Sofie Hviid |
15. oktober 2008
Efter den overraskende besked i sidste uge om, at biskop Erik Norman Svendsen går af før tiden, er bispevalget i Københavns Stift blevet en realitet. Ny hjemmeside sætter for alvor gang i valgkampen
Bispevielse om 319 dage, 17 timer og 33 minutter. Sådan kunne man læse i går eftermiddags på hjemmesiden
www.bispevalg.dk, der konstant følger udviklingen og nedtællingen til det forestående valg af ny biskop i Københavns Stift.
Den nye hjemmeside skal skabe kendskab til valget og være samlested for alle de relevante informationer under valgkampen.
– Efterhånden som de mange rygter får mere solid grund under fødderne, bliver det her, vælgerne og pressen kan orientere sig om kandidaternes programerklæringer og debatmøder, skriver Folkekirkens Infocenter i en pressemeddelelse om hjemmesiden.
Initiativtageren til hjemmesiden er Arthur T. Mønsted, der er formand for menighedsrådet ved Kastelskirken i København og medlem af Holmens provstiudvalg og Stiftsrådet i Københavns Stift. Han har fået teknisk assistance fra Per T. Hertz, som har erfaring fra bispevalget i Roskilde.
Hjemmesiden er ikke en officiel del af Københavns Stift, men et såkaldt græsrodsinitiativ, som dog i praksis har vist sig at have stor betydning også ved foregående bispevalg. På hjemmesiden, som ved dette valg er kommet overraskende hurtigt til verden, kan alle kandidater og støttegrupper indsende materiale, som dernæst bliver tilgængeligt for alle.
– Samtidig symboliserer et sådant fælles websted for alle kandidater den sammenhængskraft, der er i den danske folkekirke. For nok skal vi ud i en valgkamp, men alle ved, at valgets hovedpersoner skal kunne arbejde sammen til fremme af vores kirke så vel før som under og efter et valg, skriver Arthur T. Mønsted og Per T. Hertz på hjemmesiden.
Ud over at man minut for minut kan følge nedtællingen til bispevielsen, kan man også blive klogere på Københavns Stift og de gældende regler for et bispevalg. Der er svar på, hvem der kan vælges, hvem der kan opstille, hvornår det sker og meget mere.
I kalenderen kan man holde styr på de vigtigste datoer, som lige nu kun inkluderer biskoppens meddelelse om sin afgang, start af hjemmesiden og bispevielsen den 30. august i Københavns Domkirke.
Pladsen til kandidater på hjemmesiden er dog endnu tom; men sidens bagmænd lover at opdatere, efterhånden som kandidaterne står frem.
Det er Kirkeministeriet, som officielt udskriver valget. Det er endnu ikke sket.
hviid@kristeligt-dagblad.dk