For seks-syv år siden blev det anset for direkte pinligt at bruge en aften foran fjernsynet, når Ofir-priserne, der er det lokale israelske svar på Oscar-priserne, blev uddelt. Der var langt mellem snapsene i israelsk filmindustri og her herskede en fornemmelse af, at intet skelsættende var sket siden de halverotiske såkaldte "Borekas"-film i 1960'erne og 1970'erne, hvor det handlede om at flygte fra den hårde virkelighed med stereotypiske falden på halen-komedier.

Sådan er det ikke længere, og når Ofir-priserne nu vises direkte, er det endda også fint at tale om dem dagen efter. Israels filmindustri har vokset sig moden i løbet af de seneste år. Og i stedet for at flygte fra krig, intifada, traumer og politiske spændinger er Israels filminstruktører begyndt at tage tyren ved hornene. Og mere end det. Foruden virkelighedsnære beretninger om krigene i Libanon, som Josef Cedars "Beaufort" og Ari Folmans "Waltz with Bashir", har israelske instruktører i løbet af de seneste år kastet sig over emner, der indtil for ganske nylig blev betragtet som irrelevante.
– I dag laves der film om georgiske indvandrere eller andre invandrergrupper, men ikke på hebraisk, hvilket var komplet utænkeligt for 20 år siden, siger forfatteren og instruktøren Etgar Keret, der i 2007 fik sit internationale gennembrud med filmen "Jellyfish"
– Vi er gået fra at være et "amfiteater-samfund", hvor alle sad og kiggede ned på scenen, hvor det samlende, zionistiske ideal om smeltediglen, som alle indvandrerne blev smeltet om i, stod, til at være et "bagel-samfund", et samfund uden centrum, eller med et hult centrum, uden samlende idé. Det afspejler sig i bøger og film, der handler om alle mulige forskellige ting i samfundet. Ingen kan tale på vegne af hele befolkningen længere. Det er karakteristisk, at dokumentarfilm som "Children of the Sun", der er eksperimenterende og "svære", får kæmpepublikum i Israel og markedsføres som "Star Wars".
Filminstruktør Ran Tals dokumentarfilm "Children of the Sun" handler om den socialistiske opdragelse, som mange af Israels børn blev underlagt i tiden efter statens oprettelse. Den handler om de utopiske drømme, der prægede kibbutzbevægelsen før og efter statens oprettelse, men som i dag ikke længere er gældende i det israelske samfund. Men som Etgar Keret siger, er den blevet modtaget med stor interesse, til trods for at den handler om et historisk emne og ikke noget dagsaktuelt.
Filminstruktøren Boris Maftsir er ikke overrasket over den store interesse for israelske film. Han mener, at israelske film er blevet meget bedre, og at det er filmene, der fører an inden for de forskellige israelske kunstarter.
– Det er inden for filmen, at de mest interessante udviklinger sker lige nu i det israelske kulturliv. Ofte laver vi film om tre emner: holocaust, indvandrerne og palæstinenserne. Disse tre emner sætter stadig dagsordenen, men et væld af andre emner kommer også op efterhånden, siger han.
Men det er ikke kun den bredere vifte af emner, der gør de israelske film interessante, ifølge Boris Maftsir. Alt har ændret sig ved de israelske film. Og 60 år efter statens oprettelse er kvalitetsfilm ved at blive et af Israels varemærker.
– Der er mindst tre tendenser i dokumentarfilmene nu: høj kvalitet, meget stor spredning i historierne og et meget rigt og varieret filmsprog, siger han.
De tendenser skaffer de israelske film meget god omtale ved internationale filmfestivaler, der nærmest skamroser de nye talenter.
"Filmene hæver sig over den lange konflikt og bliver drevet af universelle emner. De israelske film er ikke dømmende", står der i en pressemeddelelse fra Zurich film- festival.
Det giver de israelske filminstruktører en status af en slags kulturambassadører for det lille land. En rolle, de fleste instruktører gerne påtager sig. Men samtidig en rolle, der er blevet sværere at opfylde i takt med, at de israelske myndigheder skærer de i forvejen meget beskedne kulturbudgetter ned til et absolut minimum.
– Israelske film er de bedste ambassadører Israel kan få. Succesen er nødt til at fortsætte, men nu skal vi filminstruktører undskylde for det faktum, at vi forbedrer Israels ansigt udadtil, sagde den israelske skuespiller Shmil Ben Ari forleden, da Ofir-priserne blev uddelt i protest mod nye beskæringer af kulturbudgettet.
allan@kristeligt-dagblad.dk