Hans Henrik Brok-Kristensen har i en mail spurgt til ordet tussegammel, som han har opfattet var en afledning af udtrykket så gammel som Metusalem.

Imidlertid har et opslag i Den Danske Ordbog afsløret, at tussegammel er en almindeligt forekommende stavefejl for tudsegammel. Dermed falder sammenhængen med Metusalem, mener Brok-Kristensen.

Kan begrebet tudsegammel så have at gøre med, at en (skrub)tudse er rynket og vortet. Det tvivler Brok-Kristensen dog på.

Ja, jeg kaster mig straks ud i tusseriet. For det første er der mange eksempler på, at ord med ds glider til dobbelt s eller omvendt. Altså kan tudse og tusse let være gledet sammen over tid i bestemte ord.

Men grundlæggende betyder de noget ret forskelligt. En tudse er et dyr, en springpadde med en ret plump krop, korte lemmer og en tyk, vortet hud. Dyret er af slægten bufo, og skrubtudsen hedder endda bufo vulgaris, så dens i menneskeøjne lidt vulgære udseende er lagt ned i dens zoologiske registre. Egentlig kommer ordet tudse fra et oldsprogligt udtryk, der betød den med en brændt, brun farve.

Og det er da kønt nok. Men kombineret med skrub, så er vi et andet sted, for det henviser til den nubrede, skurende, ru hud.

Man skal ikke gå længe på jagt i litteraturen eller folkelige fortællinger for at finde skrubtudser beskrevet som grimme. Christian Winther lader et sted et digtende jeg ligge I Kjelderens Dyb/ mellem Øgler og Tudser og Kryb.

Mest kendt er velsagtens skrubtudsen i H.C. Andersens Tommelise. Ham skal man ikke gifte sig med!

Det er ikke usandsynligt, at skrubtudsen, det stakkels, misforståede dyr, har spillet en rolle for dannelsen af udtrykket at tusse rundt eller en gammel tusse. Ordet tusse er egentlig et lydord, der måske er i familie med tys eller med forstavelsen tus- i tusmørke, som er i nabolaget både til det ældre danske tusse, der kunne betyde en trold eller en jætte, og det middelalderlige tosse, der betød mørke.