9. oktober 2008
Europæere er mere religiøse end hidtil antaget, viser ny undersøgelse. Ekspert mener, at folk i Europa er mere åbne over for religiøse budskaber
Europa føler sig stadig knyttet til kristne værdier, og religion har tydeligvis stadig en markant indflydelse på det sociale og kulturelle liv i Europa.
Det mener Martin Jaeger, som er projektleder ved tyske Bertelsmann Stiftung. Stiftelsen har netop offentliggjort en undersøgelse, der viser at europæere er mere religiøse end tidligere antaget, skriver
Christian Post.
Ifølge undersøgelsen er 74 procent af europæerne religiøse og 25 procent meget religiøse. 23 procent er ikke religiøse.
- Selvom alle har talt om religion, har der ikke været nogen troværdig information om, hvad folk egentlig tror og hvilke konsekvenser det har for deres hverdag, siger Martin Jaeger.
Undersøgelsen omfatter 21.000 deltagere fra 21 europæiske lande.
Men selvom en stor del af den europæiske befolkning er religiøs, har religionen kun begrænset indflydelse på politiske holdninger og seksualitet. 58 procent siger, at deres religiøse overbevisning ikke har indflydelse eller kun har lidt indflydelse på deres politiske synspunkter, mens 48 procent siger, at religion ikke har indflydelse på deres syn på seksualitet.
Derimod siger flertallet i undersøgelsen, at religionen har indflydelse på deres holdning til fødsel, død og meningen med livet.