Fremtiden står i reguleringens tegn

Finanskrisen, vurderer de internationale kommentatorer, markerer afslutningen på en epoke, som blev indledt i slutningen af 1970’erne, da Ronald Reagan kom til magten i USA, og Margaret Thatcher blev konservativ premierminister i Storbritannien. Begge iværksatte en såkaldt ”afsocialisering” af økonomien. Den økonomiske jernlady satte den britiske offentlige sektor på slankekur og indskrænkede fagforeningernes indflydelse. Og Ronald Reagan liberaliserede den amerikanske finanssektor og fjernede hæmmende regelsæt.

Den såkaldte ”Washington-konsensus” baseret på anbefalinger af økonomerne omkring nobelprisvinderen Milton Friedman blev den liberale medicin, som blev ordineret til de udviklingslande, der ville have økonomisk støtte fra Den intenationale Valutafond og Verdensbanken. Og i Europa fulgte EU og Kommissionen trop med liberaliseringer af de europæiske finansmarkeder.

Men som Francis Fukuyama udtrykker det: ”Reagan-revolutionen blev kørt af sporet, da den for mange af sine tilhængere blev til en urørlig ideologi i stedet for et pragmatisk svar på en forvokset stat”.

– Der var mange gode grunde til at liberalisere finanssektoren, så den kunne blive mere effektiv, påpeger den danske professor i økonomi, Morten O. Ravn fra Det europæiske Universitetsinstitut i Firenze, som uddanner de europæiske topembedsmænd.

– I USA kunne bankerne for eksempel ikke låne penge ud i alle stater, men kun i den stat, de havde hjemme i. Men Reagan glemte at lytte til de akademikere, som allerede dengang advarede om, at det ikke var nok at øge konkurrencen, og at der var brug for visse regler, for at finansmarkederne på længere sigt kunne fungere tilfredsstillende. Men så længe alting gik så godt, så længe vækstraterne var høje, og boligpriserne steg, blev politikerne lullet til ro med, at der ikke var nogen risiko, siger Morten O. Ravn.

Det er den tro, som nu er bristet, mener han.

– Spørgsmålet er, hvor meget og hvordan der skal reguleres. Men påstanden om, at man bare skal holde fingrene fra markedet, så regulerer det sig selv, er der ikke så mange, der vil være med på nu, mener professoren.

Ifølge International Herald Tribune vil det få den konsekvens, at ”uanset hvem der vinder det amerikanske valg, vil lovgiverne komme under pres for at styrke den finansielle regulering og give flere midler til offentlige kontrolorganer som Food and Drugs Administration, som er fuldstændig udsultet.”

Andet ideologisk vraggods, som nu flyder rundt på det stormfulde finanshav, er idéen om, at øget økonomisk frihed ender med at gavne alle samfundsgrupper. Globaliseringen har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom, især i Asien, men også skabt voksende uligheder, ikke mindst i USA, hvor den rigdom, der regnede ned over de få, ikke er sivet ned til de øvrige samfundsgrupper.

– Det var blandt andet denne voksende ulighed, som blev kompenseret af den lette adgang til kredit for personer, som reelt ikke var kreditværdige, påpeger Morten O. Ravn.

Finanskrisen kan derfor betyde en rehabilitering af den europæiske økonomiske model, som tidligere så ud til at halte bagefter USA med matte vækstrater og en bekostelig offentlig sektor, mener Karel Lannoo, administrerende direktør for den europæiske tænketank Centre for European Policy Studies, CEPS, i Bruxelles.

– Det, vi ser, er jo også, at økonomiske systemer som for eksempel det tyske sikrer en bedre fordeling af rigdommene, uden at det ødelægger det økonomiske fundament, som i Tysklands tilfælde, men også i for eksempel Hollands og Danmarks, er sundt nok, siger Karel Lannoo.

I nogle af de ultraliberale tænketanke mærker man også vinden vende.

”På kort sigt er liberalismens image absolut katastrofalt, medgiver Vincent Bénard, præsident for tænketanken Institut Hayek i Bruxelles, som har taget navn efter en af ultraliberalismens ideologer, den østrigske Nobelpristager Friedrich Hayek.

– Staterne er nødt til at gribe ind for at genoprette tilliden til bankvæsenet, så pengestrømmen igen kan cirkulere. Men om kort tid, når de skal betale pengene tilbage igen, vil de stå med store offentlige underskud, som vil rehabilitere den økonomiske teori. Og hvis der reguleres for meget, opnår man kun, at markedets aktører finder veje at omgå reglerne på, siger Vincent Bénard.

Resultatet af finanskrisen bliver mindre ideologisk indflydelse til USA, hvis position også svækkes i en multipolær verden med aktører som Kina og Indien Men selvom hvad markedet gør, ikke altid er det rigtige, så er der ikke for alvor noget ideologisk alternativ til markedsøkonomien, understreger også Karel Lannoo.

– Statsdirigerede økonomier som den kinesiske kan være nøjagtigt lige så effektive som markedsøkonomien. Men hvis man også vil have demokrati, er det nok ikke den retning, man skal spejde mod.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk