Bjarne Nederby Jessen |
6. oktober 2008
Med en afskaffelse af lukkeloven støtter man de store butikskæder og rammer de mindre butikker og børnefamilierne
Der er nu flertal for en afskaffelse af lukkeloven, for De Konservative har på deres landsråd vedtaget at arbejde for en afskaffelse af lukkeloven. De har flertal sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, og medmindre vi får et folketingsvalg inden, så afskaffes lukkeloven, når den skal genforhandles næste år. De Konservative har hidtil været imod, men nu skal friheden stå over beskyttelsen af de små erhvervsdrivende.
Med en afskaffelse af lukkeloven støtter man de store butikskæder og rammer de mindre butikker og børnefamilierne.
Kristendemokraterne er modstandere af en afskaffelse af lukkeloven. Vi vil ikke være med til at kvæle handelslivet i landdistrikterne, men det vil ske, hvis lukkeloven afskaffes, og dagligvaregiganterne får lov til at holde åbent døgnet rundt. Handelslivet i de små samfund er uhyre vigtigt for at bevare interessen for at bo der, og det vil vi ikke ødelægge.
Den nuværende, liberaliserede lukkelov er en delvis beskyttelse for børnefamilierne. De har brug for nogle pusterum i ugens løb, hvor de ikke skal spekulere i indkøb, men kan koncentrere sig om andet end lige nøjagtig at tjene penge og bruge dem. Samtidig må vi tage hensyn til de butiksansattes familier, som uden en lukkelov kan få endnu sværere ved at finde fælles stunder.
Den nuværende meget liberale lukkelov har tvunget butikkerne til at benytte flere uuddannede, deltids- og korttidsansatte og færre faguddannede butiksansatte. Dermed er en del af den ekspertise og personlige betjening, der kendetegner specialbutikker frem for supermarkeder, forsvundet. Den udviklingsspiral vil fortsætte med en afskaffelse af lukkeloven.
Endelig vil vareudbuddet blive smallere, fordi det bliver vanskeligere at markedsføre nye produkter fra små udbydere, når butiksdøden breder sig. Det vil også gøre det vanskeligere for små importører og producenter at opstå og eksistere på det danske marked.
Kristendemokraterne ønsker ikke at gøre hver dag til en hverdag, og vi ser hellere en stramning af lukkeloven end en afskaffelse af den.
Bjarne Nederby Jessen,
hovedbestyrelsesmedlem hos Kristendemokraterne,
Vinderød Enghavevej 73,
Frederiksværk