Undervisning i anti-terror bliver en fast del af skoleskemaet i Storbritannien. Både Danmarks Lærerforening og De Konservative vil lade det være op til de danske skoler selv at forebygge terror
De danske folkeskoler skal selv bestemme, hvad de vil gøre for at lære eleverne, at de skal holde sig langt væk fra terror.
Det mener Danmarks Lærerforening.
- Det må være op til hver enkelt uddannelsesinstitution, og det er heller ikke sikkert, at alle skoler har behov for redskaber til at imødegå terror, siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til
Berlingske Tidende.
I Storbritannien rykker kampen mod terrorisme ind i klasselokalerne, hvor skoleminister Ed Balls netop har meddelt, at skoleelever skal lære om ekstremisme.
Også den konservative uddannelsesordfører Charlotte Dyremose mener ifølge Berlingske Tidende, at det må være op til de danske folkeskoler selv at beslutte, hvordan man eventuelt vil undervise i anti-terrorisme. Og Anders Bondo Christensen er skeptisk over for de nye tiltag i Storbritannien, der blandt andet skal give lærere mulighed for at tage fat i sårbare børn, der risikerer at blive rekrutteret til terrorisme.
- Det vigtigste er, at vi fastholder den demokratiske tradition i den danske folkeskole. Redskaber som dem, der er tale om i Storbritannien, må ikke blive en sovepude. Det er mere afgørende, at vi inddrager eleverne i undervisningen. At vi lærer dem en respekt for hinandens forskellighed, siger Anders Bondo Christensen, der mener, at man skal genindføre modersmålundervisningen i folkeskolen.
- Det udtrykker også en tolerance i forhold til andre nationaliteter, der i sidste ende kan modvirke terror, siger han.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil følge det britiske initiativ med stor interesse. Ifølge ministeren lærer de danske skoleelever allerede om demokrati som følge af den nye undervisningsplan for samfundsfag.
- Jeg er meget enig i, at opdragelse frem for vold og terror er fundamentalt for demokratiet. I England lever de i skyggen af den terrorhandling, som fandt sted i London i 2005, så det er forståeligt, de går hårdt til værks. Vi er nødt til at se i øjnene, at det samme kan ske i Danmark, siger Bertel Haarder til avisen.