Når en leder trækker sig, bliver det med et slag legitimt at tale om, hvem der skal følge efter. Det gælder for bispeembedet, ligesom det gælder for de øverste stillinger i politik og erhvervsliv. Lederposten er vigtig, både symbolsk og reelt. Derfor er det også væsentligt for organisationer, der står foran et lederskifte, at finde den stærkeste kandidat.

Præster og medlemmer af menighedsråd i Københavns Stift skal til næste år stemme om deres foretrukne kandidat. Men kampen om at blive en af de kandidater, der kan stemmes om eller på, er allerede nu gået i gang. Også selvom mange oplagte kandidater formentlig vil benægte det. For det hører til den særlige kirkelige logik, at man skal stræbe efter magten med ydmyghed. Allerhelst skal lederskabet betros én af andre som et kald, en opgave, man ikke kunne sige nej til.

Den kandidat, der vil stå stærkest, er derfor også den mand eller kvinde, der hurtigst kan få andre til at arbejde for sig, samle stillere, skaffe bred opbakning og sende nogle udvalgte folk i pressen med opfordringer til at sige ja.

Hvilken teologisk kandidat fra et dansk universitet med lederevner, et bredt grundvigiansk sindelag, sans for godt arbejdsmiljø og erfaring med at tale kirkens sag i offentligheden kan så det?

De mulige kandidater falder i tre grupper. Først de højt profilerede provster. De udgør det officielle lag af ledelse lige under biskoppen. De har forstand på folkekirkens sindrige økonomi. Og de har bevist, at de rent faktisk ønsker magt i kirken. Således var det også en lokal provst, der vandt sidste valg i Roskilde Stift.