Fasthold sekulært frisind og rummeligt folkestyre

Fra et islamisk politisk synspunkt er der en uløselig sammenhæng mellem kristendommen i videste forstand og demokratiet. Overalt hvor imamen ser fodsporene af kristendom, ser han demokratiet. Overalt hvor mullahen møder en folkestyret retsstat, ser han den vævet sammen med kristne etiske værdier. Alle demokratiers moder, den amerikanske uafhængigheds- og frihedserklæring fra 1776 og den efterfølgende amerikanske forfatning, er fine eksempler på dette.

Hvordan kan islamisk politik befri sig fra dette pres? Det kan man på to måder. Enten gennem en gradvis reform af islam eller ved at gennemtvinge en politisk beskyttelse af islam som både lov og tro, en beskyttelse, der også får retsvirkning i de vestlige demokratiske samfund.

Alle toneangivende arabiske ledere er sig fuldt bevidst, at islam skal reformeres og moderniseres for at kunne overleve i en global sameksistens, men de gruer for at tage hul på opgaven, som vil føre dem ind i en uforudsigelig udvikling, der kan forekomme faretruende og ukontrollabel. De arabiske politiske og religiøse ledere forfalder derfor til den nemme løsning, nemlig at nedfryse fremskridt og demokratisering ved at skræmme og tvinge de vestlige demokratier til at acceptere det islamiske teokrati også i de islamiske samfund i Europa. Hensigten er således at sætte udviklingen i stå, mens man tænker i Riyadh.

Realisering af denne strategi kræver enorme ressourcer og en stram ledelse og koordination. De islamiske kooperative kræfter behersker begge dele. Ifølge dr. Patrick Sookhdeo fra det britiske Institute for the Study of Islam and Christianity har Saudi-Arabien investeret omkring 100 milliarder dollar inden for de seneste årtier for at fremme islamisk politik i sin mest reaktionære form i de lande uden for Mellemøsten, hvor der bor muslimer.

I virkeligheden var hele Muhammed-krisen et kunstprodukt, som blev udviklet til at accelerere vedtagelsen af skærpede blasfemilove inden for EU. Den reelle og isolerede provokation som følge af Jyllands-Postens tegninger var oprindelig nærmest umærkelig. Tegningerne blev offentliggjort i eftersommeren 2005, og først omkring nytår kom der gang i de islamiske modaktioner. Den lange forsinkelse fra tegningernes offentliggørelse og til demonstrationerne, volden og hadet viser klart, at provokationen først skulle produktudvikles og times til at opnå den størst mulige effekt, nemlig på det tidspunkt, hvor en islamisk inspireret og skærpet blasfemilov skulle slutbehandles i det britiske parlament.

Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen var således aldrig årsagen til aktionerne mod Danmark, men udelukkende anledningen. Forinden var der nemlig udført hele tre års forberedende kampagnearbejde for at skabe forståelse i Storbritannien for nødvendigheden af en skærpet blasfemilov, der endeligt forbød enhver latterliggørelse eller forhånelse af en hvilken som helst religion og dens udøvere. Der var på ingen måde tale om en hemmelig arabisk konspiration med det formål at undergrave britisk demokrati i almindelighed og ytringsfrihed i særdeleshed. Tværtimod blev den diplomatiske og politiske kampagne fra Den Arabiske Liga hele tiden ført fuldstændig åbent med det formål at etablere en blasfemilov, der beskytter islam og islamisk politik lige så effektivt mod kritik, som de jødiske befolkningsgrupper i EU er beskyttet mod antisemitisme. Church of England, Det Mosaiske Troessamfund og selv den katolske kirke ønskede ikke at støtte en skærpelse af blasfemilovgivningen, og loven faldt ved sidste behandling i Parlamentet. Efter en tur i Overhuset blev den kort efter genfremsat og nu vedtaget med en ændring, der styrkede ytringsfriheden i forhold den tidligere lovgivning, idet loven nu præciserer, at det fortsat er tilladt at latterliggøre og håne religioner og deres udøvere, når blot dette ikke ledsages af en direkte trussel.

Hele tegningskrisen i Danmark opstod, da Saudi-Arabien og de toneangivende islamiske ledere blev klar over, at de halvglemte profettegninger kunne pudses op og udnævnes til en grov og utilgivelig fornærmelse af Muhammed og en milliard troende muslimer. Aktionen havde slet ikke Danmark som hovedmål, men skulle lægge pres på det britiske parlament og på EU for at demonstrere, hvad der kunne ske, hvis ikke den europæiske blasfemilovgivning fik ligestilling med lovene om antisemitisme.

Den islamiske verden har ikke givet op. Lige siden fiaskoen med den skærpede britiske blasfemilov – og det vil sige siden Muhammed-krisen i Danmark – er der ikke en ledende muslim, ikke en mullah, ikke en mufti, som ikke har krævet en lovændring enten i EU-regi eller gennem FN, der skal give islam den ønskede beskyttelse mod blasfemi. Og da islam er en lovreligion, ville en sådan beskyttelse også være en totalbeskyttelse under strafansvar af islamisk politik.

Det er, hvad Durban-konferencerne handler om.

Vi er kastet ud i en dyb og langvarig international krise, der til sidst kun kan løses ved, at islam som religion lader sig skille fra islam som politik. Vi kommer kun helskindet igennem, hvis Europa tør bekende sig til sin demokratiske og kulturelle identitet og samler modet til kompromisløst at forsvare frihedens og folkestyrets grundprincipper. De politiske og religiøse ledere inden for den panarabiske kulturkreds må bringes til at forstå og acceptere, at islamisk politik nu har ramt muren, nemlig demokratiets og retsstatens mur. Denne mur kan ikke nedbrydes gennem antidemokratisk pression, men udelukkende gennem en reformering og en modernisering af arabiske politiske og kulturelle grundholdninger, der gør det muligt at opretholde en fredelig og frugtbar sameksistens bygget på folkestyrets og retsstatens værdigrundlag.

Vi støtter ikke denne proces ved at blive hjemme fra Durban 2. Den eneste rigtige løsning er at tage til Durban 2 og slå i bordet. Kompromisløst og utvetydigt skal vi ansigt til ansigt med de antidemokratiske islamiske politikere fastholde, at vi i den vestlige demokratiske verden ikke agter at opgive det sekulære, frisindede og rummelige folkestyre, som vi siden den amerikanske revolution i 1776 med blodige ofre skridt for skridt har tilkæmpet os.

Løsningen er ikke at føre den demokratiske verden tilbage til tyranniet. Løsningen er at føre den arabiske verden ud af det. Ansvaret for at nå dette mål er ikke vores, men udelukkende deres eget. Det er budskabet på Durban 2.

Asger Aamund er erhvervsmand og blandt andet grundlægger og bestyrelsesformand for medicinalvirksomheden Bavarian Nordic