Dorte Remar |
1. august 2006
Selvudvikling : – Det er et spørgsmål om at gå ind ad den dør, der viser sig, siger generalsekretær i Red Barnet Mimi Jakobsen
Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, universitetsstudier i fonetik og germansk filologi, tidligere partiformand for Centrum-Demokraterne og tidligere kulturminister, socialminister og industri- og erhvervsminister:
Nævn én konkret episode eller oplevelse, som førte til en personlig udvikling for dig. Hvad skabte udviklingen?
– Jeg er selv startet på selvudvikling ved at gå i gang med at læse på RUC. Det er en såkaldt masteropgave, der kaldes social entrepreneurship – på dansk: socialt entreprenørskab – under faget master of public policy. Baggrunden for, at jeg faldt ind i det, var en tilfældighed, som det altid er for mig. Jeg var som generalsekretær for Red Barnet blevet bedt om at give nogle meldinger på, hvordan sådan en ny uddannelse kunne se ud. Da jeg afleverede mit svar, sagde jeg, at hvis ikke, jeg var så gammel, havde det været lige noget for mig. Så sagde det slam, for det var ikke noget problem. Det er da heller ikke førsteårsstuderende, jeg sidder sammen med i klassen. Uddannelsen går ud på at klarlægge, hvordan den frivillige sektor, der blandt andet omfatter ngo'er og andre frivillige socialarbejdere, undgår at blive opslugt af den offentlige eller private sektor. Så det er dybt relevant for mig.
– Det har været en stor glæde bare at sætte sig ned og lære noget nyt, og at det ikke er mig, der skal holde foredraget, som jeg har gjort det i 30 år. Det er pragtfuldt at høre på højt kvalificerede lektorer og professorer fortælle om sociologi, samfundsvidenskab og politologi og at fordybe sig i teori og begreber som solidaritet. Det har manglet i politik, hvor meldingerne er lynhurtige, og hvor man lige når at sætte sig ind i noget, men aldrig når til bunds. Det eneste svære er tiden, som jeg ikke har rigeligt af i forvejen.
Hvad er efter din erfaring det vigtigste for, at et menneskes ønske om personlig udvikling kan lykkes?
– Det er et spørgsmål om at gå ind ad den dør, der viser sig. Vi bliver alle sammen præsenteret for mange døre undervejs i livet. Nogle mennesker bliver, hvor de er, men jeg er nok en af dem, der altid går ind ad døren. Som da jeg blev tilbudt at blive direktør for Scleroseforeningen og sagde ja, og da jeg blev spurgt, om jeg ville "redde" Red Barnet. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har oplevet så meget i mit liv, at jeg burde være 120 og ikke 57 år. Jeg har haft et rigt liv, fået en masse erfaring og er blevet mere bevidst om mit eget fundament. Når man som jeg ikke har været bange for at skifte spor, opstår der med årene et behov for at reflektere mere over tingene. Det har ikke været min stærkeste side, det har mere været derudaf. Når jeg i dag står over for at skulle skifte spor igen, tænker jeg: Men hvem er jeg?
Har du et godt råd om en konkret teknik eller metode til selvudvikling, du kan anbefale andre?
– Det er vel: Vær ikke bange for at skifte spor. Lyt til, om du måske skal noget andet. Der kan ske voldsomme ting i ens liv, skuffelser, sorger eller noget, der går helt galt karrieremæssigt, hvor man bliver ked af det eller føler sig uretfærdigt behandlet. Så har man brug for at sætte sig ned og tænke. Men i stedet for at få ondt af sig selv, kan man sige til sig selv, at det måske er et vink med en vognstang om, at det er noget andet, man skal. Og så er det min erfaring, at der kommer den der dør.
remar@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad