Teologien finder vej frem

Oven i de normerede fem år får studenterne et ekstra år til at lære græsk og latin – de to sprog er teknisk set ikke en del af uddannelsen, for studiet har rødder tilbage til dengang, da man lærte sprogene i gymnasiet. De tider er forbi. Men det betyder, at hvis man gør latin valgfrit eller helt afskaffer det, får man ikke af den grund et halvt år til overs, som så kan bruges på for eksempel kommunikation. Man får bare et studieforløb, der er et halvt år kortere – og studenterne får SU i et halvt år mindre.

Plads til at lære noget om nye spændende emner skal findes inden for de fem år, som udgør selve studiet. Lad os se nærmere på dem: Præcis halvdelen – to og et halvt år – består af kurser, hvor der er forholdsvis håndfaste krav til, hvilken type stof der skal dækkes. Det drejer sig om de obligatoriske fag på bachelor-uddannelsen, hvor vi sikrer os, at studenterne får grundlæggende øvelse i at arbejde med Bibelen, med kristendommens udvikling, med troslære og filosofi og med det, der foregår i kirken i nutiden. Alt sammen ting, som jeg som kirkegænger nødigt ville have, at min præst ikke var på hjemmebane i.

Enkelte af disse kurser har i perioder haft et helt fast, obligatorisk pensum. Men det almindeligste er, at man inden for fagets rammer selv kan være med til at præge, hvad man vil lægge vægt på, når blot de færdigheder, som er grundlaget for det hele, kommer på plads. I faget Praktisk Teologi har det i lang tid ligefrem været obligatorisk selv at vælge to emneområder, som man skulle lægge særlig vægt på. Og her kommer kommunikationen allerede ind i billedet: Et hyppigt valg har været at lære mere om metoderne i den ret vigtige kommunikation, der foregår fra prædikestolen.

Kommunikation og formidling er desuden helt nødvendige dele også af bibelfagene på teologistudiet: Det kommer ofte bag på studenter, der har sat sig ind i Det Gamle Testamentes hebraiske tekst, at de ikke bliver rost for at oversætte teksten så knudret og fremmedartet som muligt. Men en oversættelse må nødvendigvis respektere både det sprog, der oversættes fra, og det, der oversættes til. En oversættelse til dårligt dansk er halvfærdigt arbejde; og en uforståelig tolkning af teksten er reelt slet ikke en tolkning, men højst et forarbejde. Formidling skal der til. Og dét er kun begyndelsen.

På studiets anden del, kandidatuddannelsen, venter yderligere fire obligatoriske eksaminer i de store teologiske fag. Det fylder i alt ét års fuldtidsarbejde. Og her kommer det for alvor frem, at det er faget, men ikke indholdet, der er obligatorisk. Alle skal til eksamen i blandt andet mit eget fag, Det Gamle Testamente, men det er helt op til den enkelte student, om man vil lægge vægten på traditionelle eller hypermoderne fortolkningsmetoder.

Her har fagene også mulighed for at ”snakke sammen”: Studieordningen giver udtrykkeligt mulighed for kurser, hvor vi slår eksamen i to fag sammen. Forrige år var jeg for eksempel med til at gennemgå salmer i Det Gamle Testamente side om side med Grundtvigs salmer. Fordybelsen i den hebraiske poesi og i Grundtvigs univers gjorde os helt sikkert klogere på begge dele. Og den slags laver vi gerne mere af.

Tilsammen er vi altså nu oppe på tre og et halvt års obligatoriske fag. Hvad med de sidste halvandet? Ja, de er faktisk til fri afbenyttelse for den student, der er interesseret i kommunikation og formidling, begejstret for psykologiens og samfundsvidenskabens muligheder eller optaget af forholdet til andre religioner end kristendommen. Det er bare at gå i gang.

Et kvart år på bacheloruddannelsen og et halv år på kandidatuddannelsen er reserveret til henholdsvis BA-projektopgaven og specialet: skriftlige arbejder, hvor studenten får anledning til at grave sig eftertrykkeligt ned i et emne efter sit helt eget frie valg. Det vil være et krav, at emnet har en eller anden form for forbindelse til teologien, men da vi er indædt overbeviste om, at teologi har noget med alting at gøre, er der næsten ingen grænser for, hvad man kan få ind i billedet. En af mine studiekammerater skrev i sin tid en næsten naturvidenskabelig opgave om de etiske aspekter af jordforurening, og jeg har selv lige været vejleder for et ungt menneske, som skrev om gammeltestamentlige skikkelser som forbilleder for moderne ledelse i kirkeligt regi. I næste uge har jeg en aftale med en, der vil skrive om rockmusik.

Men vi har slet ikke nået grænserne for de tværfaglige udfoldelser endnu: Mange studenter tager kurser i skriftlig og mundtlig formidling på andre uddannelsesinstitutioner, som de derefter får godkendt som en del af deres teologistudium. Det kan lade sig gøre i kraft af, at der er noget, der hedder valgfag: Det sidste trekvarte år af regnskabet er en slags ”black box”, som der kan puttes næsten hvad som helst ned i: Et tre måneders valgfag på bacheloruddannelsen og et kandidatvalgfag på et halvt år giver mulighed for at tage Journalisthøjskolens tillægsuddannelse eller et par kurser i webdesign på IT-Universitetet og vel at mærke få det ført på sit teologiske kandidatbevis. Praktikophold og voluntørarbejde (med efterfølgende afrapportering, så vi kan forsvare at give point for det) bør også kunne passes ind her – uden at der skal flyttes et komma i den studieordning, som vi allerede i dag uddanner teologer efter.

Så herfra bare et spagfærdigt ønske om lidt nuancer i debatten: Naturligvis skal teologistudiet udvikle sig, præcis som alle uddannelser skal. Og vi arbejder allerede på sagen. Der er nemlig masser af plads til tværfaglighed, nytænkning og kommunikation i den eksisterende uddannelse. Og når den næste årgang studenter hører om mulighederne, får de såmænd også lyst til faget. Teologi er nemlig ikke spor sværere eller mere støvet i dag, end det var for syv-ti år siden, hvor vi havde så mange ansøgere, at vi dårligt kunne finde plads til dem.

Søren Holst er lektor og ph.d. ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet