Johannes Møllehave præst og forfatter |
3. oktober 2008
Sort er altid det negative, men ny bog om fattigdom får os til at se verden i andre farver
Min ven og nabo spurgte mig, om ikke jeg kunne skrive en klumme om fænomenerne sort og hvid. Det gør jeg så her.
For mange år siden så jeg en mængde sort/hvide film. I dag har farvefilmen taget over, selvom Ole Bornedal forleden skrev en veloplagt kronik i Politiken om fremtiden for dansk filmindustri og spåede sort/hvide film en chance. Sprogligt er det sorte altid negativt sort arbejde, sorte penge, sorte udsigter, sort humør. Det eneste, jeg i skrivende øjeblik kan komme på, der ikke kun er negativt, når det begynder med sort, er sort humor.
Den er udbredt i USA, hvor man måske også har brug for den. Sort humor betyder, at man spøger med det triste eller tragiske.
Abraham Lincoln blev myrdet, da han overværede en teaterforestilling, og den sorte humor lader en fiktiv figur spørge: Bortset fra det, fru Lincoln hvad synes De så om stykket?
Det siger sig selv, at man ikke kunne stille spørgsmålet kort efter mordet, men da der nu er masser af år mellem drabet og bemærkningen, fungerer den sorte humor af typen:
Hvordan går det? spurgte den blinde den lamme.
Som du ser! svarede den lamme.
Det formildende ved sort humor er, at den faktisk kan få en til at smile: Det hjalp dog lidt på hovedpinen, som manden sagde i guillotinen.
Ellers har hvid altid forrang for sort. Man vil vaske sorte penge hvide (det må være det, man kalder møntvask). Men udfører helst sort arbejde efter solnedgang. Her kaldes det sommetider måneskinsarbejde. De, der bestiller dagens gerning, bør frygte for nattens gerningsmænd. Den hvide brud klæder sig, som hun gør, for at signalere uskyld. Man taler om den jomfruelige sne. Når det kommer til usandheder, er de hvide løgne næsten uskyldige, mens de sorte er utilgivelige og strafbare, hvis de fremsættes under vidneafhøring.
Må jeg spørge læseren, om De drømmer i farver eller i sort/ hvidt? Den sorte samvittighed er næsten ubærlig. Den sorte galde hedder melan-kolos på græsk og hvem kender ikke melankolikere, eller hvem har ikke oplevet melankoli?
For nogle år siden gav den danske musikgruppe, som hedder Bazar, en kirkekoncert i udkanten af Reykjavik. Der var kun mødt syv op, en halv time før koncerten skulle begynde. Peter Bastian, der er videnskabsmand, forfatter og musiker gik rundt uden for kirken. Han fik øje på en halv vognpark foran præstegården cirka 500 meter fra kirken. Og han så, at der stadig kom flere og flere biler, som skulle til præstegården, og til sidst gik han over for at høre, hvad det var, der samlede så mange. Vi er en forening af anonyme alkoholikere, svarede en mand ham.
Kan I ikke også lave en forening for anonyme melankolikere? spurgte Peter Bastian. Men de anonyme melankolikere må klare sig selv. Og leve med deres sorte udsigter.
Da jeg var kommet hertil i min klumme, kom journalisten Dorte Remar fra redaktionen og stak mig en bog i hånden. Den hedder Farvel til en sort/hvid verden. Forfatterne er Jens Honoré og Jane Vilstrup. Bogen er udkommet på Gyldendal og sætter fokus på FNs 2015-mål.
2015 er året, hvor man vil opnå følgende:
1. Bekæmpe fattigdom og sult.
2. Sikre grundskoleuddannelse for alle inden 2015.
3. Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder.
4. Reducere spædbørnsdødeligheden.
5. Reducere dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder.
6. Standse udbredelsen af hiv/aids og andre sygdomme.
7. Sikre en miljøvenlig og bæredygtig udvikling.
8. Opbygge globalt partnerskab for udvikling.
Bogen er med forord af kronprins Frederik, der kalder den en verden til forskel. Den er grafisk underfuld.Den er trods det sort/hvide budskab spækket med mageløse farvebilleder. Desuden har alle medvirkende arbejdet gratis, og køber De den jeg anbefaler den varmt går Deres bidrag ubeskåret til SOS-børnebyen i Dar es Salaam, Tanzania.
Det har De nu sort på hvidt.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad