Statsministeren har grund til at være utryg ved udsigten til, at magtbalancen mellem V og K forskubbes. De to partier har det sværest med hinanden, når de er næsten lige store
Mere end 20 gange brugte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ordet "tryg" i sin åbningstale til Folketinget i går. Det kunne næsten lyde som besværgelse mod de mange sorte skyer, der trækker sammen over Danmark.
I virkeligheden er det nok mindst lige så meget sig selv og sine partimedlemmer, han forsøger at betrygge.
For første gang siden VK-regeringen blev dannet i 2001, ser magtforholdet mellem de to partier nemlig for alvor ud til at ændre sig. Med Lene Espersen som ny partiformand har De Konservative fået et solidt skub fremad i meningsmålingerne, men stemmerne kommer fra Venstre.
Det betyder, at de tre borgerlige partier nærmer sig hinanden i størrelse, og det kan blive kritisk for sammenholdet i det nye folketingsår. Forude venter en svær økonomisk krise, stigende arbejdsløshed og forhandlinger om en skattereform.
Med en selvbevidst regeringspartner og et selvbevidst støtteparti får Venstre et modspil til begge sider, som partiet ikke har været vant til i syv år.
Det vil med sikkerhed øge rivaliseringen mellem de to regeringspartier. Historien taler tydeligt om, at samarbejdet mellem dem trives bedst, når et af dem indtager en klar lederrolle.
VKR-regeringen fra 1968 til 1971 bestod af tre næsten lige store partier, og det var en af forklaringerne på den regerings fiasko. I 1980'erne gik det godt for firkløverregeringen, så længe De Konservative indtog førersædet, men samarbejdet slog for alvor revner, da partiet mistede vælgeropbakning. Op gennem 1990'erne rivaliserede V og K heftigt, og først da K var slået til plukfisk efter sin borgerkrig i slutningen af årtiet, kom der en klar rangorden mellem de to partier med Venstre i spidsen.
Bliver Venstre ved med at gå tilbage i meningsmålingerne, vil de kritiske røster i baglandet vokse til et højere kor, end de få borgmestre, der forleden knirkede over partiets problemer.
Den største trøst for Fogh er, at der er lang tid til næste folketingsvalg. Derfor kan billedet også snildt nå at ændre sig forinden. Lene Espersen står med ansvaret for finansområdet, der vil udløse en mere mærkbar krise over hele landet. Det risikerer at ramme hendes popularitet på længere sigt.
Venstres kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), har på den anden side også en aktie i det spil, men hans værste handicap er fortsat forårets bilagssag. Den vil klæbe til ham en rum tid endnu.
Nogle mener, at et generationsskifte i Venstre er blevet ekstra presserende efter den konservative succes med det. I virkeligheden taler meget for det modsatte: At statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsat må holde fast ved magten et godt stykke tid, fordi han trods alt bedre matcher Lene Espersen end en vingeskudt Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren kan tale nok så meget om at være tryg. Han bliver det næppe i år.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk