Om at forrette sin nødtørft

Der er mange omskrivninger for den temmeligt nødvendige handling, at vi som mennesker af og til skal lade vandet eller have afføring, altså udsondre affaldsstoffer. Blandt omskrivningerne er at gå afsides, lette os, træde af på naturens vegne, gå på det lille hus, være i enrum og mange flere, mens vi til børn siger mærkelige ting som at lave pølser, pubæh og meget andet underligt.

Vi har et komplekst forhold til kroppens udskillelse af affaldsstoffer, derfor knytter der sig mange navne og mange omskrivninger til disse processer.

Til de mange begreber hører således klassikeren at forrette sin nødtørft. T. Eriksen fra Slagelse spørger netop til denne vending. Hvor kommer ord som tørft og forrette fra, og hvad betyder de i udgangspunktet?

Verbet forrette betyder at udføre et arbejde, en opgave, og oftest forstået eller benyttet om en embedshandling, der enten er højtidelig eller bundet ind i en myndighedsstruktur.

Præster forretter således gudstjenester og en politibetjent forretter en tjenstlig opgave. I mere dagligdags tale kan man gå fra et møde med uforrettet sag, når projektet ikke lykkedes. Verbet forrette kommer i øvrigt af det tyske vorrichten, der oprindelig har betydet gøre ret, men som i moderne tysk vel betyder forberede, ordne, indrette eller lægge til rette.

Forrette har altså en klang af noget højtideligt, ligesom så mange andre af omskrivningerne for at tisse eller lave ekskrementer. Det samme gælder nødtørften, der også synes at have tyske rødder, idet det middelalderlige ord notorft betød nødvendighed.