den 1. og 2. oktober. De havde deres informationer fra den tyske marinesagkyndige, G. F. Duckwitz.

- Tidligt næste morgen om onsdagen kl. halv seks fulgtes jeg på cykel med min far fra Forchhammersvej 20, hvor vi boede, til synagogen. Jeg husker, at vi mødte en mælkedreng i Skt. Pederstræde, der gik og fløjtede. "Tænk," sagde far. "At nogen kan fløjte på en dag som denne.

- Det var forud for de store jødiske helligdage Rosch Haschana og Yom Kippur, og far vidste, at der ville være flere i synagogen end normalt. På et særligt højtideligt tidspunkt under gudstjenesten sagde han, at han havde fra pålidelige kilder, at de danske jøder skulle indfanges den 1. og 2. oktober. Alle skulle informere slægt og venner og bede dem sige det videre. Far vidste, hvem der havde været i synagogen den morgen og sendte derefter mig og min søster Hilde ud på cykel med en 25 adresser hver.

- Min ældste bror, Werner David, havde året før taget Malmøbåden til Sverige, så tilbage var mine forældre, mine tre søskende og mig, og nu gjaldt det om at finde et sted, som kunne tage imod seks personer, uden at det vakte alt for meget opsigt, og uden at det var for nære bekendte, som ville kunne spores. Det ville ikke være hensynsfuldt over for vores værter og heller ikke godt for os. Min far kendte forstanderen på højskolen i Hillerød fra sin foredragsvirksomhed og ringede og spurgte, om han og familien måtte komme et par dage. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, lød svaret, for højskolen havde netop fået "stort udenlandsk besøg", hvilket betød, at tyskerne havde overtaget højskolen.

- Far ringede derfor til den tidligere højskoleforstander, men daværende pastor Kildeby i Ørslev ved Slagelse, som straks stillede tre værelser til vores rådighed i sin store præstegård. Pastor Kildeby var enkemand og havde fødselsdag næste dag, altså den 30. september. I den anledning kom hans søn stud.jur. Knud Kildeby hjem for at gratulere, og Knud var medlem af en af de studentergrupper, der spontant havde dannet sig for at hjælpe jøder over til Sverige. Samme eftermiddag tog jeg med ham tilbage til København, for der fandtes ingen lister over, hvor folk boede, og da jeg med mit røde hår ikke så udpræget jødisk ud, gik det nok, skønt min mor var alt andet end begejstret.

- Jeg var 19 år, og min far forbød mig at tage hjem på Forchhammersvej, men tilføjede: "Du er jo kommet i en alder, hvor du gør ting, selv om vi har sagt, at du ikke må. Jeg vil ikke sige, at du skal gøre det, men hvis du tager hjem på Forchhammersvej, vil du så ikke tage Kongens brev med. Det ligger i min skrivebordsskuffe.

- Der var et takkebrev fra Kong Christian den 10. for en bog, som min far havde sendt ham som nytårshilsen ved årsskiftet 1941-42.

- Jeg tog hjem og hentede det, og de dage, jeg var i København og hjalp med at samle penge ind og opspore jødiske familier, sov jeg ikke det samme sted to nætter i træk.

- Jeg tror, at netop fordi det hele var så spontant, lykkedes redningsaktionen så relativt godt, som det gjorde. For eksempel skulle jeg cykle til Amager og aflevere to breve med penge. Da jeg stod på Rådhuspladsen kunne jeg regne ud, at jeg godt kunne nå frem, men ikke tilbage inden udgangsforbudet trådte i kraft. Jeg stoppede derfor en tilfældig cyklist og spurgte, om han skulle til Amager. Det skulle han ikke, men den næste skulle, og jeg forklarede, at det drejede sig om liv og død. Han spurgte ikke om noget, tog blot brevene og de nåede frem.

- Det var usædvanlige tider og alle vidste, hvad der var på færde. Jeg var ikke bange, bortset fra én gang, hvor jeg blev efterladt i en taxa med en konvolut med 50.000 kr. Det var mange penge og dengang var en ugeløn på skibsværftet B&W 75 kr.

- Vi fik at vide, at den sjællandske nordkyst ikke længere var sikker, så derfor blev det arrangeret, at vi skulle af sted fra Falsters østkyst og sejles til Trelleborg. Vi tog af sted fra Slagelse om torsdagen, og overnattede sammen med andre jødiske familier hos biskop Plum i Nykøbing Falster, inden vi fredag aften den 8. oktober var 19 mennesker, der sejlede af sted i en båd beregnet til fire. Om lørdagen var det Yom Kippur, den jødiske soningsdag, hvor man traditionelt faster, men far sagde, at med sin myndighed som rabbiner løste han alle fra at overholde det påbud. De ritualer er skabt til at tjene livet – ikke døden. Der var en læge om bord, der uddelte gift til folk, hvis vi blev taget, men far forbød os at tage imod den.

- Næste morgen ved daggry og efter 11 timers sejlads viste det sig, at vi var kommet til – Gedser, som var fyldt med tyskere. Fiskeren var kystfisker, og vidste ikke, hvor han sejlede hen, men efter yderligere otte timer nåede vi frem til et lille fiskerleje på Sveriges sydkyst, Lilla Beddinge, hvor vi blev budt velkommen.

Alle de værste gloser - på tysk

Det Ellen Oppenhejm ikke forstod, var: Hvorfor hende?

- Jeg var 17 år, havde lige taget realeksamen fra Gunnar Jørgensens skole i Hellerup, var mig ikke jødisk bevidst, så hvorfor mig? Hvis jeg havde skudt en tysk soldat, kunne jeg forstå det, men den eneste forskel på mig og mine veninder var, at mine forældre var jødiske og det gav de så naturligvis videre til os."

- Min far, overretssagfører Moritz Oppenhejm, var medlem af repræsentantskabet i Mosaisk Troessamfund og vidste med det samme, at vi måtte væk. Min søster var taget til England, og min ældste bror, Helmut, prøvede at skaffe en båd. Min anden bror Ralph, der var godt et år ældre, og jeg blev indkvarteret hos nogle af Ralphs venner på Østerbro i København, indtil vi fik at vide, at vi skulle tage toget til Espergærde, hvor vi indlogerede os på et pensionat. Da vi samme aften sneg os ned til stranden, kom politiet og sagde: "Skynd jer væk. Tyskerne er nede ved stranden." Vi gik tilbage til pensionatet, hvor vi havde opgivet vores værelser, så vi sad op hele natten, indtil vi næste dag tog tilbage til København.

- Vi fik så besked på at tage til Rungsted, som vi kendte, fordi vi havde haft sommerhus der, fra jeg blev født. Her fik Helmut en mulighed for at ro over i kajak den 1. oktober, men han tilbød at blive hjemme, men far sagde nej. Desværre. Så han kom over.

- Vi blev sammen med fire fremmede vist ned til en robåd, hvor to så skulle ro. Men det viste sig, at der var hul i båden, og blandt de ombordværende var der en fantastisk sød pige, en sygeplejerske, der tog en spand, for at øse. Det viste sig – ja, man tror, det er løgn – at der også var hul i spanden, men hun øste og øste, indtil hun til sidst var så søsyg, at hun bad om at blive smidt over bord. Vi andre kunne ikke andet end at sidde, hvor vi sad, med benene i vand, indtil vi næste morgen blev taget op af en damper ud for Helsingør. Der var morild og vi havde bare sejlet frem og tilbage hele natten.

- Jeg husker, at vi skulle op ad en lejder, det var frygteligt, for jeg har altid haft skræk for at gå op ad en trappe uden gelænder. Min far gik med det samme op til kaptajnen og bad ham skaffe en anden båd, eller om vi kunne blive sejlet ud til sejlrenden. Ingen af delene kunne lade sig gøre, til gengæld kunne han finde ud af at telegrafere til tyskerne.

- Vi havde ikke så meget tøj dengang, og jeg husker, at jeg havde en kjole med, som jeg var særlig glad for. Den gav min mor til en pige, der var lidt yngre end jeg, og som havde været i vandet. Det var jeg meget bitter over, og jeg fik den aldrig tilbage, selv om pigens familie gik fri.

- Mandskabet lod os derefter alene. De vidste, hvilken situation vi var i og vores læge havde givet mine forældre en flaske med morfin og en med cognac. Jeg tudede. Jeg var 17 år og ville ikke dø, og for første og eneste gang så jeg, at min far græd. Men de tvang os til at drikke morfinen, og umiddelbart efter kom Gestapo og hentede os. Da vi kom ind i en slags paskontrol, blev vi kropsvisiteret, og her sagde jeg alle de værste gloser, jeg kendte på tysk – min mormor var tysk og fra Hamborg – og sagde, at Hitler var det dummeste svin. Det kunne jo gøre lige meget nu, hvor jeg alligevel skulle dø. Så mistede jeg bevidstheden.

- Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op i Horserødlejren, hvor vi indviede den jødiske afdeling. Tyskerne havde pumpet os ud, hvad jeg aldrig forstod meningen med, når vi nu alligevel skulle sendes i KZ-lejr. Vi er godt en uge i Horserødlejren indtil den 13. oktober, hvor vi bliver sat på et tog, først til Gedser og siden fra Warnemünde, og ankom til Theresienstadt den 15. oktober.

Da Ellen Oppenhejms far var juridisk konsulent for det tyske gesandtskab i København indtil 1933, fik de status af B-prominent, hvilket betød, at familien kunne bo samlet. De blev hentet af de Hvide Busser i foråret 1945.