11. oktober 2008
Titusind børn er de seneste 40 år kommet til verden med hjælp fra en sæddonor. Disse børn har ikke en chance for at få basal viden om deres baggrund. Som 14-årige Ina udtrykker det i gårsdagens avis: ”Jeg synes, det er trist, at loven er indrettet sådan, at muligheden for at spore mit genetiske ophav er taget fra mig”.
Det må man give Ina ret i. Det er at lade børn i stikken at fratage dem muligheden for at finde ud af, hvad de kommer af. Folketinget bør snarest muligt ophæve do- noranonymiteten.
De fleste af disse børn vokser op i familier, hvor de har en far, og spørgsmålet om ophævelse af donoranonymitet handler derfor ikke om, at børn har ”ret til en far”. Biologi er ikke alt. Det er værd at fastholde i en tid, hvor biologiske forklaringsmodeller vinder stadig større gehør. Men biologi er også en del af den enkeltes identitet, særligt når genetisk arv nu engang er blevet gennemsigtig på grund af dna-test med videre.
Tavshed duer ganske enkelt ikke længere som strategi, fordi der eksisterer mange muligheder for ”afsløring” af de biologiske realiteter. Det gælder både i den enkelte familie og på samfundsmæssigt niveau. Og det er værd at påpege, at såvel Børnerådet som formanden for foreningen af donorbørn og forældre anbefaler, at donor-anonymiteten ophæves.
Tilhængere af at bevare donor-anonymiteten påpeger, at der vil blive mangel på donorer, hvis man afskaffer den. Det er ganske rigtigt det sandsynlige scenario, og så må man leve med det. Det helt afgørende argument mod donor-anonymiteten er nemlig hensynet til børnene. Ét er, at familier kan have hemmeligheder, og forskere har anslået, at et ikke helt ubetydeligt antal børn har en anden biologisk far, end de tror. Noget andet er, at samfundet ligefrem pålægger læger at anvende anonyme donorer og via lovgivningen systematisk forhindrer børn i at få information om deres genetiske ophav.
En lovændring hjælper ikke de børn, der i dag søger efter deres donor-ophav. Men der er grund til at lytte til deres stemme, så samfundet ikke også fremover lader børn i stikken. bsl