Kultur er baggrund og ikke skæbne

For nylig sendte DR 2 den britiske serie ”Tribal Wives”, på dansk ”undersat” (suk) til ”Kvinder på vilde eventyr”. Konceptet var, at seks moderne britiske kvinder blev sendt ud en måned for at bo hos hver sit ”primitive” folkeslag. Jeg faldt tilfældigt ind i to af de seks programmer. Dionne gæstede de berømte masaier i Afrika, mens Karen var hos waoranierne, angiveligt et af de mest isolerede folkeslag i Amazonjunglen i Ecuador.

Det var selvfølgelig fantastisk fjernsyn. En slags Sex and the City fra det virkelige liv møder Robinson fra det virkelige liv. Hjertelige og rørende kulturmøder mellem kvinder. Og mænd var der også i vildnisset. Karen kunne faktisk være blevet ret godt gift dér hos waoranierne, men se om hun turde! Man lod sig rive med, selv om man selvfølgelig bør betragte den slags reality-tv med en vis skepsis, for hvor meget er nu arrangeret og lagt til rette? Nuvel, jeg blev blandt andet mindet om, hvor meget et ”primitivt” folkeslag minder om en selvstændig organisme, en unik skabning ligesom en biologisk art eller et menneskeligt individ. Noget, der spontant kalder på ens beskyttertrang. De lever et fra vores synspunkt hårdt liv, men de er lykkelige. De skal have lov at forblive, som de er.

I bogen ”Adskillelsens politik” om multi-kulturalisme, der netop er udkommet, skriver Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt om det antropologiske kulturbegreb, der vandt frem i mellemkrigstiden, og som netop i første række blev brugt analytisk i forhold til oprindelige folk som dem i ”Tribal Wives”. Begrebet var en berettiget reaktion på såvel raceteorier som på evolutionismen, det vil sige, tanken om at ikke-vestlige kulturer blot er mangelfulde forformer til vores.