Muslimernes afstand til den kristne fortælling er vel først og fremmest deres afvisning af frelsen ved Jesu stedfortrædende forsoning. Deres religion kender ikke dette tilgivelsens under, at en uskyldig er gået i de skyldiges sted og med sit blod har betalt hele syndens gæld. Dette kærlighedens under er skjult for deres øjne. De vandrer i denne henseende med bind for øjnene. Hvordan de skal blive seende er menneskeligt talt en gåde. Kun Gud kan give dem troen.
Når dette sker, vokser kærligheden til Jesus frem i deres hjerter, så de bekender, at i ham er Guds kærlighed blevet synlig i menneskeskikkelse. Med den tvivlende Thomas falder de på knæ og bekender: Min Herre og min Gud. Ja, så stor er Gud.

Ærkebiskop Rowan Williams forstår åbenbart ikke at kristendommen er en fortælling om prøvelser som fører til en triumf over døden.

Jesus er ikke svag, han er fantastisk modig og stærk.
Enhver kan gå hen og myrde en anden person, men enhver kan ikke lade sig henrette uden at forsvare sig eller uden at gøre modstand. Derfor er han et overmenneske !.

En anden fundamental forskel på kristendom og islam er, at kristendommen handler om at modstå fristelser, og at det er vores eget personlige ansvar at kontrollere vore handlinger og tanker. Det gælder indenfor omgangen mellem kønnene, og det gælder indenfor ytringsfrihed, bare for at nævne nogle tilbagevendende eksempler (det første har jeg desværre al for meget personlig erfaring med - sjofle ansigtsudtryk og spytten foran mig, når jeg går på gaden er hverdagskost - det andet, ja, der er masser af eksempler i dagspressen, folk kan relatere sig til).

Indenfor visse dele af muslimsk kultur virker det som om, det er omvendt: Andre har ansvar for ikke pådrage sig en eller andens vrede eller hævn, så kvinder er derfor ansvarlige for mænds tanker, og folk, der vover at stille spørgsmålstegn ved noget som helst relateret til Islam eller muslimsk kultur, får straks på hattepulden af skingre mørkemænd.

Det virker som om, disse personer vandrer i en i psykologisk forstand umoden kultur, som er strandet i en barnagtig narcissisme, der bare vil have alle andre til at se verden, som de selv ser den. Og narcissisme er et skridt på vejen til psykopati, med al dens magtbegær og terroriseren, uanset om man er islamist, sovjetisk kommunistleder, amerikansk forsvarminister, ja, tænk selv på flere, historien mangler ikke eksempler.

Derfor skal opfordringen endnu engang lyde: Må vi få de moderate og modne fra alle kulturer og religioner på banen! Lad os ytre os højt i kor mod de demokrati- og tolerancevantro: Vi tolererer ikke folk, der ikke tolererer andre end dem selv.