Det er så endnu en umisforståelig dødsdom til Kristendomsundervisningens og Historieundervisningens kvalitet i folkeskolen. Gad vide, hvem det er, der bliver ved med at mene, at den har noget at byde på i sin nuværende form eller med de eksisterende undervisere?

Aristoteles

Ja, det vidner så om en total fejlslagen Kristendoms- og Historieundervisning i folkeskolen. Ubegavede prioriteringer og fagligt svage lærerkræfter på dette felt må naturligvis slå igennem og blive tydelig.

Aristoteles

"Da Vinci Mysteriet" lever åbenbart endnu !

Jeg troede faktisk i min naivitet, at der ikke var mere gods i den historie, og så ser jeg minsandten i netavisen, at en ung mand har overfaldet og dræbt en italiensk præst
efter at have set "Da Vinci Mysteriet" i TV.

Det fik det til at krible i fingrene på mig for om muligt at
kaste lys over den misforståelse, som kan ligge til grund for ovenstående ulykkelige hændelse, og som har fået ikke så få mennesker til at hoppe på limpinden og danse efter Dan Browns pibe.

Jeg kan huske, at dansk TV, da diskussionen var på sit højeste herhjemme, viste en amerikansk udsendelse, hvor der deltog et panel af universitets- og videnskabsfolk, der meget seriøst kom med deres bud på, om ikke sandheden,så dog sandsynligheden af Dan Browns påstande.

Desværre var der tilsyneladende ingen, der i deres research havde konsulteret bibelen (det har jeg også selv først gjort for nyligt), men det er egentlig beklageligt, for løsningen findes muligvis der!

Min teori går ud på, at Dan Brown er faldet over og har misforstået følgende udsagn fra Johannes-evangeliet, hvor der fortælles om Jesu sidste timer på korset (kap.19,v.26): "da Jesus så sin mor og den discipel, han elskede, stå ved hendes side, sagde han til sin mor: "Kvinde, se det er din søn", og derpå til disciplen
(v.27):"Se, det er din mor". Og fra den time tog disciplen hende hjem til sit".

Jeg tror ikke, det nævnes i romanen, men jeg kan ikke se bort fra den mulighed, at det måske har været et incitament for Dan Brown til at spinde videre på den idé,han fik, og som kunne bruges i en roman.

Jeg har heller ikke selv tidligere kunnet se meningen i at omtale en kvinde som en søn, før det i sidste kapitel af Johannes-evangeliet (v.20) bliver åbenbart, at Johannes var den discipel, som Jesus elskede - og da han var den eneste, der overværede korsfæstelsen på nærmeste hold kunne kun han skrive om det. Ingen af de andre disciple overværede den og omtaler det derfor ikke.

Så kan man spørge sig selv, hvorfor det ikke er kommet frem tidligere? Jeg tror, det hænger sammen med, at vi kun i kirken hører brudstykker af evangelierne. Vi får ikke hele slutningen med. Stykkerne er udvalgt på forhånd og læses på bestemte dage i folkekirkens 2 kirkeår.
(Om de gør noget tilsvarende i katolske lande eller inden for andre kirkesamfund, ved jeg ikke).
Herhjemme læses i lige årstal: 2.påskedag Joh.kap.20,v.2,
og 1.søndag efter påske kap.21,v.15-19.

I begge nævnes den discipel, som Jesus elskede - en betegnelse, der kun findes i Johannes-evangeliet.
Men Joh.kap.21,v.24 hører ikke med til læsningerne, og det er her Johannes faktisk erklærer sig som forfatter til evangeliet med ordene: "Det er den discipel, som vidner om dette og har skrevet dette; og vi ved, at hans vidnesbyrd
er sandt."

Prøv i stedet for at se på forholdet, i et andet perspektiv.

Der er ikke 50% der tror på Da Vinci, men der er 50% der tvivler på bibelen og så bliver det noget anderledes.

For her handler det ikke om at tro, men om at forholde sig i forholdet til.

Folk forholder sig ikke troende til en roman, men interesseret.

Sådan er det tilfældigvis også med bibelen.

Men med bibelen handler det tilligemed også om at tro og når man ikke anser sig som værende en ikke troende, kan man vel godt betegne sig som værende en tvivler, som hverken er troende eller ikke troende.

Det er det jeg ser danskerne er - en flok tvivlende medlemmer af folkekirken.

Med venlig hilsen
Lars Kristensen

Den historie kirken fortæller om kristendommen og kirkens oprindelse er langt hen af vejen objektivt forkert, så om folk tror på Dan Browns fantasifulde sludder eller på kirkens fantasifulde sludder, kan vel komme ud på et.

Hej Bente

Årsagen til Dan Browns bog er ikke et citat fra biblen, men mysteriet i Rennes-le-Château, som udførligt er beskrevet af Michael Baigent, Richard Leigh og Henry Lincoln i bogen "Det hellige blod og den hellige Gral", hvori de foreslår en tese med Jesu overlevelse af korset og giftermål med Maria.
Samtidigt gør de på glimrende vis rede for den store "kvindefrygt".
Mænd og kvinder er LIGE og de har hver deres adgang til at sanse verden, men kvinders nemmere adgang til en pagt med naturen, har altid været frygtet i kirken, både i den kristne, katolske og muslimske tro.
Biblens budskab tilhørte KUN præsteskabet og var skrevet på latin, indtil Luther i 1500 tallet valgte at oversætte den til tysk og dermed gøre den tilgængelig for menigmand. Havde det stået til kirken havde vi fortsat været uden for kendskab til biblen, der er blevet rettet og redigeret på adskillige kirkemøder. Og så havde vi fortsat købt afladsbreve m.v. for at undgå "skærsilden" og "evige pinsler"
Det er muligt at du som troende kan overse at blive "ført bag lyset" men jeg vil forholde mig retten til at lære lidt mere om baggrunden for biblens opståen og korrektioner.
Prøv at tænke lidt over, hvorfor vi ikke får fuldt kendskab til dødehavsrullerne, hvorfor kirken hårdnakket har slået tvivlende modstandere ihjel (katharerne f.eks eller kloge kvinder og mænd, kaldet hekse).
Og de smukke ord fra "videnskabsfolk og professorer, der har uddannet sig i de skrevne løgne", skulle de pludseligt forsværge deres "høje" hverv ?
Næh du, de skal nok holde sammen med de øvrige "pampere" der altid har levet af, at holde folk i uvidenhed.
Tror du Jesus var en "pamper", der levede for at "tækkes" systemet ?
Nej, tværtimod var han en oprører, der forsøgte at få folk til at forstå, at frelsen var indeni dem selv, at de havde direkte adgang til det guddommelige ved bønnen, samvittigheden og den indre visdom, der søger det guddommelige og ikke det "timelige" (rigdom, magt og prestige).
I oldtiden på et af de første kirkemøder afholdt af Konstantin I i 325 i Nikæa, stemte kirkefædrene om Arius'lære, som halvdelen af kirkefædrene forsvarede.
Arius af Alexandria hævdede, at Jesus var et almindeligt, godt, viist og oplyst menneske, af hvem vi kunne tage ved lære.
Den anden halvdel hævdede Jesu guddommelighed og at man kun kunne komme til ham, "himmerige og frelse" igennem kirkens udlægning.
Og sikke en "forretning" kirkefædrene var gået glip af, hvis Arius' lære havde vundet afstemningen.

Jeg vil desværre påstå at du og de 50 % i Danmark, der ikke er "tvivlere", lukker øjnene for realiteterne og dermed en anden form for "oplyst frelse", som de øvrige 50 %, måske netop aner vejen til og derfor søger.
Lad mig til slut hjælpe dig lidt:
"Universel kærlighed" og "Uegennyttighed" er nøgleord på vejen.

Kærlig hilsen

Igen og igen fremstår danskerne i Kristeligt Dagblad som uvidende individer hvad kristen tro angår. Kun sjældent ses kommentarer som nedenstående:

DRENGEN DER BLEV GUD
De fleste ved hvorfor vi fejrer Jul, og nogen vil måske mene, at der er gået tivolisering i Julen.
Det er efterhånden blevet vanskeligere at finde Julens sande objekt i det offentlige rum, mens blinkende nissemænd og andet tingeltangel oplyser mange små hjem.

Med liv og sjæl søger Kristeligt Dagblad 19. december forklaring på, hvem Jesus egentlig er. Naturligvis ligger det lige for at rådspørge trosforstandige mennesker, som det gøres af Else Marie Nygaard og Dorte Remar i artiklen.

”At han blev årsag til grundlæggelsen af kristendommen er et faktum”, men hvad var hans mission, og har vi forstået det ret, spørges der. Meget tyder på at ”hans radikale fordring er gået tabt i en idyllisering af Jesus som kært barn og populært ikon”, siges det. Generelt har vi svært ved at forholde os til Jesus som andet end det spæde barn, vurderer den britiske teologiprofessor og samfundsdebattør Alister McGrath fra Oxford University.

”Han mener, at Jesus fødes ind i vores tid med et forklaringsproblem”. Grunden skulle angiveligt være, at ”linket mellem Gud og Jesus er blevet væk i den folkelige bevidsthed i takt med, at den generelle viden om kristendommen er blevet reduceret de senere årtier”, og derfor må præsterne overvejende tale til ”en ghetto af indforståede kristne”.

Den afgørende kristne forståelse står tydeligvis svagt i den folkelige bevidsthed, og deri er sognepræst Jesper Oehlenschläger ret enig. Han fremhæver Simeons ord om den nyfødte Jesus: ”Se, dette barn er bestemt til at være et tegn, som modsiges.”

Skriftstedet er anvendt som artiklens overskrift, blot er de to sidste ord udeladt. Måske fordi Simeon har ret i, at barnet Jesus og beretningerne om ham den dag i dag bliver modsagt - især af troende kristne, der gerne tager imod Jesus med kyshånd.

Det er nærliggende at tro, men næppe for en kristen, der er vant til at betragte Jesus som værende Gud. Næh nej, ”Jesus er den man falder over. Han er kommet til alle, men alle vil ikke tage imod ham”, konkluderer sognepræsten, der spørger: ”Hvad blev der af den lille Jesus..?”

Det entydige svar for en kristen må være: Jesus blev Gud, og det er de ikke indforståede, der har svært ved at afkode det som en sandhed. Det skyldes angiveligt al den konspiratoriske snak, som Da Vinci Mysteriet har frembragt. Den slags svækker folks billede af Jesus som sand Gud og sandt menneske, mener teologiprofessoren, der ikke et øjeblik kan få den tanke, at der kan være noget om snakken. Der kan jo, for så lærd en person, ikke herske tvivl om Jesus’ guddommelige status.

Det hører med, og er almindelig anerkendt, at Jesus midt i sin forfærdelige dødskamp råbte til Gud, men det er ikke noget man som kristen hæfter sig synderligt ved, men det burde man måske gøre?

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Joh. 3.16.

Umiddelbart skulle man tro, at enhver der tror på Jesus, som kristne jo gør, er sikker på at undgå fortabelse, men for at bevare den overbevisning, er det nødvendigt at abstrahere fra, hvad Jesus sagde. Man tror på ham, men mindre på hans Gud.

Måske er folk, der er uvidende om kristendommen herligheder, bare bedre i stand til at skelne mellem Fader og Søn, og derfor nytter det så lidt at agitere for dåbsoplæring, som biskop Elisabeth Dons Christensen gør det i Kristeligt Dagblad 20. december. For drengen der blev Gud var jo kun et menneske, der blot gik i Faderens fodspor og lydigt udførte Guds befalinger.

Jytte Ibsen

Se flere kommenterende eksempler og boganmeldelser på http://www.troja.religion.blog og følg debatten på religion.dk i tråden "Åndelig fordybelse"