10. oktober 2008
Stor succes kendetegner det norske menighedsfakultet, der i denne weekend fejrer sit 100-års jubilæum
Rektor på Menighedsfakultetet i Norge har grund til at råbe højt hurra denne weekend. Præsteuddannelsen fylder nemlig 100 år og har vendt sig fra en udskældt uddannelse til den største producent af præster til den norske folkekirke.
Samtidig kan Menighedsfakultet tage æren for at have uddannet samtlige biskopper, som nu arbejder i Norge, skriver
Vårt Land.
Men det har været en hård kamp, indrømmer rektor Vidar L. Haanes, hvis præsteuddannelse længe var oppe imod 'lillebror-rollen' i forhold til det Teologisk Fakultet ved Universitetet i Oslo.
– Menighedsfakultetet har måttet bevise sit værd. Vi har måttet arbejde hårdere for at vise, at vi følger med og holder en høj akademisk standard, siger Vidar L. Haanes til Vårt Land.
Bestræbelserne har nu givet pote. Helt konkret. Menighedsfakultet ligger øverst på listen af norske universiteter og højskoler i antallet af videnskabelige publikationer per år.
Helt anderledes ser det ud i Danmark. Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibel-Institut i København ligger stadig under for universiteternes teologiske uddannelser, blandt andet på grund af lovgivningen. Det bekræfter AREOPAGOS, som er en norsk-dansk organisation, som har til formål at formidle evangeliet til religiøst søgende mennesker.
For eksempel kvalificerer de nyuddannede fra Menighedsfakultetet i Århus og Dansk Bibel-Institut i København sig ikke til at begynde på pastoralseminariet for dermed senere at kunne blive præster og biskopper i den danske folkekirke.