4. oktober 2008
Er fremtidens præst en kristen kaospilot uden et solidt fundament i klassiske teologiske discipliner? Eller er hun en verdensfjern forskertype uden stort begreb om verden uden for bøgerne eller Bogen? Sådan ser skræmmebillederne ud i den veritable fejde, der for øjeblikket udspiller sig om de teologiske uddannelsers fremtid. Brudlinjerne går mellem Århus og København, mellem universitet og kirke og midt i det hele finder umage par hinanden i kampen mod den fælles fjende, forandring.
Alternativet er slet. Hverken folkekirke eller de studerende er tjent med, at den teologiske uddannelse fortyndes eller udvandes. Der er ganske enkelt brug for relevant teologisk refleksion på højt og nærværende niveau. Det afgørende spørgsmål er dog, om den nuværende uddannelse med stærk vægtlægning på det historisk-sprogvidenskabelige for alvor er i stand til at levere kandidater, der magter dette.
Baggrunden for debatten er alvorlig; i 1999 var der 271 studerende, der blev optaget på en teologisk uddannelse i 2008 var der blot 97, fordelt på to fakulteter. Det markante fald kan næppe vendes med kosmetiske lappeløsninger, og med små ungdomsårgange behøver man ikke at være hverken statistiker eller profet for at forudsige, at der bliver mangel på kvalificerede teologiske kandidater inden for en overskuelig fremtid.
Og det er vigtigt at fastholde, at debatten om en nødvendig nytænkning af de teologiske uddannelser ikke bør strande på en diskussion for eller imod latin eller hebraisk som obligatorisk del af det teologiske studium eller for den sags skyld en diskussion om et ekstra kursus i formidling eller psykologi til at kompensere for historisk tyngde. Det er at forpasse chancen til på ny at tænke teologisk faglighed ordentligt igennem i samspil med andre universitetsfag. Hvis det er den ambition, der ligger i udspillet fra dekanen i Århus så er det værd at få gennemtænkt.
Når det er sagt, så kunne man godt ønske sig langt større vilje og evne, måske til at tænke ud af boksen i forhold til eksisterende uddannelser. Det er næppe tiden til at oprette et tredje teologisk fakultet, men hvem er det i grunden, der siger, at den teologiske uddannelse skal have samme indhold øst og vest for Storebælt? Og at den overhovedet skal ligge på de teologiske fakulteter? Måske de teologiske uddannelsers aktuelle krise ligefrem kunne vendes til en chance?
bsl