Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kritiserede FN’s kommende konference om racisme skarpt i sin åbningsredegørelse i går. Organisationen af Islamiske lande, OIC, ønsker, at konferencen skal sidestille kritik af religion med racisme.
Fogh kritiserede de muslimske lande for at have trumfet en FN-resolution igennem i FN, der opfordrer medlemslandene til at begrænse ytringsfriheden af hensyn til religion.
– Vi ser det samme absurde teater i forberedelsen af næste års racismekonference i FN, den såkaldte Durban II-konference. At selveste FN’s menneskerettighedsråd bliver misbrugt til at lægge bånd på ytringsfriheden, det er en hån mod menneskerettighederne. Det er helt uacceptabelt, sagde Anders Fogh Rasmussen i sin tale.
Kan Danmark være med til et absurd teaterstykke?
– Så længe vi tror på, at der en chance for at påvirke det i positiv retning, så bliver vi ved bordet. Det er en god politisk regel. Men det er også klart, at hvis vi når et punkt, hvor det bliver så grotesk, hvad der foregår, at det vil være urimeligt at legitimere foretagendet, så trækker vi os ud, siger statsministeren til Kristeligt Dagblad.
Han understreger, at tidspunktet ikke er nu.
Fra flere andre partier får han støtte til, at det kan blive nødvendigt at forlade forhandlingerne om Durban II. Selv De Radikale åbner for muligheden.
– I hele paletten er det at udeblive selvfølgelig en mulighed, men der er mange andre ting at gøre undervejs. Jeg synes, vi skal tage vores egne ideer om åbent diplomati og kritisk dialog alvorligt, siger partileder Margrethe Vestager (R).
SF’s Villy Søvndal glæder sig over, at ”statsministeren endelig er vågnet op”.
– Jeg forventer, at vi er med til at lægge et pres på den konference, fordi det er at blande ytringsfrihed og religionskritik sammen. Og at blande det sammen med menneskerettigheder er fuldstændigt absurd, siger han.
Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er på mange stræk helt enig med statsministeren i, at det er helt urimeligt, at religioner vil have en særstilling, hvor man ikke kan kritisere dem.
Skal man trække sig ud af konferencen?
– Nej, jeg synes grundlæggende, man skal være der og diskutere og forhandle og gøre sine holdninger gældende. Jeg tror ikke rigtig på det der med at vende ryggen til sine modstandere, siger Helle Thorning-Schmidt.
Kun Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, mener, at man allerede nu skulle melde afbud til konferencen.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk