Israel mellem Disney-Europa og atom-Iran

David Grossman er den måske største nulevende israelske forfatter, stærkt kritikerrost og oversat over hele verden. Han frygter for Israels fremtid, fordi de løfter, som den første generation af israelere fik, aldrig er blevet indfriet. I årene efter 1947 var man villig til at kæmpe for sin eksistens, så ens sønner og døtre aldrig skulle opleve krig, fortæller han, der er bosiddende i Jerusalem. Men nu, 60 år senere, udkæmper børn og børnebørn stadig krige:

– Dette sted er skabt, så vi kunne få et land, men det er stadig ikke et rigtigt land. Det ligner et fort, men de fleste israelere føler sig skrøbelige. Vi ved ikke, om vi har en fremtid her. Landets grænser flytter sig hele tiden, og vi er som et hus, hvor væggene ikke står fast. Så megen energi, penge, blod bruges på den politiske situation – tag bare bosætterne, som er så få, men som suger så megen energi ud af samfundet. Flere og flere almindelige israelere vil sige, at deres private liv er udmærket, men at de ikke ved, om fremtiden er sikker her i landet.

Grossman (født 1954) er aktuel med sin 13. bog, der handler om en israelsk mors kamp for at påvirke sin soldater-søns skæbne. Romanen er endnu kun udkommet på hebraisk og genstand for stor opmærksomhed, fordi Grossman selv mistede den ene af sine tre sønner i den seneste krig i Libanon. Alle Grossmans bøger, både romaner og reportagebøger, drejer sig som den politiske situation. Han fortæller, at han ser det som en forpligtelse at tage sin samtid på sig og gå ind i den, påvirke den, lirke til vore opfattelser af virkeligheden og så intimt som muligt beskrive, hvordan det er at leve i et samfund præget af vold og konflikt:

– Jeg er bange for, at vi ender som den berømte ridder i en rustning, men kun med rustningen og ikke noget menneske indeni. Israel blev skabt, så vi ikke skal være ofre igen, men se os nu: Vi har 200 atombomber og er en supermagt, men er fanget af frygt. Frygten er reel, men hvorfor vælger vi igen og igen ledere, der fører os i krig, og hvorfor kan vi ikke skabe ægte fredspartnere?

Sidste del af spørgsmålet stiller mange andre forfattere sig selv. Længe troede forfatterne, at palæstinenserne var reelle forhandlingspartnere, og at fred var mulig. Men udviklingen i kølvandet på tilbagetrækningen fra Gaza i 2005 chokerede de fleste.

Set fra israelsk side gav man her palæstinenserne, hvad de ønskede, og uden at stille modkrav. Man rømmede bosættelserne betingelsesløst og med støtte fra 80 procent af befolkningen. Og hvad skete? Den yderligtgående religiøse bevægelse Hamas kom til magten, millioner af dollar i genopbyggelsesstøtte gik op i røg og korruption, og Kassam-raketter begyndte at regne ind over Israel.

– Det var dybt skuffende. For første gang gik det op for mig, at vi måske aldrig kommer til at forstå araberne. Det er mig ubegribeligt, at de tilsyneladende ikke ønsker at bygge noget, skabe noget, for sig selv.

Ordene kommer fra Amir Gutfreund (født 1963), der er bosiddende i det nordlige Israel og forfatter til flere roste romaner, ikke mindste debuten "Our Holocaust" fra 2001. Han er som de fleste andre i Israels kulturliv fra venstrefløjen, men er, igen som de fleste andre, i tvivl om sit ståsted nu. "Jeg er vel nærmest centrum-politiker nu, med et blik for det absurde i tilværelsen," siger han.

Gutfreund påpeger, at spørgsmålet om religion har vist sig at være en større ubekendt, end mange på fredsfløjen først troede.

– En af de vigtigste udviklinger i nyere tid er, at den militante islamisme vinder frem i vore nabolande. Som verdslige forfattere og intellektuelle så vi det ikke komme, men vi må erkende, at religionen atter er blevet en faktor i jødernes skæbne. Vi har altid betragtet konflikten med palæstinenserne som en territorialkonflikt, men den er i stigende grad en religiøs konflikt. Den udgave af islam, der vinder frem i flere af vore nabolande, ønsker ikke jødernes tilstedeværelse her i området, siger Gutfreund.

Da Kristeligt Dagblad møder ham i byen Akko på forfatterens hjemegn, har han netop talt med David Grossman i telefonen. Gutfreund har venskabeligt drillet forfatterkollegaen med, at hans seneste bog nu har overhalet Grosmanns på bestsellerlisterne. Det er kendetegnende for den litterære kultur i Israel, at forfatterne kender hinanden personligt, og at de såkaldt smalle bøger er bestsellere. Der udkommer op mod 4000 litterære bøger om året – altså essaysamlinger, romaner, digte, kulturhistorie med videre, så ambitionsniveauet i forlagsbranchen er højt, og forventningerne hos køberne er store.

– Men ligesom i Europa har vi også vores del af krimi- og kogebogsbølgen, siger Gutfreund. Det er ikke finkultur det hele.

– I det hele taget vil vi gerne være ligesom Europa. Vi er et vestligt land, og vi har samme idealer som Europa og USA. Derfor bliver vi også utroligt skuffede, når vi oplever, at Europa vender ryggen til os, som det sker i disse år. Vi forstår ikke, at de, som vi selv synes, at vi ligner, ikke vil vide af os. Måske begynder sympatien at vende i takt med, at Europa oplever voksende problemer med muslimske indvandrere. Gradvist vil I måske forstå, hvilke problemer vi har her i Israel, siger han.

Synspunktes deles af forfatterkollegaen Yonathan Yavin (født 1972) fra Tel Aviv. Han er forfatter til både børne- og voksenbøger, verdslig i sin livsanskuelse og fast kommentator ved avisen Yediot Aharonot og endnu mere direkte i sin kritik af Europa end Gutfreund:

– I lever i et mentalt Disneyland. I fatter ikke, at truslen fra den militante islam er reel. Og I forstår ikke, at vi her i Israel er frontkæmperne i en krig mellem frihed og diktatur, der i allerhøjeste grad involverer jer selv.

Yavin følger den litterære og politiske debat tæt og peger som sine kolleger på tilbagetrækningen fra Gaza som et vendepunkt. Her mistede israelerne tilliden, og det eneste, man ønsker nu, er adskillelse uden venskab. Så kan venskabet komme hen ad vejen, men nu er det umuligt. Sikkerhedsmuren støttes af de fleste israelere og har vist sit værd, mener også denne forfatter, der desuden peger på den altoverhængende fare, som man hører om igen og igen i Israel i denne tid: Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad:

– Det kan godt være, at I i Europa synes, at han er en sjov lille fætter, der ikke kan tages alvorligt. Men når vi jøder hører, at Israel skal slettes fra landkortet, og at regionen skal være "Judenrein", så forstår vi budskabet, for vi har hørt det før. Antisemitismen er ikke udryddet, og hvis Ahmadinejad gør alvor af sin retorik, er det katastrofalt, siger han.

Men måske er det slet ikke så dårligt med en fælles fjende som Ahmadinejad. Måske er der bag hans ekstreme buskaber og afskyvækkende antisemitisme alligevel noget – bare lidt – godt?

Det er forfatteren Etgar Keret (født 1967) fra Tel Aviv, der vover at stille det kætterske spørgsmål. Keret kender alt til det israelske samfunds ekstreme kompleksiteter som kritikerrost forfatter til absurde noveller, til filmmanuskripter og tegneserier (novellesamlingen "Buschaufføren der ville være Gud" er udkommet på dansk). Han har en søster, der er ultraortodoks jøde, med 11 børn i en bosættelse, og en bror, der er medlem af en radikal, anarkistisk fredsbevægelse på den alleryderste venstrefløj, så med denne mentale spændvidde inden for familien kan han måske se en pointe i den aktuelle fastlåste situation:

– Israel er rigtignok et land med enorme forskelle, der er intensiverede med overgangen fra 1970'ernes socialisme og kibbutz-bevægelse til vore dages kapitalisme og individualisme. I denne situation trives israelerne paradoksalt nok med en fælles fjende. Det er et in-teressant psykologisk spørgsmål, hvad der vil ske, hvis der en dag bliver fred. Vil samfundet falde fra hinanden i intern rivalisering mellem de mange fraktioner? spørger han og understreger, at både Iran og palæstinenserne er reelle fjender.

– Men truslen er også stabiliserende, og vore politikere er dygtige til hele tiden at komme med militære løsninger og pege væk fra de sociale problemer med henvisning til sikkerheden. Tænk, hvad udgifterne til bare ét F-16-fly ville kunne udrette på det sociale eller kulturelle område, siger han.

kultur@kristeligt-dagblad.dk