6. oktober 2008
Traditionelle skillelinjer mellem de kristne smuldrer, men reformationstidens stridspunkter kan også stadig vække debat
KIRKEN I VERDENAf Andreas Rude
Det vakte opsigt, da ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, forleden besøgte Lourdes, få dage efter at pave Benedikt XVI havde fejret messe på det berømte Maria-valfartssted. Overhovedet for den anglikanske kirke prædikede ved en katolsk messe den 24. september og sagde, at historien om Bernadette Soubirous visioner af Jomfru Maria ved Massabielle-grotten uden for Lourdes i 1858 var et håbets tegn for dem, der søger at udbrede kristendommen. Han kaldte Lourdes et sted, gennemtrængt af millioners håb og bønner, som kan hjælpe folk med at begribe den dybe og mystiske glæde ved at tro på Gud.
Den anglikanske ærkebiskop ankom ledsaget af 10 biskopper, 60 præster og 400 pilgrimme fra Church of England, og hans besøg falder godt i tråd med den stigende fascination af pilgrimsfærd og ældre tiders fromhedspraksis på tværs af de kristne konfessioner. Men den konservative tendens er på den anden side ikke entydig. Formanden for det engelske Protestant Truth Society, pastor Jeremy Brooks, sagde, at han var rystet over, at Rowan Williams besøgte Lourdes på et tidspunkt, hvor England har stærkt brug for klart bibelsk lederskab. Han tilføjede, at Lourdes repræsenterer alt det ved den katolske kirke, som den protestantiske reformation afviste visoner og dyrkelsen af Jomfru Maria og helgener.
Fra katolsk side har det tidlige efterår også budt på overraskende udspil. Et par dage før Rowan Williams besøgte Lourdes, udtalte den tyske kardinal Walter Kasper, der leder den katolske kirkes samtaler med andre kristne, at katolikker sagtens kan lære noget af reformatoren Martin Luther. Ordene faldt i et interview med avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, netop som Tysklands største protestantiske kirke, EKD, lancerede en lang række begivenheder i det næste tiår frem mod 500-året for Reformationen i 2017.
Kardinal Kasper advarede katolikkerne mod blot at tolke Luther ud fra hans polemiske skrifter. I stedet opfordrede han sine trosfæller til at læse Luthers bibelkommentarer og hans salmer, som Kasper kaldte fulde af åndelig kraft. Kardinalens ord var dog ikke uden brod, da han tilføjede, at Martin Luther ville have været en stærk modstander af vor tids liberale tendenser, og at han håbede, at protestanterne snart ville få mod til at vende tilbage til Luthers tro.
De to episoder viser, hvor vanskeligt det er at gennemskue hovedstrømningerne i nutidig europæisk kristendom. Årtiers økumeniske samtaler og presset fra en omverden, der både er sekulariseret og religiøst uvidende, har bragt de traditionelle kirker tættere sammen. Samtidig peger kritikere på, at det ofte er en konfliktsky, stemningspræget bevægelse, der viger uden om klassiske dogmatiske stridspunkter og aktuelle konflikter inden for særligt seksualetikken. En forklaring på udviklingen er, at europæiske kristne i lighed med resten af det postmoderne samfund ikke er optaget af hierarkier og dogmatik, men til gengæld gerne lader sig inspirere af store skikkelser med personlig integritet og et budskab om kærlighed og medmenneskelighed. Det er lidt ironisk, at den udvikling placerer Jomfru Maria, Bernadette Soubirous og Martin Luther på samme formel. På den anden side er kirkehistorien fuld af overraskelser, og vor tid er ingen undtagelse.
kirke@kristeligt-dagblad.dkAndreas Rude, mag.art., skriver hver uge om internationale kirkelige forhold i Kristeligt Dagblad.