Gruppen af præster skal være bredere

De fire afdelinger skal hver især stå for et modul på 60 ECTS (European Credit Transfer and Accumulation System) af det teologiske studium, som altså sammenlagt er på fire år. Det svarer nogenlunde til et tandlægestudium, og tandlæger er en erhvervsgruppe, der går for at være veluddannet og af samme grund nyder stor prestige i befolkningen.

Hvert modul af den teologiske uddannelse skal kunne stå alene og kombineres med andre universitetsfag. Hvis man tager dem alle, er rækkefølgen endvidere ligegyldig. Det giver den enkelte studerende en valgfrihed og mulighed for at tilrettelægge sit studium efter egne præferencer. Og for de studerende, der ikke har interesse i eller anlæg for sprog (læs: unge mænd med mere testosteron i kroppen end østrogen), undgår man den ørkenvandring på 40 år, der indleder de nuværende teologiske studier.

Det er et helt afgørende element i denne model, at der bliver større mulighed for at kombinere teologiske fag med andre fag på universitetet, ikke bare inden for humaniora, men også jura, statskundskab og gerne også ”vådområderne” (sundheds- og naturvidenskab) og de tekniske videnskaber. Teologi er alt for vigtig til kun at være et anliggende for præster. Endvidere skal teologien åbnes, så det bliver muligt at rekruttere andre universitetsstuderende, som i løbet af deres studium finder ud af – for eksempel ved at tage et af modulerne på teologi – at de hellere vil være præst end tandlæge, advokat, økonom, læge eller ingeniør.

Det vil være en kæmpegevinst for folkekirken, hvis den fremtidige portefølje af præster bliver mere sammensat: En præst med en bachelorgrad i eksempelvis retorik eller jura eller statskundskab eller medievidenskab – eller økonomi! – vil kunne bidrage med noget meget væsentligt og være med til at sikre, at folkekirken også i fremtiden er en integreret del af alle de strømførende lag i det danske samfund.

Teologien skal også være tilgængelig for mennesker, som allerede har en uddannelse, for eksempel lærere, socialrådgivere, sundhedspersonale og pædagoger. Hvis et større antal præster vidste noget om at have med børn og unge eller ældre mennesker at gøre og var i stand til at tilrettelægge undervisningen i forhold til en specifik målgruppe, ville det være en klar fordel for folkekirken. Og hvis præster i områder med stor social belastning vidste noget om sociallovgivning, konflikthåndtering eller misbrugsproblemer, ville det uden tvivl være med til at styrke den danske folkekirkes tilstedeværelse i området.

En ting er det teologiske studiums indhold, en anden er formen. Det er mit klare indtryk, at der i så henseende stadig er plads til en vis udvikling – for nu at udtrykke det meget diplomatisk. Den udvikling, der rent faktisk foregår i øjeblikket, går efter min mening i den gale retning. Man skal ikke ”infantilisere” det teologiske studium ved at gøre det mere ”grundskoleagtigt” med faste mødetider fra klokken 9 til 16 og arbejdsgruppetvang. Heller ikke selv om en gruppe studerende (læs: kontrol-freaks og flinkepiger) måtte ønske det. Man skal tværtimod gøre det mere ”voksent” ved at inddrage de studerende – alle de studerende! – i reelle forskningsprojekter. Det kan man sagtens, for de studerende er jo typisk i begyndelsen af 20’erne og dermed på højdepunktet af deres ydeevne, fysisk såvel som psykisk.

Man skal med andre ord til at forholde sig til de studerende som ressourcepersoner, der som sådanne kan bidrage til det akademiske arbejde. Det vil naturligvis kræve både en mentalitetsændring og en ekstra indsats af lærerne ved de teologiske fakulteter. De skal omlægge deres arbejde, så de studerende bliver inddraget i arbejdsprocessen. Men på sigt vil det tilføre en masse energi og åbne for nogle helt nye typer af forskning. Andre steder på universitetet, navnlig inden for ”vådområderne”, kan man simpelt hen ikke forske, hvis ikke man har studerende, for det er de studerende, der udfører meget af arbejdet. Det omvendte gør sig gældende på teologi og humaniora. Her kan man ikke forske, fordi man har studerende, og derfor forsøger man hele tiden at købe sig fri for undervisning og på anden vis minimere kontakten med de studerende. Det er uheldigt, det skal laves om.

Inddragelsen af de studerende som voksne mennesker med ressourcer vil for institutionerne have den fordel, at den fremtidige innovation af fag og form – for det stopper jo aldrig! – i langt højere grad bliver brugerdreven. Og for den enkelte studerende vil det betyde en langt større motivation og en meget mere stimulerende og effektiv læringsproces, hvor der kommer et reelt samspil mellem viden og kunnen.

En af pointerne med det her skitserede forslag til en ny teologisk uddannelse er at gøre snitfladen mellem den universitære og den professionsorienterede del af præsteuddannelsen mere ren. Vi skal undgå en situation, hvor de teologiske fakulteter i desperation begynder at ”kannibalisere”, for eksempel ved at udbyde kurser i babysalmesang, konfirmandundervisning, prædikenvejledning, ledelse og sjælesorg. Disse discipliner hører ikke hjemme på et teologisk universitetsstudium. Derimod hører de naturligt hjemme på den professionsorienterede del af præsteuddannelsen, som skal placeres i kirkeligt regi. Her handler man kun med ét for øje, nemlig at tage udgangspunkt i den konkrete, folkekirkelige virkelighed med henblik på at sikre dens fremtidige eksistens. På universitetet derimod er det – og skal det være! – videnskabelige og forskningsmæssige hensyn, og ikke kirkelige, som leder arbejdet.

Povl Götke er lic.theol. (ph.d.) og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster