Hvis ikke Herren våger over byen, våger vægteren forgæves

Her er det, som om jeg kan høre enkelte indvendinger: For er det nu også rigtigt? Er det ikke bare en hul påstand, som lyder i en kirke, der hverken har forstand på eller bør blande sig i politik? Har Gud overhovedet noget med folketingsarbejde at gøre? Hvordan kan vi vide eller for den sags skyld mærke, at Gud våger over os? Vi kan jo ikke se Ham. Og man skal da være både døv og blind, hvis man ikke kan se, at der sker meget både inden for og uden for Folketinget, hvor det kan være ualmindelig svært at se, at der skulle være én, som våger over os.

Og hvad for resten med alle dem, der ikke tror på eller vil vide af Gud? De klarer sig jo sådan set helt godt alligevel. Indimellem er det endda, som om de klarer sig allerbedst. Er det ikke altsammen tegn på, at Gud slet ikke findes? Sådan kan der være masser af mere eller mindre logiske og berettigede indvendinger imod Gud og Guds eksistens; men derfor kan der godt være grund til alligevel ikke at drage forhastede slutninger og fornægte Gud.

For selvom vi ikke umiddelbart kan se eller mærke, at Gud våger over os, så er det ikke et særligt overbevisende tegn på, at Gud ikke findes. Det ville være den samme logiske slutning, som hvis fisken siger, at den ikke tror på, at vandet findes. ”Jeg kan jo ikke se vandet, så hvad skal jeg med det? Det går da i øvrigt også meget godt uden! Jeg svømmer da fint!”, kunne den sige. Eller fug­len, som ville afvise, at luften er til, fordi luften er usynlig.

Det er jo tåbeligt. Ja, sådan kalder Bibelen det faktisk også, hvis man siger, at Gud ikke findes. ”Tåberne siger i hjertet: Gud er ikke til” står der i den gammeltestamentlige salme 14.

Men man kunne også – og det er så lidt mere alvorligt - sige til alle, der fornægter Guds eksistens: Hvad nu hvis Gud alligevel findes? Tænk, hvis det nu er rigtigt, at Gud virkelig lever og våger over os? For sæt Han så pludselig en dag valgte at trække sin velsignelse tilbage? Hvad ville der så ske?

Det fortælles om Aksel Sandemose, som var erklæret ateist, at han en nat drømte, at Gud selv pludselig åbenbarede sig for ham. Han drømte, at Gud stod for enden af sengen, men Aksel Sandemose sagde alligevel trodsigt til skikkelsen: ”Gå dog væk, Gud. Du ved jo, at jeg ikke tror på dig.” Efter at have stået der et stykke tid rystede Gud sørgmodigt på hovedet og sagde: ”Der er noget, du har misforstået, lille Aksel. Det er ikke dig, som ikke tror på mig, det er mig, som ikke længere tror på dig.” Og så forlod Gud ham. Aksel blev i drømmen overladt til sig selv og mørket.

Når vi samles i kirken til gudstjenester, så gør vi det i troen på, at vi ikke er overladt til os selv. Gud er til, og Han våger over os, også selvom vi ikke kan se Ham eller forstå Ham eller altid mærke det. Også selvom en enkelt præst skulle finde på at sige, at han ikke tror på Gud, så lyder det fortsat i kirken, at Gud lever og virker og opretholder os og verden.

Så når vi samles i dag her i denne smukke kirke, er det for at glæde os over og takke Gud for, at Han stadig våger over os og vort folk og fædreland.

Det er ganske enkelt derfor, vi bygger kirker. For at have et sted, hvor vi kan komme hen at høre, at vore synder er os for Jesu Kristi skyld forladte. Vore synder, bekymringer, sorg, mismod, frygt og modløshed begraver vi her i kirken på Jesu ord, og vi stamper hullet til med tak og lovsang til Gud. Og med dans og glæde over livet.

I Radsted på Lolland siger man, at Helvede ligger syv mil under Radsted Kirke. Jeg hørte udtrykket for første gang for et par år siden, og provsten tilføjede dengang, at han altid har holdt så meget af det udtryk. For, som han sagde: ”det siger noget om, hvorfor kirken ligger der. Den ligger der som en prop for at holde Helvede nede.”

Kirken ligger der som en prop eller som et værn imod kaosmagterne. En bedre formålsbeskrivelse for kirken kender jeg ikke. For med sin lovsang og bøn og med sit tilsagn om syndernes forladelse er kirken med til at holde det onde i ave.

Bønnen er og bliver dermed kirkens og menighedens fornemste kendetegn og vigtigste opgave. Og det er da det andet, som jeg har lyst til at fortælle jer og minde jer om i dag.

Vi har en kirke i vort land med menigheder, som trofast beder for vort folk, folketing og fædreland. Folketinget er hermed nok den arbejdsplads, der bliver bedt allermest for i hele landet.

Jeg har selv i alle mine præsteår hver eneste søndag i kirkebønnen bedt for vort land, dronning, regering og folketing, og det er der rigtig mange præster og menigheder, som gør. Det synes jeg som sagt, at I på denne dag ved Folketingets åbning skal have at vide og huske på. I har mange menigheder rundt omkring i landet, som trofast, søndag efter søndag, beder for jer og for jeres arbejde. Sikke en rigdom!

I tilhører med andre ord en arbejdsplads, der bliver bedt meget for. Ganske vist ikke altid særlig konkret, for det kan der desværre komme strid ud af. Det hørte jeg for mange år siden, hvor en af min venner, som var præst på Fyn, fortalte mig, hvordan han op til folketingsvalget i 1973 i kirkebønnen havde bedt Gud om at give os ”et samarbejdsdueligt folketing.” Hvorefter der var en fra menigheden, som indsendte en klage over, at præsten i sin kirkebøn havde bedt imod Fremskridtspartiet.

Men bønnen er ikke desto mindre kirkens og kristnes fornemste opgave. Den tyske teolog Karl Barth siger det på denne måde i sin dogmatik: ”At tro betyder i grunden at bede!”

Det er denne levende forbindelse til Gud, som Jesus taler om, og som vi hørte i den anden læsning i ordene til disciplene: ”Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.”

Uden denne nære og levende forbindelse til Jesus kan vi ikke sætte frugt, ja, slet intet gøre. Uden bøn bliver det hult og tomt i det hele taget at tale om kristentro.

Derfor står fadervor også som noget helt centralt for den kristne tro. Den bøn er det allerbedste udtryk for, hvad det vil sige at være kristen. Fadervor fortæller os nemlig, hvem Gud er, og hvem vi er: Gud er vores far, og vi er hans børn. Vort forhold til Gud er et barneforhold, et afhængighedsforhold, ja, et kærlighedsforhold, hvor kærligheden vel at mærke aldrig skal fortjenes, for den er der bare. Som en sikker grundvold, der ikke vakler. Uden fadervor er vi som analfabeter, der ikke aner, hvem Gud er.

Jeg var for 14 dage siden på en visitats i et pastorat i Lolland-Falsters Stift, hvor jeg besøgte en skovbørnehave. Her fik jeg lejlighed til at snakke med børnene og havde i dagens anledning mit bispekors på, så de kunne se, at det var biskoppen, der var på besøg. Men da jeg spurgte dem, om de vidste, hvad det var, jeg havde om halsen, var der en, som prompte svarede: ”Det er et kryds!”

Da jeg var kommet mig lidt over chokket, spurgte jeg, om de ikke havde hørt om en, der hedder Jesus. Hvortil en svarede: ”Jo, det har jeg. Jeg har en film med ham derhjemme!”

I kirken bliver vi mindet om, at et kryds kan være andet og mere end et kryds, og at der er en virkelighed, som er mere virkelig end den, vi ser på film.

I kirken hører vi, at der er andet og mere i denne verden, end vi kan måle og veje, se og føle. Ligesom der er andet og mere end økonomi og politik. Derfor har kirke og politik brug for hinanden. De må ikke sammenblandes, men de må til gengæld heller ikke adskilles. De hører begge hjemme i det offentlige rum og har brug for hinanden. Ja, vi kan simpelt hen ikke undvære hinanden.

Med det vil jeg ønske jer politikere et godt og frugtbart folketingsår. Må jeres arbejde blive til gavn og til glæde for det danske folk og særligt til hjælp og til værn for de mindste og de svageste iblandt os.

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falsters Stift