Nathalie Ostrynski |
8. oktober 2008
Fraser, temaer og konkrete politiske forslag går igen, når man ser tilbage på statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) åbningstaler i Folketinget. Syv år er det blevet til med reformer, ventelister, arbejdskraft og et tilbagevendende mantra om tryghed i samfundet
Den garvede Christiansborg-journalist sukkede opgivende over frokosten, da snakken inde i den politiske bikube i går faldt på statsministerens åbningstale i Folketinget.
– Jeg ved ikke, om det bare er mig. Men jeg synes, at han siger det samme hvert år, lød det træt.
Når man ser tilbage på Anders Fogh Rasmussen åbningstaler igennem de seneste syv år, er der måske noget om det. Gentagelser af både fraser, politiske temaer og helt konkrete politiske forslag dukker op, og forkærligheden for enkelte ord er helt åbenlys.
Vi begynder med tryghed. Et værdiladet ord, der er blevet brugt i hver eneste tale fra 2001 til 2008. I 2004 hedder det, at ”Viljen til forandring er vejen til tryghed”, mens det i 2005 er blevet omformuleret til, at ”Forandring skal gå hånd i hånd med tryghed”.
I den nye tale hedder det gentagne gange, at Danmark skal være et trygt og sikkert samfund med social tryghed. Hvordan al den tryghed skal opstå, har statsministeren svar på i de politiske mærkesager. Én af dem er bekæmpelsen af den negative sociale arv, der første gang bliver nævnt i 2002. Et år efter lyder det sådan her:
– Regeringen ønsker at bekæmpe den negative sociale arv. Der er i dag for mange børn, som ikke får en fair chance for et godt liv.
To år senere, i 2005, har man tilsyneladende stadig noget arbejde at gribe fat i:
– Og der er noget at tage fat på. For alt for ofte bliver forældrenes svære sociale situation nedarvet til deres børn.
Manglen på arbejdskraft har været et debatemne i flere år – også for statsministeren, som hvert år ved Folketingets åbning har haft et bud på, hvem der skal sættes i arbejde. En genganger er danskerne på overførselsindkomst. Dem skal man hvert år gøre en ekstra indsats for at få i arbejde. Og hvert år lyder statsministerens parole, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”.
I 2002 og 2003 er det indvandrerne. Da problemet med manglende arbejdskraft for alvor voksede i 2006, skelnede statsministeren ikke længere mellem enkelte grupper.
– Vi har brug for alle hænder, lød det indtrængende.
I år er vi så ude på dybt vand. Der er brug for en kraftanstrengelse. Som statsministeren efter syv års regeringsmagt og tale om manglende arbejdshænder selv konkluderer i sin tale:
– At skaffe mere arbejdskraft er en tvungen opgave. Problemet går ikke væk.
Reformer er kommet i forskellige forklædninger igennem tiden. Regeringen har set nærmere på politiet, arbejdsmarkedet, skatten, efterlønnen, kommunerne og den offentlige sektor. Men på trods af reformer er der ét problem, der spøger år efter år: ventelisterne på sygehusene.
Det begyndte i 2001 med 1,5 milliarder kroner til at få dem bragt ned. I 2002 er det ”et klart mål” at nedbringe ventetiden. Det er i 2004 blevet til, at ”ventetiderne skal væk eller være de kortest mulige”. Her i 2008 vil regeringen så sandelig igen nedbringe ventelisterne. Denne gang helt tæt på.
– Vi vil følge afviklingen i ventetiderne måned for måned, region for region, siger statsministeren.
Til næste folketingsåbning skal vi så højst sandsynligt høre om dem igen, igen.
ostrynski@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad