Fremtidens teologer. Studiet skal ikke styres af sprogfundamentalisme

I min kronik den 26. september i Kristeligt Dagblad inviterede jeg til konstruktiv dialog om indhold og form for teologistudiet i Århus. Her ligger landets største teologiske fakultet, og vi har gennem en årrække uddannet de fleste af Danmarks teologer og præster. Vi optager færre end i København, til gengæld afslutter flere med en kandidatgrad i Århus. Det har vi det fint med.

Vi føler ansvar for at give teologistuderende den bedst mulige uddannelse på de vilkår, som gælder for universiteterne i dag. Vi skal også have flere til at vælge teologien fremover, for folkekirken og det øvrige arbejdsmarked har brug for dem. Det var min kroniks anledning.

Debatten kører på nogle punkter i et vel skingert leje efter min smag. At sammenligne hebraisk med medicinstudiets anatomikursus forekommer mig både søgt og misvisende. Jeg ser i hvert fald frem til at blive overbevist om, at ret mange danske præster læser Det Gamle Testamente på grundsproget. Både læserne af Det Gamle Testamente og dem med lidt mindre ambitioner vil også efter mit forslag have rig mulighed for at vælge hebraisk og latin foruden obligatorisk græsk. I det hele taget tror jeg, at det historisk-filologiske greb om teologien trænger til at blive løsnet og hvis det ikke sker i denne omgang, så kommer det blot senere. Det er nemlig virkeligheden om teologien i verden omkring os.

Jeg tror, at vi skal tage fat i forventningerne til fremtidens teologiske professionalitet. Her foreslår jeg, at grundlaget må kunne tænkes anderledes end en sprogfundamentalisme. Det handlede min kronik blandt andet om. En teolog i det 21. århundrede skal beherske en faglighed, der favner noget bredere end den verden, teologien i 1500-tallet befandt sig i.