Fænomenerne selvglæde og selvtillid

Læseren kan nu overveje, om selvtillid og selvglæde er synonyme begreber, eller om man sagtens kan have selvglæde uden af den grund at være selvglad? Louis Miehe-Renard skrev et selvironisk digt om fornøjelsen ved at være Louis Miehe-Renard:

Mit kærlighedsheld
Er blottet for kvaler:
Jeg elsker mig selv.
Og har ingen rivaler.

Hans Bendix, den mageløse tegner på Politiken, var heller ikke just utilfreds med at være Hans Bendix. Jeg hørte ham engang sige: ”Jeg var til et selskab forleden, jeg var lige ved at præsentere mig, men så syntes jeg, at det lød så pralende.”

Jan Lindhardt svarede, da han blev spurgt, om ikke hele familien Lindhardt var lige lovligt (læs: grænseoverskridende) glade for sig selv. Han svarede; ”Jo vist, men ikke en brøkdel af, hvad andre ville være, hvis de var os.” Så vidt jeg ved, er den sætning også sagt af andre, for eksempel Steincke.

Når jeg fremsætter spørgsmålet, er det, fordi jeg har oplevet både min kones og mit barnebarns selvsikkerhed som – det kan jeg garantere – ligger lysår fra selvglæde. Hverken min kone eller mit barnebarn, Rosa, har den mindste tendens til at være glade for sig selv, men selvsikkerheden gjorde min kone alt for at bevare, og Rosa gør det samme.

For nu at begynde med Rosa, var hun forleden på sin efteruddannelse udsat for, at lærerinden sagde, at hun havde læst samtlige 28 opgaver i klassen (det var diktat, og drejede sig om 74 ord: flest danske, men også fremmedord). Lærerinden sagde, at der ikke var én eneste, der havde stavet alle ord rigtigt. Det sårede Rosas selvtillid, derfor protesterede hun med bemærkningen: ”Det er ikke sandt. Jeg ved, at jeg ikke kan stave forkert. Jeg tror ikke på, at De har fundet stavefejl hos mig!”

Umiddelbart kunne man tænke sig, at hendes holdkammerater ville tænke: Hold da op, hvor hun dog blærer sig! Det ville være forståeligt, hvis de tydede hendes udsagn som selvglæde. Lærerinden reagerede beundringsværdigt oprigtigt ved lynhurtigt at skimme Rosas besvarelse. Derefter gik hun ned til Rosa, trykkede hende i hånden og gav hende en undskyldning. ”Det har du ret i. Der er ingen fejl i din opgave” (eller som statsministeren ville sige det: Der er ikke noget at komme efter!)

Når jeg mener, at Rosas reaktion ikke rummer den mindste selvglæde, er det, fordi jeg husker, hvorfor min kone, Herdis, opgav at læse statsvidenskab. Den professor, hun havde i faget, sagde i den første time: ”Kvinder har ikke forstand på politik”. Herdis sad – som Rosa – mellem en flok studerende, men hun reagerede prompte med replikken: ”Jeg læser tilfældigvis dagligt to tyske og fem danske aviser udelukkende for at orientere mig politisk, og hvilke forudsætninger har De for at generalisere, hvilken ret til at fastslå, at ingen kvinder nogensinde har haft forstand på politik?” I samme øjeblik pakkede hun sine bøger sammen med bemærkningen: ”Jeg er den, der er gået”.