Men seriøs samtale bliver vanskelig, når der den ene dag siges ét og den næste noget andet. Hvis man den 5. september lader ministeren vide, at sprogene hebraisk, græsk og latin ”i et omfang, som nærmere skal bestemmes, må opretholdes, hvis der skal være tale om forskningsbaserede uddannelser”, og derpå den 26. september – uden forudgående forhandling med søsterfakultetet – offentliggør planer, som lader hebraisk og latin være valgfrie sprog, hvor er vi så henne? På almindeligt dansk betyder ”valgfrie”, at disse sprog netop ikke opretholdes i de teologiske bachelor- og kandidatuddannelser, men kun vil få plads dér i kraft af studenternes eventuelle tilvalg.

Der må være op og ned, hvis man skal tale sammen. Og hvis der er op og ned i en drøftelse af det teologiske studium, så ved man godt, hvad solid teologisk faglighed vil sige, og så tager man sit udgangspunkt her.

DENNE FAGLIGHED SKAL ingenlunde opfindes forfra, men er allerede bestemt af det teologiske studiums genstand og opgave. Teologiske studenter skal selvfølgelig kunne læse kristendommens grundlæggende tekster og traditionens udlægning af disse på grundsprogene. At kunne forholde sig autentisk til hele denne overlevering, at være i dialog og strides med teksterne helt nede i de sproglige detaljer er den største frihedsgave, nogen teologisk student kan få, og over for den blegner Århusdekanens ”frihed og fleksibitet” og må finde deres underordnede plads i det samlede billede.

”Sprogfundamentalisme!” svarer Århusdekanen. Vi skal studere ”brugshebraisk”, sekunderer hans studieleder og opfinder således til lejligheden en særlig afart af ikke-hebraisk, hvad det jo må være, siden hebraisk, som vi har hørt, ikke mere skal være obligatorisk. Hvor sært, at repræsentanter for et teologisk fakultet i en historie- og traditionsløs tid vil lægge navn til sådanne flovser! Som om det ikke var en helt anden tale, der var brug for.

Den gode nyhed er, at det netop er denne anden tale, studenterne efterspørger. Århusdekanen tror at kende fremtiden, men faktisk er han bagud. Studenterne vil have den ægte vare. Hvorfor skulle de nøjes med mindre?

Steffen Kjeldgaard-Pedersen er dekan på det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet